Kategori: New Zealand

9. Marts til 28. Marts 2013

Udgivet den

Torpedofiskeri og pingvinjagt

Tirsdag d. 19. marts gik turen videre sydpå. Vi kørte fra Te Anau via Southern Scenic Route med det formål at nå Dunedin på østkysten inden for de næste 2-3 dage. Første etape bragte os gennem Fiordland, langs med sydkysten, gennem Invercargill til den lille fiskerby Curio Bay. En tur på næsten 300 km.

Vi havde en del korte stops ved bl.a. en gammel hængebro fra 1899, flere lookouts og et fyrtårn. Et af de mere uventede og længere stop var lidt uden for Colac Bay, hvor vi mødte torpedofiskerne! Det var en gruppe på 3 mænd og en kvinde, der var igang med at fange aftensmaden ved hjælp af deres seje (og meget komfortable) fiskegrej. Som billederne viser nedenfor, består grejet af en “torpedo”, der trækker en stålwire op til 2 km ud til havs. På wiren hænger der så maks. 25 fiskekroge og lidt blylodder til at holde wiren nede. Fra torpedoen bliver sendt afsted, til fiskerne trækker den ind igen, venter de ca. en times tid (på stranden/ i bilen). Vi mødte fiskerne ca. et kvarters tid, inden de skulle hale den ind, så vi skulle da se om de fangede noget. De fangede 5 hajer (1 var spiselig og 4 blev smidt tilbage) og 2 Blue Cod, som vist nok var lige på grænsen, men de beholdte dem. Grunden, til de ikke fik flere fisk, blev tilskrevet den haj, der fulgte efter linen på vej ind – den fik en nem frokost! Det var en anderledes og spændende oplevelse at se deres måde at fiske på, samtidig med vi fik en hyggelig sludder med de lokale.

Velankommet til Curio Bay tjekkede vi ind på den lokale campingplads, som var meget billig, hvilket måske burde have været indikatoren for standarden. Men da det var den eneste campingplads i nærheden, og vi gerne ville se pingvinerne på stranden, var det den eneste mulighed, vi havde. Nu er vi måske nok lidt godt vante, men toiletterne var det Michael beskrev som “meget landlige”, mens Astrid kaldte dem ulækre! (Se billedet af Michael og de to hvide bygninger nedenfor.) Køkken og ikke mindst bad var holdt i samme landlige stil, hvilket gjorde, at vi udskød både bad og morgenmad til andetsteds.

Vi så dog, hvad vi kom for – pingviner (nærmere betegnet Yellow-Eyed penguins, som er den mest sjældne pingvin-art i verden). Vi så hele 5 styk på behørig afstand, da ungerne var ved at smide deres baby-dun. Da det var en ret kold aften, blev vi enige om, at 5 pingviner var nok, og vi vendte derfor snuden mod bilen.

Udgivet den

På cruise i Fiordlandet

Mandag d. 18. marts havde vi planlagt at køre fra Te Anau om morgenen og køre op til byen Milford Sound, hvorfra vores cruise skulle afgå. Køreturen er en meget flot tur gennem fin natur, flotte bjerge, spændende lookouts og ikke mindst en mørk tunnel gennem et bjerg. Derfor havde vi booket vores cruise til sidst på eftermiddagen, så vi kunne bruge den tid, vi ville undervejs på diverse svinkeærinder. Sejlturen var rigtig flot! Desværre gengiver billederne ikke helt den storslåede natur, men det var det bedste vi kunne gøre med de kameraer, vi havde… :o)

Udgivet den

Fra kystens bred til hulens mørke

Da vi havde pakket bilen sammen søndag morgen (17. marts) og fået tanket Spartan, stak vi kursen mod Fiordland for at besøge Milford Sound og betragte den smukke natur. Dagen var desværre lidt præget af regnvejr, hvilket lagde lidt en dæmper på oplevelserne, men sådan er det jo. Men vi kan nok ikke tillade os at klage over en enkelt regnvejrsdag i løbet af 4 uger…

Vores rute bragte os først forbi den lille by Arrowtown, som er kendt for at have mange velbevarede bygninger tilbage fra guldfebertiden. De havde en meget tæt og charmerende hovedgade med rigtig flotte træbygninger med et væld af forskellige forretninger. Heriblandt var der også en bager, der er anbefalet i Lonely Planet for deres frisklavede pies, og mums – de var også gode! ;o)

I adrenalinjunkiernes hovedstad i New Zealand, Queenstown, har man mulighed for at forsøge at tage livet af sig selv på op til flere måder, afhængig af hvad man er til. Vi valgte dog at se bort fra alle de mange tilbud og “nøjedes” med at spise frokost. Michael havde fået anbefalet Fergburger af flere hjemmefra, så det måtte vi jo hellere prøve! Burgeren var stor, omend den smagte ok, men bar også lidt præg af masseproduktion, da stedet er håbløst overrendt (primært af turister)!

Efter at have fordøjet det forholdsvis omfattende frokostmåltid navigerede vi igen ud af Queenstown og satte kursen mod Te Anau. Vi havde ikke planlagt, hvordan vi skulle komme ud på Milford Sound, men regnede med, at vi kunne finde ud af det, når vi kom til Te Anau. Vi fik planlagt en tur til næste eftermiddag, så vi kunne bruge den tid, vi ville på at komme til Milford Sound (byen), hvor skibet sejlede fra.

På campingpladsen fandt vi også en tur, der afgik samme aften, ud til en hule, der har glow worms (Skt. Hans orme). Vi ville gerne have set dem i Waitomo på Nordøen, men det var en lidt for stor en omvej, i forhold til hvad vi ellers ville se. Hulerne var meget imponerende, og det var et rigtig flot syn at se de mange lysende orme. Desværre var der totaltforbud mod at tage billeder, så det må I tænke jer til!

PS: Dagen bød også på mange lookouts, hvorfra nogen af billederne herunder stammer!

Udgivet den

Spejlsø og længere køretur

Lørdag den 16. marts var vi for-Gud-ved-hvilken-gang alt for tidligt oppe for at få en naturoplevelse af de større. Vi kørte til Lake Matheson, som ligger lidt uden for Fox Glacier Village, kort før daggry for at fange solens første stråler og for at opleve søens blikstille vand, hvilket skaber en spejlingseffekt. Søen er blankest umiddelbart før solopgang og giver derfor på det tidspunkt de bedste refleksioner af de omkringliggende bjerge. Turen rundt om søen tog ca. 1,5 time og gik igennem ældgammel og meget tæt regnskov med få lookouts over selve søen. Det var en dejlig morgentur, og på trods af Michaels mange stops for at tage billeder blev der også plads til en romantisk hyggestund ved søens bred.

Vi vinkede farvel til gletschere og spejlsøen og satte kursen sydover mod Wanaka. Det var en lang tur på små 280 km igennem bjerge og langs søer. Det betød naturligvis flere stops ved vandfald, lookouts og søer for at nyde naturen. Vi ankom til Lake Outlet Holiday Park ved bredden af Lake Wanaka sidst på eftermiddagen.

Udgivet den

De flyvende sneturister

Fredag den 15. marts var vi igen igen alt for tidligt oppe, da vi skulle ud at flyve i helikopter op til toppen af Franz Josef Gletscheren. En halvdyr tur, men noget vi havde snakket om, siden vi tog fra Danmark. Da Astrid aldrig havde fløjet i helikopter før, var det med stor spænding, hun steg op i maskinen. Det gik dog over al forventning og var rigtigt sjovt! Vi landede på gletscheren og fik de klassiske turistbilleder – både med og uden helikopter.

Vel nede igen kørte vi fra byen og derfra så tæt på gletscheren, som vi kunne. Fra parkeringspladsen var der flere forskellige gåture. Vi udvalgte to og begav os afsted. Den første var et lookout, hvor man dog ikke kunne se synderligt meget af gletscheren. Den anden tur var en lidt længere tur, hvor vi kom hen til foden af gletscheren (ca. 400 meter fra isen). Det var en rigtig fin tur, som også bød på vandfald, en flod og åbne vidder. Ved foden af gletscheren mødte vi en ranger (i træ og pænt malet) og fik taget flere dejlige turistbilleder med manden. Astrids feriehumor!

Da vi jo havde været tidligt oppe, var disse turistoplevelser hurtigt overstået, så allerede omkring frokosttid kørte vi fra Franz Josef Gletscheren mod Fox Glacier Village. Vi fandt noget frokost og bestemte os for at holde resten af dagen fri. Sneturisterne var trætte og brugte og havde brug for at planlægge fremad!

Udgivet den

Marathonkøretur

Torsdag d. 14. marts havde vi planlagt en længere køretur, der skulle bringe os ned til Franz Josef Gletscheren. Vi fik kørt omkring 470 km, hvilket er den længste strækning, vi har kørt på en dag indtil videre. Det skyldtes ikke, at vi havde travlt, men at der ikke var nogen oplagt grund til at stoppe inden. Dagen bød dog stadig på en række oplevelser af både landlig, adrenalinskabende, gastronomisk/kulturel og lidt skuffende karakter.

De to første oplevelser var af landlig karakter, da vi købte frugt ved en lokal frugtproducent (æbler og blåbær) og passerede en mark, hvor en bondemand og ikke mindst hans to fårehunde var ved at flytte rigtig mange får. Det var sjovt at se fårehundene arbejde og bondemanden sidde på sin ATV uden at løfte en finger.

Næste stop var ved New Zealands længste swing bridge (hængebro på dansk), der er 110 meter lang. Grundet Lillepigens anstrengte forhold til højder og oplevelser af adrenalinskabende karakter, blev hun på startsiden, mens Michael begav sig ud på broen. Det var en gyngende oplevelse i flere retninger, da broen både bevægede sig op og ned, men også vippede fra side til side. Dette gjorde, at der blev holdt godt ved wiren hele vejen over broen. Sikkert ovre på den modsatte side valgte Michael at tage en genvej tilbage til Astrid (og Spartan). Dette foregik spændt fast i en svævebane tilbage over floden. Det var knaldsjovt!

Frokosten blev indtaget på Jacks Gasthof, der ifølge Lonely Planet lavede udsøgte pizzaer i europæist stil. Stedet synede ikke af meget – det virkede nærmest lidt forsømt, og vi var da også de eneste gæster der (formodentlig hele dagen!). Efter at have ventet en rum tid fik vi vores pizzaer, som var ganske tilfredsstillende. Som navnet “Jacks Gasthof” antyder, var indehaverne tyskere, og Astrid fik derfor mulighed for at lufte hende tyske sprogkundskaber. Indehaverne søgte efter nogen tysktalende, der kunne tænke sig at passe stedet i en længere periode, mens de tog til Tyskland noget tid. Området var dog ikke lige os, så vi kørte videre mod nye oplevelser.

Derefter stoppede vi ved Punakaiki og Pancake Rocks, som eftersigende skulle være en stor oplevelse. Det var dog lidt af en fis i en hornlygte og ikke særlig imponerende. Der skulle være en del blow holes, men grundet tidspunktet (lavvande) skete der ikke en hujende hatfis i de huller. Lettereskuffet.dk! NOTE: tjek tidevandstidspunkterne.

Dagen bød også på flere forskellig lookouts og alternative løsninger på omkørsler ved vejarbejde. Eksempelvis skulle Spartan køre på skinner henover en flod, da der foregik reperationsarbejder på den egentlige bro.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til campingpladsen i Franz Josef Glacier Village lettere udkørte efter den lange køretur.

Udgivet den

Ren hygge i Motueka

Efter vandreturen i Abel Tasman var der dømt ren hygge. Da vi kom tilbage til campingpladsen, var den lokale pizzasnedker ankommet og havde sat sin stenovn og sit salgsskilt op. Eftersom vi ikke var i humør til at lave mad, var det en oplagt mulighed for at smage på de lokale specialiteter. Aftensmaden bød derfor på stenovnspizzaer skyllet ned en lokal produceret hvidvin, der blev indkøbt på gårsdagens vintur.

Efter aftensmaden fik Astrid en velfortjent svømmetur, mens Michael slappede af med Lonely Planet, så vi kunne være klar til morgendagens strabadser.

Udgivet den

Dagstur til Abel Tasman National Park

Onsdag d. 13. marts tog vi på en dagstur til Abel Tasman National Park, som er den mindste af New Zealands 14 nationalparker, men en af de mest populære. Den huser en af New Zealands 9 Great Walks; the Abel Tasman Coast Track (51km). Vi vandrede kun en lille del af ruten, ca. 8 km. Vi blev hentet på campingpladsen i en bus, som kørte os til byen Kaiteriteri, hvor der ventede en vandtaxi. Vandtaxien sejlede os op langs hele kyststrækningen, der hører til nationalparken og tilbage igen til Anchorage Bay, hvor vi blev sat i land. Herfra vandrede vi i kuperet terræn til Bark Bay, hvor vi spiste vores medbragte og ikke mindst hjemmesmurte sandwich og slappede af, indtil vandtaxien kom retur for at samle os op. Dagen bød på bugter med hvide sandstrande og turkisgrønt vand, frodig bush og klippeformationer med meget afslappede sæler. Det var en dejlig, men lidt kold dag – måske er vi blevet lidt varmeforvente!

Udgivet den

På privat vintur i lokalområdet

Efter at have kørt en del kilometer de sidste tre dage besluttede vi os for at tage et par dage med afslapning i Motueka og nyde det gode vejr. Vi bookede 3 overnatninger (11.-14. marts) på samme sted, så vi havde tid til at slappe af og ikke jage videre med det samme.

Helt stille var det dog ikke den første dag, selvom vi sov længe og fik hele to kopper kaffe den morgen (første gang på turen indtil da), da vi havde booket en tur rundt på en række lokale vingårde. Vi havde bestilt turen dagen i forvejen og kunne se, at vi var de eneste navne i bogen indtil da, men vi regnede med, at der kom flere til i løbet af aftenen. Til vores store held kom der ikke flere navne i bogen, hvilket betød, at vi havde en chauffør og en 12-personers minibus helt for os selv på turen rundt! Vi havde en rigtig god tur og fik nogle gode snakke med chaufføren, hvor vi også fik nogle ting at vide om New Zealand, lokalområdet, hvordan det var at bo og arbejde der, og ikke mindst lidt baggrund om de forskellige vingårde, vi besøgte. Det var langt fra alle gårdene, der eksporterer til Danmark, men der var dog et par stykker.

Den vingård, vi syntes bedst om, var dog lige startet forfra med nye ejere og havde derfor ikke noget eksport endnu. Moutere Hills (www.mouterehills.co.nz) præsenterede os for seks forskellige vine, og der var ikke en af dem, vi ikke kunne lide! De nye ejere var blevet trætte af at være politibetjente i storbyen og havde derfor købt stedet for deres opsparing og lånt penge til nødvendigt udstyr – de satsede ‘hele butikken’ på et nyt liv som vinbønder. Vi handlede vin ind med mådehold, da vi allerede købt lidt ved de andre gårde og ikke har lyst til at pakke det med hjem. Vi fik i alt købt 3 flasker af lidt forskelligt og havde da også et saligt smil på læben, da turen var forbi.

 

 

 

Udgivet den

På vej mod det varme nord!

Efter vi havde taget afsked med hvaler og sæler i og omkring Kaikoura, satte vi atter kursen nordpå. Vi kom tilbage til “Wine-Country” omkring Marlborough og resten af Nelson regionen. Dette kom klart til udtryk ved vinmarker så langt øjet rakte. Det er primært hvidvine, der bliver produceret i denne region, men de fleste vingårde har også enkelt rødvin, typisk Pinot Noir.

For at se lidt mere af området end bare hovedvejen, valgte vi at dreje fra langs med Ruby Bay Scenic Route. Vejen tog os gennem flere mindre befolkede områder, som var meget charmerende og ikke så fyldte med turister. Vi gjorde holdt i den lille havneby Mapua, hvor det lokale Smokehouse, jf. Lonely Planet, skulle have fantastisk Fish & Chips. Det var vi naturligvis nødt til at verificere! Det var bestemt godkendt af begge parter.

Vi kom frem til den lille by Motueka, som skulle være vores base for udforskning af Abel Tasman National Park. Her kom vi frem til en positiv overraskelse, da vi fandt ud af at de havde et udendørs spa, som vi kunne bruge gratis pga. vi er medlemmer af deres kundeklub. Det landede på et tørt sted efter en rimelig lang køretur fra Kaikoura!

Drevet af WordPress