Forfatter: Astrid

Udgivet den

Status efter roadtrip

I dette blogindlæg vil vi gøre status på vores roadtrip i Californien og det vestlige USA! Vi har ikke gjort det efter vores andre roadtrips i Australien, New Zealand og Florida, men vi gør det denne gang for at få et indlæg, hvor vi hurtigt vil kunne finde bestemte detaljer om rejsen.

Største naturoplevelser: Yosemite og Grand Canyon
Mest skuffende naturoplevelse: Ingen vand i vandfaldene i Yosemite
Største positive overraskelse: Ingen problemer med autocamperen. Det kørte derud af…
Største overraskelse: At BM efterlod cheesecake og gik tidligere i seng end David
Største skuffelse: Disneyland (for os var det mest en turistfælde…)
Flotteste steder, vi har kørt: Yosemite og Death Valley

Værste sted, vi har kørt: Los Angeles (pga. den megen trafik)
Mest udfordrende sted, vi har kørt: Yosemite
Højeste temperatur: 46,5 grader (Death Valley)
Laveste temperatur: 18 grader (San Fransisco)
Antal dage med regn: 0
Antal dage med sol: Alle
Antal miles/kilometer kørt i autocamperen: 1861 miles / 2995 km
Penge brugt på benzin: 871,18 $ / ca. 5813 kr.
Bedste campingplads: KOA Salinas/Monterey (mest pga. “appreciation”-aftenen)
Værste campingplads: Furnace Creek (pga. ørkenens høje temperaturer, hvilket ikke er deres skyld…)
Kedeligste campingplads: Campingpladsen i Bishop
Bedste overnatning: Grand Canyon Western Ranch
Værste overnatning: Travelodge, San Fransisco (gammelt og slidt og ingen bleer i nærheden)
Bedste måltid: Cheesecake på The Cheesecake Factory
Bedste shoppingsted: Desert Hills Premium Outlet Center
Værste shoppingsted: Området omkring Travelodge-hotellet (det var ikke til at støve bleer op…)

Største afsavn: Piratos!

Ferie bar præg af:
– Kvalitetstid, familietid, hygge, fantastiske oplevelser, fascinerende natur, storbycharme, gode (og billige) grin, dejlig mad i rigelige mængder, sol, varme, dårligt internet, shopping, et stort pengeforbrug, en del kørsel og meget meget mere…

Sagt om David undervejs:
– What a beautiful baby
– What a happy little boy
– He’s really really blond
– He’s sooooo cute
– He will break someones heart one day
– He will be tall
– He is good (sagt, mens hans sad og så film på Iphonen)

Udgivet den

Sidste dag i USA

Slutningen på vores lille eventyr er ved at være slut, og vi er efterhånden begyndt at indse, at det snart går mod de danske kyster igen.
Mandag d. 19. september var sidste dag på farten, og heldigvis en kort en af slagsen, da vi også havde en del, der skulle pakkes og ordnes inden flyturen hjemad tirsdag. Vi skulle aflevere autocamperen senest kl. 11 i rengjort tilstand. Vi stod tidlig op for at køre fra campingpladsen i god tid. For det første, fordi vi, belært af vores tidligere erfaringer fra Los Angeles og San Fransisco, sandsynligvis ville løbe ind i lidt myldretidstrafik undervejs, og for det andet, fordi vi stadig havde meget, der skulle pakkes og en bus, der skulle gøres ren.
Inden afgang fra campingpladsen fik vi lidt mere styr på kufferterne og smidt en del ting ud. Det mad, vi havde igen, gav vi til nogen østrigere, der var på vej ud på en 3 ugers campingferie. Dog havde vi stadig rigtig rigtig rigtig mange ting. Vi havde besluttet at køre til Cruise America og gøre autocamperen ren på deres parkeringsplads. Køreturen var sat til at vare 32 min., men det tog ca. en time, førend vi nåede vores sidste destination. Vi fik afleveret bussen (som David stadig kaldte den…) i god ro og orden uden skrammer eller anmærkninger, så alle var glade og tilfredse. Vi fik kørt i alt 1861 (2995 km) mil i vores hjem på hjul, så vi har da ikke ligget på den lade side de sidste 3 uger! Plusser man de kilometer til, som vi kørte i lejebilen i Los Angeles, har vi kørt omkring de 3200 km.

Imens vi læssede alle vores ting ud af bilen og fik alt det praktiske ordnet, kom der en taxachauffør forbi. Han havde lige læsset en gruppe kinesere af ved udlejningsstedet og ville lige høre, om vi skulle bruge et lift videre derfra, for han kunne da snildt have plads til os alle 5 og bagage. Det ville vi da meget gerne, hvis han lige kunne vente en halv times tid, til vi var færdige. Det ville han gerne, så vi slap for at vente på at blive hentet og kunne komme meget hurtigt videre til vores hotel (TravelLogde ved lufthavnen).
Vi ankom til hotellet omkring kl. 11.30 og var faktisk i liiiiidt for god tid, fordi deres check-in rent faktisk først åbnede kl. 15. Da de oveni købet ikke havde et sted, hvor vi kunne opbevare vores bagage, var vi lidt ”bundet” de næste timer. Det gjorde dog egentlig ikke så meget, da vi ingen planer havde.
Ved siden af hotellet lå en IHOP-restaurant. Og det var bogstaveligt talt lige ved siden af. Praktisk, når man egentlig ikke gider at bevæge sig. Michael, David og jeg gik først over at spise, men BM og BF blev ved bagagen, som vi havde flyttet ud i skyggen i poolområdet. Da vi kom tilbage, gik BM og BF over for at spise. Vi forsøgte at få David til at sove middagslur, men det lykkedes ikke. I stedet lavede vi Thomas Tog-puslespillet og hyggede os i det dejlige vejr.
Imens vi sad og ventede, kom receptionisten ud efter Michael. Vores værelser var rengjorte, og vi kunne godt tjekke ind. Klokken var kun 13, så det var før end forventet. Vi fik flyttet alle vores sager – og det var mange, rigtig mange! Michael og jeg lagde en pakkestrategi. Alt skulle op og sorteres i bunker. Nyt tøj, tøj der skulle med hjem, tøj der skulle smides ud, tøj der måske skulle smides ud og souvenirs. Puha, hvor var det uoverskueligt en overgang.
Oveni pakkeriet var der krise på blefronten. Vi havde 5 bleer tilbage og ville egentlig meget gerne have fat i nogen flere. Men hvor får man lige fat i bleer, når der absolut intet er i nærheden? Godt spørgsmål, for vi har stadig ikke fundet ud af det. Vi forsøgte på tankstationen ca. 400 meter væk. Der var ingen hjælp at hente. Det bedste bud fra hotellets receptionist var supermarkedet Target, som lå godt 45 minutters gang væk. SUK! Indtil videre har vi sparet lidt, og nu satser vi på, at vi kan finde nogen i lufthavnen, inden vi skal flyve i morgen.
Nå, men tilbage til pakkeriet. David, der stadig ikke ville sove middagslur, blev udstyret med sin sæbeboblefisk og gik sammen med BM og BF (da de havde pakket færdig…) ud for at lege. Michael og jeg arbejdede hurtigt og effektivt og efter godt en time havde vi langt det meste sorteret og pakket ned. Alt det, vi gerne ville have med hjem, blev pakket ned, og alt det, der er blevet ødelagt i vaskemaskinerne her i USA, blev efterladt i en pose.

Det lykkedes os aldrig at få David til at sove middagslur. Derfor bestemte vi os for en relativ tidlig aftensmad, så den lille superturist kunne komme tidligt i seng. Den sidste aftensmad i USA blev på IHOP – det var det nemmeste og mest overskuelige…og nå ja, så smager maden heller ikke dårligt der.

Tilbage på hotelværelse faldt David hurtigt i søvn. Det havde været en lang dag. Vi har nu pakket og klargjort så meget som muligt inden i morgen tidlig og er spændte på, om flyturen hjem kommer til at gå lige så godt som ud.
Udgivet den

Monterey

Søndag den 18. september havde vi kun en relativ kort køretur foran os på små tre kvarter før næste campingplads. Vi fik dog hurtigt lagt planer om at køre ind til byen Monterey, som var 20 minutters kørsel i den forkerte retning, så alt i alt kom vi nok op på små 2 timer alligevel.
Monterey er en gammel fiskerby, der ligger i bunden af Monterey Bay (syd for San Fransisco). Byen har tidligere haft en stor fiskeindustri med specielt fiskekonserves af sardiner. Alt foregik på vejen Cannery Row, som John Steinbeck gjorde berømt i hans roman af samme navn. (Steinbeck kom oprindelig fra Salinas, hvor vi overnattede.) I dag er Monterey mest kendt for deres store akvarium og de alt for mange golfbaner, herunder bl.a. Pebble Beach og Spyglass Hill.
Vi havde fået et oversigtskort over Monterey fra campingpladsen, og der var markeret, hvor man kunne parkere med en autocamper, hvilket var ret praktisk information for sådan nogen som os! Det lykkedes os at få ”klemt”  bussen ind i en skråparkering foran en bil, der kun brugte halvdelen af båsen – dermed stak bagende af autocamperen ikke så langt bagud. Vi tænkte, at byen ikke var større, end vi kunne gå rundt til det, vi ville se, og det var også helt fint.
Astrid, David og jeg (Michael) ville ind og se nærmere på byens berømte akvarium, når nu David er så glad for fisk, som han er, men BM og BF ville hellere ud på en hvalsafari. Vi besluttede derfor at splitte os op og mødes tilbage ved autocamperen, når vi skulle køre videre. Vi begyndte at gå ned mod akvariet, men var lidt i tvivl om, hvor langt der var derhen, så da vi så en gratis bus, der kørte langs med Cannery Row ned til akvariet, hoppede vi på den.
Kort efter ankom vi til Monterey Bay Aquarium, der ligger i en tidligere konservesfabrik. Akvariet forsøger at vise den verden under havet, der  er ud for Monterey-halvøen. Her findes en Grand Canyon, der skærer sig 175 km ud i havet til dybder på op til 3 km. Dette skulle eftersigende betyde, at der er et utroligt rigt plante- og dyreliv ganske få kilometer fra land, og det giver forskere let adgang til at udforske verden under havet.
Ved indgangen fik vi et kort over akvariet og deres mange udstillinger. Vi havde egentlig besluttet os for at tage en udstilling af gangen, men David ville det lidt anderledes. Det viste sig nemlig, at det var én ”jeg interesserer mig IKKE for fisk-dag”, hvilket kom helt bag på os to voksne. Til gengæld var det én ”jeg eeeeeeeeeelsker virkelig at løbe-dag”, hvilket resulterede i, at vi komme ret hurtigt gennem nogen af udstillingerne.
Vi fik dog set akvariets store Open Sea, som er et akvarium med et 27 meter langt vindue med fisk fra Stillehavet, dvs. hajer, rokker, tun og havskildpadder. Vi så også den meget fascinerende udstilling ”The Secret Lives of Seahorses” med de mange flotte søheste samt udstillingen ”Kelp Forest”, der viser en tangskov i en 8,5 meter høj kæmpetank med over 1 mio. liter vand. I denne tank var der bl.a. den store kelptang (tykke, gummiagtige rør), der vokser som skove i bunden af bugten ud for Monterey-halvøen, og som kan blive 50-60 meter lang, samt bugtens fisk i alle størrelser fra sardiner til hajer. Vi var selvfølgelig også forbi akvariets ”Touch Pools”, hvor børn i alle aldre kan røre ved forskellig slags tang, søstjerner, fisk osv. Her løb David ingen steder. Til gengæld var han meget interesseret i at plaske.

Efter godt 3 timer i akvariet gav Michael og jeg (Astrid) op. David gad helt klar ikke se på fisk og andet havliv, og da han heller ikke var interesseret i at sove middagslur, blev vi enige om at gå ud og se på byen… Det på trods af at Michael og jeg langt fra var færdige med at se på udstillingerne. Ja ja, det er hverken første eller for den sags skyld sidste gang, vi betaler for noget, vi alligevel ikke får en masse ud af. Pyt! Men akvariet var helt klar en oplevelse – vi ville bare gerne have oplevet noget mere af det.
Vi forsøgte at få David til at sove middagslur. Det var han dog ikke interesseret i, så vi gik i stedet ind på Johnny Rockets for at spise frokost. Indretningen var rigtig amerikansk dinerstil, og maden var typisk amerikansk med burgere, pomme frites og milk shakes. Inden vi valgte Johnny Rockets havde vi forsøgt at finde en fiskerestaurant, hvor maden var til at betale, men de steder, vi havde været inde, gjorde tydeligt opmærksom på, at de ikke var så glade for børn, så vi måtte søge andetsteds. Maden på Johnny Rockets var ganske god, og deres milk shakes var lækre. David spiste en del, og eftersom han også fik en lille hat og intet mindre end 3 balloner var hans lykke gjort. Ballonerne bandt vi fast på hans klapvogn.
Da vi havde spiste, bestemte vi os for at forsøge at få David til at sove middagslur (igen, igen…). Efter en mindre kamp lykkedes det. David faldt i søvn i klarvognen med én af hans balloner i favnen. Michael og jeg fik derfor lige lidt tid til at se på byen og til at sidde og nyde livet ved stranden, inden BM og BF kom tilbage… De fortalte, de havde haft en dejlig sejltur, hvor de havde set masser søløver og sæler, men desværre ingen hvaler.
Vi forlængede parkeringen med en times tid. David skulle lige have mulighed for at sove lidt mere. Den ekstra time brugte BM og BF på at se lidt mere af byen, men Michael og jeg gik en tur ud på molen. Det viste sig, at der ved molen lå adskillelige sæler og søløver – de solede sig og brølede om kap. Det var en hel god oplevelse af få med oveni hatten, når nu vi ikke havde fået det maksimale ud af akvariet.
Da David vågnede, startede vi autocamperen og vendte snuden mod Coyote Valley RV Resort, som ligger ca. 35 minutters kørsel (ifølge Google) syd for San Fransisco. Køreturen til campingpladsen blev en anelse længere end forventet, da vi røg ind i en kø, men det gik da, selvom vi alle sammen var trætte og trængte til at slå lejr for natten.
Velankommet til campingpladsen hoppede David, Michael og jeg i poolen. Det havde været endnu en varm dag, og vi var godt svedige og trængte til at blive afkølet, så det var lige, hvad vi trængte til. Desuden trængte David til at lægge lidt i blød – al den legen med sten og gåen rundt i bare fødder havde gjort ham lidt mere end en anelse beskidt.

Aftensmaden blev ”lad os tømme køleskabet”. Salat, tomat, agurk, peberfrugt, pasta, brød, skinke, ost, tun og andet godt blev smidt på bordet. Nemt og egentlig meget lækkert. Vi sad selvfølgelig udenfor og nød vores anden sidste ferieaften i USA.

Da jeg havde fået puttet David, var BM og BF gået i seng. Al den friske luft havde igen gjort dem meget trætte. Michael og jeg udnyttede de stille aftentimer med at skrive lidt til bloggen og ikke mindst rydde op og smide ud. Det var jo sidste nat i autocamperen, inden den skulle tømmes og afleveres, og vi havde en smule uro i maven over, om vi nu kunne få det hele til at være i kufferterne.

Udgivet den

Fra Pismo Beach til Salinas

Lørdag den 17. september sov vi så længe, vi kunne. Og nej, det var ikke længe, for David vågnede kl. 7.15, men stadigvæk længere end mange af de andre dage, hvor han er vågnet ved 6 tiden. Vi skulle på en forholdsvis lang køretur ad Highway 1 nordpå mod Salinas ca. en halv times kørsel fra Monterey.
Det var meningen, vi ville have været nede og se på stranden ved Pismo Beach. Men da vi forlod campingpladsen, var der rigtig meget tåge/dis, og da vi ikke kunne se meget, bestemte vi os for, at vi ikke ville bruge tid på at stoppe ved stranden. I stedet kørte vi direkte afsted mod Hearst Castle – et slot i spansk-maurisk renæssancestil – som er blandt USAs største attraktioner med over 1 mio. besøgende om året.
Efter ca. 1 times kørsel ankom vi til Hearst Castle lidt uden for San Simeon. Det havde været en flot køretur langs kysten, så vi stoppede et par gange for at tage billeder. Vi havde på forhånd ikke bestemt os for, om vi ville se slottet. Det afhang af prisen og lysten til at se det. Vi fik for en gang skyld uden problemer parkeret autocamperen, men parkeringspladsen var også meget stor. Vi begav os op mod velkomstcentret. Vi var knap nok kommet indenfor, inden Michael fik at vide, at klapvognen ikke kunne komme med på slottet. Michael svarede pænt damen med, at vi slet ikke havde bestemt os for, om vi ville på slottet endnu, så indtil videre blev klapvognen, hvor den var. Efter at have set på mulighederne og deres priser, bestemte vi os for, at vi ikke skulle ind på slottet. Vi anså det ikke for at være pengene værd. Om det var rigtigt bedømt, ved jeg (Astrid) ikke…
I stedet kørte vi over på den modsatte side af hovedvejen, hvor der lå en mole og et lille havbiologisk velkomstcenter. Det var gratis, og der kunne vi se nærmere på dyrelivet i området. Bagefter gik vi en tur ud på molen. David syntes, det var rigtig sjovt at gå ”ovenpå” vandet, og vi andre nød den flotte udsigt.

Efter et kort stop kørte vi videre mod Piedras Blancas. Jeg havde nemlig læst i turistbøgerne, at man her kunne se en kæmpe flok søelefanter på stranden. Og rigtigt nok…stedet var ikke til at tage fejl af, for der var en del andre turister ude at se på søelefanterne, som lå og gassede den af på stranden. Søelefanter er den største af sælarterne. Voksne hanner kan blive op til 4 meter lange og veje 2000 kg, mens hunnerne typisk er noget mindre med en vægt på 600-900 kg. Der var virkelig mange søelefanter, og det var sjov oplevelse at se dem ligge på stranden og slet ikke være generet af de mange mennesker, der stod og så på dem. David var ikke særlig imponeret af dem. Han fandt i stedet en lang pind, som han kunne lege med.
På grund af en skovbrand omkring Big Sur valgte vi at køre af Highway 1 og ude på motorvejen. Vi havde godt nok læst, at der var et spor farbart, men vi ville ikke tage chanchen og risikere at køre i en lang kø, så det blev motorvejen. Til gengæld kørte det så også bare derud af, så efter et frokostsstop på en times tid nåede vi vores campingplads (KOA Salinas/Monterey) for natten allerede ved 16.30 tiden.
Autocamperen blev koblet til, og vi gik på legepladsen med David. David nød, at der var tid til leg og fik rutsjet ca. en milliard gange på de 3 forskellige rutsjebaner, der var i legetårnet. Vi andre kiggede på og nød solen…og nå ja, Michael og jeg fik også rutsjet lidt.

Klokken 18 havde vi set, at der var vin og appetizers samt s’mores på terrassen. Grunden var, at KOA (som er en kæde af campingpladser) afholdte ”appreciation”-weekend, hvor de gav ville vise, at de satte pris på deres gæster og ville give noget tilbage. Vi bestemte os for at gå derop. Helt tosset kunne det ikke være, og det var gratis, så hvorfor ikke? Det viste sig at være alletiders arrangement. Vi fik masser af mad, s’mores, popcorn og ikke mindst vin. Vi hyggede omkring et bål, og selv BM og BF fik lært at lave s’mores og spise dem. Senere faldt Michael og jeg i snak med et dansk par fra Næstved, som var på en 10 måneders lang verdensrejse. Det var meget interessant at høre om deres rejse og de mange spændende steder…nu er der endnu flere steder, vi er nødt til at rejse til.

 Da vi kom tilbage til campingpladsen, var vi godt trætte. David gav op, så snart hans hovedet rørte madrassen, så han havde vist også fået nok oplevelser den dag.    

Udgivet den

Sol i Solvang

Fredag d. 16. september havde vi for første gang stillet vækkeuret – klokken 6 skulle vi op. Det var nødvendigt, for vi skulle helst køre fra campingpladsen allerede kl. 7 for at undgå bare en lille bitte smule af noget af Los Angeles’ megen trafik.
Vi kørte fra pladsen 7.06! Fik tanket benzin og købt kaffe. Det var nødvendigt, for at få BM og BF til at vågne helt. GPS’en sagde 2 timer og 9 minutter til Solvang, hvor vi skulle have dagens længste stop. Efter lidt mere end 3 timer (nej, vi undgik ikke al trafikken i LA, men heldigvis noget af den. Vi kørte kun lidt i kø.) ankom vi til Solvang. Vi ville gerne have haft et stop i Malibu på vejen, men fordi køreturen i forvejen var så lang, sprang vi det over. Det må blive næste gang, når vi også skal se Santa Monica Pier.
Solvang (Little Denmark, USA), der kalder sig selv ”Danish Capital of America”, er en del af den skandinaviske udvandrerhistorie. Solvang opstod i 1910, da en danske præst foreslog, at der skulle opbygges en ny dansk koloni i Californien. Formålet var at bevare forbindelsen til Danmark og at bevare dansk levevis omkring danske kirker og folkeskoler. I slutningen af 1950’erne fik husene i byen en dansk ansigtsløftning, der blev bygget vindmøller og de første danske forretninger opstod.
Som dansker kan man stort set ikke genkende noget af Danmark i Solvang. Bindingsværkhusene er lavet af brædder og beton, stråtagene består af små kantede træklodser, storkene er af plastik og folk snakker amerikansk (ikke dansk…). Men sikke en charme og hygge byen har over sig. Det er som en lille ferieby med eget danske tema. Hvis der er en ting, som amerikanerne forbinder med Danmark, så er det helt klart bagværk (danishes). Dette er også meget tydeligt i mængden af bagerier opkaldt efter danske efternavne, der slutter på –sen. Her nævnes i flæng Olsen’s, Mortensen’s, Nielsen’s osv. Derudover hed forretningerne enten noget med andre –sen efternavne eller noget med vikinger. Som dansker kan man godt føle sig lidt sat i bås, når man går igennem byen…
Nuvel, vi skulle da lige smage på de lokale lækkerier, nu vi var der og efterhånden havde været hjemmefra i en 3-ugers tid. Deres bagværk smagte ok, men ikke helt som derhjemme. Vi var derimod glade for at finde en restaurant, der serverede smørrebrød og i øvrigt havde en dansk buffet med lidt af det hele på. Vi fik så meget rugbrød, som vi kunne spise og smovsede i leverpostej, frikadeller, rødkål, marineret sild, rødbeder, agurkesalat, italiensksalat m.m. og sluttede måltidet af med kringle og jordbær dyppet i chokolade. Det viste sig, at David også havde savnet rugbrød mv., for det lykkedes ham da at spise 1,5 skive rugbrød med leverpostej og frikadelle samt et helt æg.
Efter frokosten kom vi forbi en slikbutik – opkaldt efter Ingeborg (hvem hun så end var) – som vi lige skulle ind og kigge i. Efter skuffelsen over manglen på Haribos Piratos i Aalborg Lufthavn var vi lige nød til at undersøge, om de havde dem i byen. De havde dem naturligvis bagerst i butikken, og vi var også lige på nippet til at købe dem, indtil vi så, hvad de syntes de skulle have for dem. Ganske vist kan vi godt lide lakrids, meeeen at kræve 10$ for en pose Piratos er måske nok liiidt på grove side… 3-4$  kunne vi nok være gået med til, men med 10$ blev vi altså for nærige. Slikbutikken havde heldigvis nogle hollandske saltlakridser, som kun kostede 3,50$, så de blev købt til turen hjem over.
Imens David tog sin middagslur i klapvognen, besluttede vi os for at besøge Elverhøj-museet for at få lidt kulturelt med fra vores besøg. Elverhøj-museet fortæller om Solvangs historie og har udstillet nogle gamle klenodier, som nogle af de første beboere havde med sig fra Danmark. Museet var meget hyggeligt, men ikke nogen must-see oplevelse i Solvang. Dog til gengæld gratis! Efter museet vendte vi snuden tilbage mod autocamperen, men eftersom David stadig lå og boblede, besluttede vi os for at tage et lille pit-stop ved den lokale iskiosk (for Davids skyld, naturligvis).
BM havde medtaget en række danske bøger på turen, som hun efterhånden havde fået tygget sig igennem og egentlig ikke gad slæbe med hjem igen. Vi havde derfor besluttet os for at tage dem med til Solvang og se, om vi kunne få dem afsat til en glad modtager der. Eftersom vi ikke rigtig var stødt på nogen, der lod til at kunne snakke dansk undervejs, stoppede vi ved den lokale boghandler på hovedgaden for at høre om han var interesseret i nogle danske bøger. Det var egentlig tanken, at vi bare ville have foræret dem til ham, men da han ligefrem tilbød os 16 dollars for dem, så sagde vi da pænt ja tak. 

Efter Solvang kørte vi videre mod Pismo Sands RV Resort, hvor vi skulle gøre holdt for natten. Dagens samlet køretur var på ca. 4 timer, hvilket er en af de længste på denne rejse. Godt, vi har en søn, der kan lide at se film på iPad’en i ny og næ. Ellers havde vi vist været på herrens mark…
Udgivet den

Fødselsdag, masser af cheesecake og shopping

Torsdag 15. september var det min fødselsdag (Astrid). Oprindeligt havde vi snakket om, at vi ville ned og se Santa Monica Pier, men pga. den megen trafik (alt for meget trafik), der er i Los Angeles, gad vi ikke køre derned. I stedet blev det til shopping og cheesecake og mere shopping, men det er jo heller ikke værst…
Morgenen begyndte med kaffe og fødselsdagssang fra David og BM. Michael brummede med, men grinte mest. Et enkelt telefonopkald med masser af skønsang fra Davids Tante Sissel samt Fætter Kresten og Fætter Ludvig blev det også til. En mere hyggelig start på dagen kunne jeg ikke have forlangt.

Efter en rolig morgen startede vi bilen og kørte mod et shoppingcenter, som Michael dagen før, havde fundet adressen på. Ca. 15 minutters kørsel skulle det ligge væk – det holdt stik! Vi slap for at køre i kø. Vi skulle åbenbart den modsatte vej i forhold til alle andre.
I shoppingcentret fik vi lagt en rigtig god strategi: Se så mange relevante butikker som muligt inden for sportsudstyr og tøj…og apple-produkter selvfølgelig. Apple-butikken var den første David, Michael og jeg besøgte. Det manglede da bare. Michael går ikke udenom en Apple-butik. Som minimum skal han indenfor og tjekke det hele ud, så det skulle vi selvfølgelig også denne gang. Den nye iPhone 7 var desværre ikke kommet endnu (kom først dagen efter d. 18. september), så den kunne vi ikke komme til at se, men vi så på en masse andet. Derefter blev til adskillelige andre butikker; mest tøjbutikker, men også centrets store LEGO-butik. LEGO-butikken var en stor succes. Det var tydeligt, at David kunne genkende produkterne. Han løb hen til de DUPLO-klodser, der var sat frem og begyndte at lege. BM og BF legede med, mens Michael og jeg så på klodser.
Vi nåede frem til centrets ”legeplads”, hvor David og Michael prøvede en karrusel. David blev sat op på et æsel, der kunne bevæge sig op og ned samtidig med at karrusellen kørte rundt. Det var åbenbart meget sjovt for David sagde weeee næsten hele tuden, storgrinede og vinkede til BM, BF og jeg, der stod og kiggede på. David og Michael fortsatte legen på dino-pladsen, hvor David forelskede sig en lille rutsjebane. Imens tog BF sig et velfortjent hvil på en bænk, mens BM og jeg så på butikker og købte tøj.

Endelig var det blev tid til frokost. På forhånd var det aftalt, at vi skulle på Chessecake Factory, som vi allerede fra starten havde tjekket ud, hvor lå henne i centret. BOM – endelig var det cheesecaketid! Efter en lettere anretning. Nogen mente vi skulle være lidt fornuftige inden kagen, kom der 4 store stykker cheesecake på bordet. Nam nam! 4 forskellige stykker, og jeg skulle selvfølgelig smage alle 4 stykker. Det manglede da bare. Alle stykker var gode på hver deres måde, men jeg var stor fan af den cheesecake, jeg selv havde valg: Lemon Raspberry Cheesecake. BM, der på forhånd havde sagt, at hun IKKE ville levne noget som helst, kunne ikke spise op. Der var simpelthen for meget cheesecake. Hvem havde set den komme? I hvert fald ikke hende selv. Jeg havde, for jeg vidste, hvor store stykkerne er…og nej, jeg kunne heller ikke spise op.

Efter en meget vellykket frokost fik David en lur i klapvognen. Imens kunne vi andre shoppe amok uden afbrydelser. Og som skrevet, som gjort. Vi fik købt en masse fine ting. Måske en anelse for meget…men det må tiden vise, når vi skal til at pakke kufferterne.
Ved 16 tiden kørte vi tilbage til campingpladsen. Vi havde købt mere end rigeligt og skulle hjem til autocamperen og have tømt bilen, inden vi skulle ud at aflevere den igen. Vi kunne i princippet have ventet med at aflevere den til fredag middag, men vi havde bestemt os for, at vi ville meget tidligt ud af Los Angeles, så det var med at få den afleveret torsdag, så vi kunne være klar til afgang.
Imens Michael tog hen for at aflevere bilen, fik BM og jeg vasket noget tøj. David og BF fik samlet en masse sten og lavet puslespil – Davids to yndlingsbeskæftigelser her. Aftensmaden blev nem og hurtig. Stegte pølser med ris og salat. Og en rosévin. Ikke nogen særlig fødselsdagsmiddag, men det var ligesom også som om, at vi ikke helt havde brug for det helt vilde efter vores succesfulde cheesecake-frokost.

Opsummering: Det var slet ikke så skidt at have fødselsdag her i USA. For det første var det en laaaang fejring, da vi startede dansk tid og sluttede amerikansk tid. For det andet så har vi jo ferie og kan gøre, som det passer os. For det tredje var jeg sikker på sol og varme. Og for det fjerde…og nok allervigtigste, så fik jeg masser – og jeg mener virkelig masser – af cheesecake. Jeg kunne ikke have ønsket mig mere!

Udgivet den

Hollywood – stjernestøv og trafik!

Så oprandt dagen, hvor vi skulle have vores store gennembrud i Hollywood – eller i hvert fald snuse lidt til stemningen. Onsdag d. 14. september havde vi afsat til at se Hollywood og møde alle de stjerner, vi har sat på film og TV, og så naturligvis lige se, hvordan de rige og berømte bor. Vi kan glæde den ivrige og spændte læser med at alle tre ting lykkedes – sådan da.
Belært af gårsdagens oplevelse med myldretidstrafikken satte vi os for at komme tidligt afsted, så vi kunne bruge så meget tid i byen som muligt. Det lykkedes os at finde myldretidstrafikken endnu en gang, men det virkede som om, at den flød bedre på de små veje end på motorvejen, og så kunne vi jo bl.a. også beundre de mange butikker, vi kørte forbi. Alt i alt tog det ca. samme tid, men føltes ikke så lang, da vi ikke holdt stille så tit. Efter en lille diskussion og efterfølgende midlertidig afbrydelse af samarbejdet med GPS’en fandt vi en parkeringskælder lige op ad Hollywood Boulevard, hvor vi kunne holde hele dagen for 15$. Der smed vi bilen!
Lige så snart vi kom op fra parkeringskælderen, blev vi mødt af en del mennesker, der tilsyneladende havde lagt samme planer som os…  Det skulle dog vise sig at blive værre i løbet af dagen, men vi tog det i stiv arm, da vi jo var kommet for at se stjernerne! Efter at have set de første 20-30 stjerner på fortovet, kunne vi godt konstatere, at det var en blandet landhandel og ret så uoverskueligt at nå hele vejen rundt. Vi fik fat i et kort over alle stjernerne for blot at konstatere, at der er over 2.000 stjerner, og at der kommer to nye til hver måned. Dertil skal også nævnes, at man kan godt have mere end en stjerne på fortovet, Gene Autry har pga. hans bidrag i flere underholdningskategorier f.eks. fem stjerner, hvorimod de fleste dog ”nøjes” med en eller to stjerner. Vi fik ikke set en stjerne i kød og blod/levende live, men vi fik dog set en del imitatorer og folk klædt ud som diverse filmroller. På et tidspunkt var der ikke mindre end tre ved siden af hinanden, der alle lignede (eller i hvert fald skulle forestille) Michael Jackson.

I løbet af vores spadseretur op og ned ad gaden (Hollywood Boulevard) var vi blevet stoppet utallige gange og tilbudt guidede ture til stjernernes hjem i åbne busser, så man kunne se ud. Vi havde bestemt os for et af de første tilbud, da køreturen kun tog 2 timer og også kom forbi Rodeo Drive, Beverly Hills m.m., så vi slap for at selv køre rundt i de områder. Turen var ganske fin, men som ventet er de kære stjerne lidt sky af natur, så det er svært at få et ordentligt indtryk af udformning og størrelsen på deres palæer. Hvis man skal dømme efter de omkringliggende ejendomme, er stjernernes huse nok en kende større end Holmehytten derhjemme og nok også en lidt anden pris…
Efter vores guidede køretur rundt i de dyre postnumre i bakkerne omkring Hollywood og Bel-Air, besluttede vi os for at slutte dagen af med en omgang wings på Hooter’s, der lå lige ved bussens holdeplads. En af grundene til, at det blev Hooter’s, var, at BM og BF skulle se, hvor lidt tøj en ”servitrice” egentlig behøver at have på…(for dem, der ikke kender til Hooter’s koncept, så er det unge tøser med meget lidt tøj, der serverer). Der blev bestilt en masse forskellige vinger, så man kunne smage på lidt forskelligt – herunder bacon-indpakkede vinger som godt nok smagte mest af bacon, men der er vel heller ikke så galt…?

Da klokken efterhånden havde rundet 19.00, og vi havde en 1,5 times køretur foran os, stak vi næsen hjemad efter at have lokaliseret bilen. Da vi kom hjem til autocamperen, og David var blevet puttet, stod den på fødselsdagskage i form af en kæmpe donut, som vi havde købt i Universal Studios. Vi blev enige om, Astrids fødselsdag jo teknisk set var startet i den danske tidszone, hvor hun er født, så det kunne vi godt fejre lidt inden sengetid. Astrid fik både fødselsdagssang, danske flag og lidt gaver. Selvom vi er på farten, skal man jo huske at fejre!

Udgivet den

Universal Studios

Som I ved, er vi i Los Angeles. Og det betyder selvfølgelig, at vi skal se nærmere på filmindustrien. Tirsdag d. 13. september brugte vi derfor i Universal Studios – mere om det om lidt…
Mandag havde Michael ringet og lejet en bil. Det ville simpelthen være for besværligt at komme rundt i Los Angeles med autocamperen og/eller uden transportmiddel, så vi havde på forhånd snakket om at leje en bil. Michael og jeg (Astrid) blev hente på campingpladsen og kørt til udlejningsbureauet. Der var sket en misforståelse, da Michael bookede bilen over telefonen, så den pris, vi troede, vi skulle betale for 3 dage (135 § + forsikring), var pludselig 405 § + forsikring. Vi bestemte os for at nedjustere til en mindre bil, så det blev billigere – for 100 § pr. dag inklusiv forsikring kunne vi leje en sølvgrå Chrysler 300. En mellemstor bil her i USA, men en stor bil sammenlignet med danske standarder. Og ja, selv med et barnesæde kan vi alle sammen sagtens være der…
Tilbage på campingpladsen fik vi installeret Davids barnesæde og gjort klar til afgang. Ved hjælp af GPS’en kørte vi mod Universal Studios. GPS’en førte os ud på motorvejen. Noget, vi fortrød af flere omgange – ét, fordi der var kø efter kø efter kø, og to, fordi afkørslen, GPS’en mente, vi skulle af på, faktisk slet ikke eksisterede. Nå ja, efter en smule køren rundt nåede vi Universal Studios.
Indgangsbilletten til Universal Studios var dyrere end til Disneyland (115 §) – hvem havde lige forestillet sig, at det kunne blive dyrere? Igen overvejede jeg, om det overhovedet ville være det værd…men nu var vi der jo, så selvfølgelig skulle vi ind. Inden vi kom ind, så vi den amerikanske skuespiller og TV-vært Mario Lopez, som var med i et program, der blev optaget lige uden for indgangen.
Dagen i Universal Studios var hel fantastisk. Vi mødte en masse film- og TV-figurer: Søren Spætte med dame, Scooby-Doo, Svampe Bob, Fiona og Æslet fra Shrek, Frankenstein, Dracula, Sideshow Bob, Marge og Krusty fra The Simpsons, Beetlejuice, Minion, Dora fra Dora and Friends, Optimus Prime fra Transformers samt en velociraptor (dinosaurus) fra Jurassic Park.

Davids favorit var helt klart Dora, som han kunne genkende fra fjernsynet. Han kaldte hende ”kortet”, hvilket han også gør, når han ser hende i fjernsynet derhjemme. Han snakkede flere gange med Dora og gik mange gange om bag hende for at se nærmere på hendes kort. Davids favorit nummer 2 var uden tvivl Æslet fra Shrek. David fik en vældig snak med Æslet, som han kaldte ”hest” – Æslet, som selvfølgelig kunne snakke, var meget stolt over at blive kaldt ”Hest” og forsikrede os om, at han rent faktisk var mere hest end æsel (if you know what I mean – citat Æslet).

Michaels favoritområde i Universal Studios var uden tvivl Harry Potter-afdelingen – en imponerende flot genopbygning af byen Hogsmeade med en masse butikker, hvor det selvfølgelig var muligt at købe en hulens masse troldmandsgrej. Derudover er der også en forlystelse i slottet Hogwarts – Michael og BF prøvede forlystelsen, der viste sig at være en vild en af slagsen. De kom begge ud og sagde, at det var godt, at BM og jeg (Astrid) ikke var med. Det ville ikke have været noget for os.

Derudover kiggede vi selvfølgelig også nærmere på Springfield (byen fra The Simpsons), hvor der var adskillelige spisesteder bl.a. Moe’s, The Lap Lad Donut Shop (hvor man kunne købe nogen kæmpe store doughnuts) samt butikken Kwik-E-Mart. Vi spiste frokost på Krusty Burger, som lavede nogen rigtig gode burgers og fantastiske pomfritter.

En anden populær afdeling var Super City Funland-afdelingen, hvor David og Michael prøvede ”A bugs ride”. En slags karoussel, hvor man kan sidde i insekter, der så flyver op og ned og rundt og rundt. Det var lige noget for David, der gerne ville have prøvet karrusellen flere gange. Vi havde på det tidspunkt dog ikke en masse tid, så han måtte nøjes med den ene tur.
I Universals nedre afdeling (Lower Lot) prøvede Michael og BF Jurassic Park-”rutsjebanen”. Ifølge turistbogen Californiens hidtil vildeste sejltur i gummibåd. Her sejlede de fredeligt igennem en frodig jungle med levende fortidsøgler, indtil en Tyranosaurus rex gik til angreb, og de til sidst styrtede 25 meter ned af et højt vandfald. Det var en god tur, hvor især Michael blev våd. Imens de var i Jurassic Park, var David, BM og jeg i Dinoplay, hvor David legede og klatrede på dinosaurus-klatrestativet.
Dagen bød på endnu flere gode oplevelser, og besøget i Universal Studios var efter min mening alle pengene værd. Jeg blev ikke skuffet, og det gjorde de andre heller ikke. Da vi forlod stedet, var vi enige om, at Universal var bedre og sjovere end Disneyland… Skulle vi kommer til Los Angeles igen, er jeg ikke i tvivl om, at vi vil besøge parken igen.

P.S.: Vi fik selvfølgelig også udvidet vores beholdning af souvenirs, der nu bl.a. også indeholder en Minion-julekugle, tre pins mere samt flere magneter med yndlingsfigurerne.
Aftensmaden blev indtaget på en IHOP – International House of Pancakes – hvor vi selvfølgelig fik masser af pandekager. Nam nam…

Udgivet den

Transport og afslapning

Mandag d. 12. september var transport og afslapningsdag, da alle var ret træt efter en lang dag i Disneyland dagen før.
Vi sov så længe, som David tillod og havde en rolig morgen. Vejret er blevet koldere, efter vi er nået tættere på kysten, så jeg (Astrid) trak i løbetøjet og tog en kort løbetur på 5 km rundt i kvarteret, inden jeg spiste morgenmad og tog et velfortjent bad.
Campingpladsen bød på gratis kaffe og muffins – det benyttede vi os selvfølgelig af. Imens Michael og jeg hentede det i fællesrummet, lagde David sit Thomas Tog-puslespil sammen med BM og BF, der gjorde deres bedste for at få brikkerne på de rigtige pladser.

Vi forlod Anaheim RV Park omkring kl. 10 og begav os mod det nordlige Los Angeles, hvor vi havde booket plads på Balboa RV Park. Der var selvfølgelig masser af trafik, og køreturen, der ifølge GPS’en skulle tage en time, tog halvanden. BM og BM var imponeret over de 6-sporede motorveje, og at vejene på trods af de 6 spor kan være fyldt op – det ligner jo overhovedet ikke den nordjyske motorvej! Meeeen de er så også en del flere mennesker her…
Vi ankom til Balboa RV Park før frokost. Parken ligger på Balboa Boulevard lige ved siden af Occidental Studios, hvor de optager den amerikanske udgave af Masterchef. Vi skal være her i 3 nætter, da der er en del, vi gerne vil se i Los Angeles.
Frokosten blev indtaget uden for autocamperen og bagefter var det tid til en velfortjent middagslur for David, BF og jeg, mens Michael planlagde og BM strikkede. Efter middagsluren blev der dømt fri leg – David fandt en tysk 1-årig legekammerat, der boede i en autocamper overfor. David fandt en masse flotte sten til ham, de løb rundt i cirkler, og de plaskede lidt med vand i en oppustet flamingo, der var opsat til samme lejlighed. De havde det helt sikkert sjovt! Desværre skulle den tyske dreng rejse videre allerede næste morgen.

Efter aftensmaden, der blev kokkereret i autocamperen af BM (BF tog opvasken!), gik David, Michael og jeg en tur til den nærmeste købmand for at købe mælk. Hos købmanden fandt vi også de største flæskesvær, som vi tog med tilbage til BF. På vejen frem og tilbage kom vi forbi Occidental Studios – vi mødte en sequrity-dame, og Michael spurgte, om det var muligt at komme ind og se studiet eller indspilningerne til Masterchef. Damen sagde, at det af og til var muligt, og at vi kunne lægge vores mail-adresse, så ville vi få en mail næste gang, det kunne lade sig gøre. Vi sagde, vi desværre kun ville være her i 4 dage…med andre ord; nej, det kunne ikke lade sig gøre! Øv øv, vi må møde stjernerne et andet sted…
Udgivet den

Disneyland

Søndag den 11. september kørte vi fra Palm Springs så tidligt, som det nu kunne lade sig gøre. Vi er åbentbart ikke de hurtigste startere, for klokken blev lidt over 8, inden vi kom derfra. Grunden til den tidlige start var, at vi skulle køre til Anaheim, hvor vi skulle i Disneyland.

Vi ankom til Anaheim RV Park omkring kl. 9.30 – trods den megen trafik gled det ret godt, og vi slap for at køre i kø ligesom dem, der skulle i den anden retning. Det første skilt, vi blev mødt af, på campingpladsen var “Camping In Mickey’s Backyard”, hvis vi altså skulle være i tvivl om, hvor vi var. Det var egentlig ikke muligt at tjekke ind før kl. 13, men vi blev tjekket ind og fik lov at parkere autocamperen på en sidevej, så vi kunne hoppe på campingpladsens shuttlebus til Disneyland med det samme.

Disneyland – Walt Disneys fantasifulde drømmeverden – er stedet, hvor man kan finde alle de klassiske Disney-attraktioner i de velkendte omgivelser omkring Torneroses eventyrslot. Nogen vil mene, at det er en must experience forlystelsespark, andre vil sikkert mene, at det er en turistfælde (en dyr én af slagsen).

Det var med bange anelser, at vi ankom til Disneyland en søndag uden billet – hvor lang ville køen nu være? Men vi gled nærmest lige igennem. Vi stod maks. 5 minutter både ved security (taskerne skulle tjekkes, og vi skulle igennem scanneren) og billetkøbet, hvor vi “gladeligt” betalte 105 § pr. person for en dagsbillet. Jeg (Astrid) syntes godt nok, at det var ret pebret. Ville det være pengene værd? Men når vi nu alligevel skulle til Los Angeles, så havde vi bestemt os for, at vi skulle opleve stedet.

Inde i parken var der sindsygt mange mennesker. Altså som i virkelig mange mennesker. Jeg er egentlig ikke sikker på, at der var mange flere, end der plejer…men altså jeg syntes, der var mange. Eller det syntes vi alle sammen. Vi vænnede os dog til menneskemængden og nød dagen, efterhånden som den skred frem.

David var fuld af pep og klar til en på opleveren. Han gik/løb hans glade, nu-skal-vi-have-sjov gang og stak af ved enhver lejlighed. Vi løb selvfølgelig efter på skift – han skulle nødigt blive væk blandt alle de mennesker. Derfor var det ikke meget, vi fik set af Disneylands Main Street, men pyt. Det var så absolut en stor fornøjelse at se David i fuld vigør.

Fedtmule var den første tegneseriefigur, vi mødte. David syntes, han var sjov, og han grinede og vinkede til ham. Da det blev vores tur til at blive fotograferet, blev han dog bange. Fedtmule var alligevel lidt for stor og ukendt til, at han ville “snakke” med ham, uden mor var med. Som dagen skred frem, og vi mødte flere tegneseriefigurer, blev David dog god til at snakke med de fremmede Disney-figurer – vi var i kontakt med Tigerdyret, Peter Plys (som så absolut var Davids favorit), Pluto, Mickey Mouse og Fedtmule (igen…).

Med lidt møge og besvær fandt vi omkring middagstid et lidt roligere sted i parken, hvor vi til sidst fik David til at falde i søvn, så han kunne få sig en middagslur. Han var ikke meget for det, men vi vidste, det ville blive en lang dag, så vi skulle have ham til at sove. Da han var faldet godt i søvn, tog Michael og jeg klapvognen med rundt og så på et par butikker og nogen forlystelser. Imens vi prøvede at få David til at sove, var BM og BF nemlig ude på egen hånd. Det lykkedes David at sove i halvanden times tid. Ikke meget, men bedre end ingenting.

Efter luren var David klar til mere sjov, så vi gik rundt for at se på attraktionerne. Langt de fleste attraktioner havde køer med 30-45 minutters ventetid. Noget, vi vidste, at David ikke gad. Vi fandt dog attraktionen “The Many Adventures of Winnie the Pooh”, hvor der kun var 5-10 minutters ventetid. Samtidig var det en ting for alle aldre, så BM, Michael, David og jeg stillede os i kø. Det var en meget fin tur rundt. Vi kom rundt og så forskellige “scener” fra Peter Plys. David elskede det. Han kiggede til højre, venstre, op og ned, pegede løs og snakkede. Det var bestemt noget for ham. Da vi kom ud, var vi så heldige, at Tigerdyret og Peter Plys lige var dukket op og klar til en snak og en fotografering. Tigerdyret var lidt farligt, men Peter Plys fik en ordentlig krammer af David. Og selvfølgelig en high five, da vi gik derfra.

Bagefter gik vi ned i Mickey’s Toontown – en vidunderlig, farverig verden med meget for de mindste. Her fandt vi bl.a. Goofy’s Playhouse, Mickey’s House (hvor vi mødte Mickey Mouse) og Roger Rabbit’s Car Toon Spin. Der var også biler, David kunne sidde i og springvand, han kunne kigge nærmere på, så han havde travlt. David, Michael og jeg blev i området nogen timer, mens BM og BF gik på opdagelse i parken. Det var fantastisk at se David glæde sig, løbe, grine, fortælle og pege. Han havde bestemt nogen gode timer der…og det betød, at det havde Michael og jeg også.

Klokken 19 så vi det flotte og ret imponerende optog, hvor mange af de kendte og for mig ret ukendte Disney-figurer var med. Det var en oplevelse at se optoget. Utroligt, at dem, der optræder, kan have det varme tøj på og så stadig danse, grine, smile og virke henrykte, når de når sidste del af ruten. Det må kræve en rigtig god form.

Derefter vendte vi klapvognen mod udgangen. David var blevet godt træt, og det var vi andre for den sags skyld også. Det var blevet mørkt, så vi fik set husene og nogen af attraktionerne med masser af lys på. Det var flot. Et eller andet Disney-relateret skulle jeg have med hjem, så jeg købte mig et par grønne plastik Mickey-øre med blinkende lys. Kønnere bliver det vist ikke.

Fik vi selv prøvet noget i Disneyland? Nej, men vi fik oplevet Disneyland og havde en rigtig dejlig dag, hvor vi fik nogen gode minder med hjem. Var det pengene værd? Nja…det må jeg vist tænke lidt over!

Drevet af WordPress