Samme aften bestemte vi os for, at vi ville spise aftensmad på ranchens ”restaurant” i en af ranchens store træhytter. Restaurant er helt sikkert det forkerte ord, men jeg kan ikke rigtig finde noget, der dækker. Det var en meget hyggelig stue med store plankeborde med matchende træstole samt autentisk udsmykning med gamle billeder af indianere, cowboys, udstoppede bisonhoveder og meget mere. Virkelig hyggeligt.
”Menukortet” bestod af én side med en meget overskuelig menu. To slags burgere, to slags sandwich, to slags bøffer og et par andre ting. Vi valgte vores mad – jeg valgte en bøf, da jeg (selvom jeg kun har spist det én gang) allerede er træt af burgere. Uanset, hvilket ret man valgte, var der dessert med…hvilket altid er et plus, når man skal servere noget for BM og jeg.
Det var noget ganske udmærket mad. Bøffen var god – og nå ja, de andre var også tilfredse med deres mad. Desserten var cheesecake. En rigtig god og hjemmelavet én af slagsen. Den var virkelig lækker. David kunne selvfølgelig også lide den, så der blev ikke et helt stykke til mig. Hvad gør man ikke for sin søn?
Da vi skulle til at betale, kom Rachel (receptionisten, servitricen m.m.) med en regning kun på drikkevarerne. Vi undrede os og sagde til hende, at hun havde glemt at putte maden på. Men nej, det havde hun ikke. For aftensmaden var med i vores pakke. Havde vi bare vidst det på forhånd, så er jeg sikker på nogen af de andre, havde valgt bøf ligesom jeg.
Det var ved at være Davids sengetid, så vi ville bryde op. Men da vi skulle til at gå, kom entertaineren Casey med sin guitar og sin harmonika. Han skulle til at spille i ”restauranten”. Vi bestemte os for at blive lidt endnu og høre lidt musik…og nogen gode historier. Det var hyggeligt og bestemt tiden værd. Han sang et par sange kun for Davids skyld: En med Anders And-stemme, twinkle twinkle little star og lille Peter edderkop (på engelsk selvfølgelig). Stor succes hos David, som ellers var ved at være godt træt efter en lang dag på farten.
BM og BF gik til ro, og vi fik puttet David. Imens jeg ventede på, David faldt i søvn, skulle Michael ud at hente noget i autocamperen. Han kom ret forskrækket tilbage og sagde, at den puslende lyd, jeg hørte, inden vi gik ind i træhytten, stammede fra en stor tyr, der nu stod lige ved siden af vores veranda. Haha! Så er man virkelig kommet på ranch. Eftersom det kvæg, ranchen opdrætter, bliver lejet ud til de omrejsende rodeos i 3-4 år, hvorefter de kommer retur og bliver sluppet løs på ranchen, så ventede Michael forståeligt nok lidt med at gå ud i autocamperen… (sæt nu tyren fik flashback til gamle dage!)
Da David var faldt i søvn, satte Michael og jeg os ud på verandaen. Og sikke en stjernehimmel…det var fantastisk. Imens vi sad der, kom der flere køer forbi foran os. De går frit rundt på ranchens areal og kommer åbenbart altid ind på selve ranchens område, når det er mørkt. Michael og jeg hyggede os og nød roen, ikke mindst fra vores sovende søn.
Det lyder igen til i alle får en på opleveren, dejligt at læse om de steder og ting i oplever. Jeg er også glad for at læse det bliver til lidt kvalitets tid mellem Michael og dig.
Det var dejligt at skype med jer, og jeg håber at vi kan skype igen inden i kommer hjem så jeg kan have lidt med ud til lufthaven til jer.
Fortsat god tur til jer alle, og se nu efter i "bussen" at i ikke har fået en tyr eller ko med resten af vejen, smiler
Vi får bestemt én på opleveren! Intet mindre kan heller gøre det. 🙂 Vi er nu nået helt til Los Angeles uden køer eller bisonokser i bilen… Nogen er glade for, at det nu er lidt koldere (ca. 25-28 grader), mens jeg allerede savner varmen… HAHA! Pas nu på bilen 😉