Mandag d. 5. september blev Davids helt specielle dag i Las Vegas.
Efter morgenmaden tog vi en taxa til kasinoet Excalibur. Kasinoet er bygget op over temaet middelalderen. Det ligner et stort eventyrslot – der er f.eks. en vindebro hen over en voldgrav samt tårne med fehatte-tage. Det er et utroligt gennemført eventyrslot. Selv inden i er der tegn på, at det er et eventyrslot, hvor man bl.a. kan se adskillelige riddere. Det var sjovt at se slottet. Selv David kiggede sig nysgerrigt omkring.
Fra Excalibur tog vi det gratis monorail (et lille tog) til kasinoet Mandalay Bay, hvor vi havde bestemt os for, at vi ville besøge deres akvarium Shark Reef. Vi var overbeviste om, at det ville være noget for David…og vi fik ret! Besøget var en stor succes, især David syntes, det var fantastisk. ”Se en fiiiiisk” blev der sagt en milliard gange. Akvariet har bl.a. to ”gennemgangsrør”, hvor man føler man går i vandet. Eller sådan da…man kommer i hvert fald ikke tættere på. Man er omringet af fisk og hajer og andre vanddyr. Vi brugte en times tid i akvariet, og vi fik set rigtig mange forskellige fisk (og givet high-fives til et par dykkere). Fantastisk, at der kan være et så stort akvarium i et kasino.
Turen gik videre til Luxor – et 30 etager højt kasino, der har form som en gigantisk pyramide. Pyramiden bevogtes af en imponerende sfinks (større end den originale i Egypten). Hotelkasinoet har 4400 værelser og har fået sit navn efter den egyptiske by, hvor man fandt Kong Tutankhamons grav. Oprindeligt var der en kopi af graven i naturlig størrelse i kasinoet, men den er blevet lukket. Nu er der i stedet skiftende udstillinger, pt. en udstilling om Titanic. Udstillingen gad vi ikke se. Til gengæld ville vi gå videre igennem de rullende fortove tilbage til Excalibur. Vi farede dog en lille bitte smule vildt og endte i stedet på en af Luxor-hotelgange. Det gjorde dog ikke noget, for så vi fik set pyramiden fra en helt anden vinkel.
På vej mod Excalibur, så vi på butikker og shoppede bl.a. nye solbriller. David tog sig en lur i klapvognen og var klar til leg, da vi nåede Excalibur.
Excalibur er efter sigende et af børnenes favoritsteder, fordi kasinoet også rummer Fun Dungeon, hvor børn og andre barnlige sjæle kan spille sig til bunker af tøjdyr. Vi prøvede lidt forskellige i Fun Dungeon – David prøvede, at kastede bolde efter nogen ænder, der svømmede rundt. Det gik dog ikke så godt. Davids kastearm er endnu ikke fuldt udviklet, men han syntes, det var herresjovt, og det var det vigtigste. Jeg (Astrid) og BM prøvede en hop-i-sjippetorv-maskine. Det var sjovt, men det var vi nu hellere ikke særlig gode til. Michael prøvede et kæmpe Pac Man spil. Efter hans mening gik det ikke så godt, men jeg syntes nu, at det så ud til, at det gik rimelig godt. Derudover prøvede David også to karruseller. Det var succesoplevelser. Han grinede over hele femøren og vinkede og vinkede og vinkede, ikke kun til os, men til alle der gik forbi ham. Vi havde et par rigtig gode og hyggelige timer i Fun Dungeon. Vi fik dog (heldigvis) ingen tøjdyr med hjem.
For at fuldende Davids dag havde vi på forhånd bestemt, at vi ville spise aftensmad på Rainforest Café. En café/restaurant bygget op omkring et regnskovstema. Vi skulle dog gå et stykke for at komme til caféen – det gjorde dog ikke noget, for på vejen kom vi forbi både en 4-etagers M&Ms butik og en 2-etagers Coca Cola butik. Der blev shoppet chokolade og diverse souvenirs – især chokoladen har indtil nu været en rigtig god investering.
Rainforest Café var et godt valg. David kunne uden tvivl lide stedet. Vi gik rundt og så på alle dyrene og ind imellem kom der et uvejr, så restauranten blev mørk, og det begyndt at lyne. Vi fik selvfølgelig også noget godt at spise, så da vi forlod stedet var alle tilfredse.
Alle superturisterne var så småt blevet trætte (og det var da også gået hen og blevet aften), så vi bestemte os for at gå ned til Harrah’s for at tage shuttlebussen tilbage til Sam’s Town og vores autocamper.










Lyder som en hyggelig og sjov dag 🙂 Godt i synes om Rainforrest Cafe!
Rainforrest Café var ganske ganske fin! Mange tak for tippet 😀 Vi er i LA nu… Tænker, det bliver Universal Studios i morgen. Og nå ja, så har vi lejet en bil. Alt vel hjemme?