Kategori: New Zealand

9. Marts til 28. Marts 2013

Udgivet den

Feriebillederne i en rigtig bog

For ca. to måneder siden fik vi endelig (efter mange timers arbejde) bestil en fotobog med de nøje udvalgte billeder fra Australien og New Zealand. Det var hårdt arbejde, men resultatet er det hele værd. Det blev til en 148 siders CEWE FOTOBOG stor i digitaltryk og med hardcover.

Vi bestilte fotobogen via Onlinefotoservice.dk – det var nemt at designe fotobogen i deres bestillingssoftware, og levering var der ikke noget at udsætte på, så vi kan kun anbefale websiden, hvis I skal bestille en fotobog. 🙂

Herunder kan I se nogen billeder af fotobogen!

Udgivet den

Styr på billederne fra New Zealand

I dag er det allerede 5 uger siden, vi kom hjem igen. Tiden er gået med arbejde og ikke mindst afklimatisering – for ja, det er hårdt at komme hjem til hverdagen igen. Men nu har vi endelig vænnet os til at være tilbage og er kommet ind i en god rytme…og det bliver bestemt ikke dårligere af, at solen også endelig er kommet til Danmark og begyndt at varme landet en smule op (selvom vi stadig ikke er i nærheden af, hvad temperaturen var i Australien og New Zealand).

Vi er selvfølgelig også begyndt at kigge på vores mange tusind billeder. Jeg er ikke helt sikker på, hvor mange billeder vi har, men så vidt jeg husker, er det vist en små 3000 stk. Ikke voldsomt mange taget i betragtning af, hvor mange billeder vi kunne have taget, men bestemt nok når vi bagefter skal sidde og sortere billederne for at finde ud af, hvilke billeder der skal med i en fotobog. Det er ikke nemt, for der er virkelig mange gode billeder, men skulle vi vælge dem allle, ville vi jo få en meget tyk og ikke mindst meget dyr fotobog. 🙂
Som I nok kan høre, har vi bestemt os for at lave en fotobog. Vi har tidligere lavet en fotobog, så det burde ikke været det store problem, når først vi har bestemt os for, hvilke billeder der skal med. Det tager selvfølgelig tid at sætte en fotobog op, men det er efter vores mening al tiden værd. Der er dog sindsygt mange steder, man kan få lavet en fotobog. Vi har kigget på en hel masse hjemmesider og har vist endelig bestemt os for en af hjemmesider: Onlinefotoservice.dk!
Onlinefotoservice.dk sælger, som en stor del af de mange andre danske hjemmesider, fotobøger, der laves med en software fra Cewe Color, og som også printes af Cewe Color i Tyskland. Den fotobog, vi tidligere har fået lavet gennem Bog & Ide, er også produceret af Cewe Color, og den har vi været meget tilfredse med. Så når nu fotobøgerne fra Onlinefotoservice.dk også kommer derfra, bliver vi nok også tilfredse med den. 🙂 Alligevel har jeg tjekket endnu en gang på Google, og jeg kan se, at fotobøger og andre fotoprodukter fra Cewe Color har et godt ry på nettet – så det er bare om at komme i gang og få bestilt en fotobog med billederne fra Australien og New Zealand. Grunden til, at vi så har valgt Onlinefotoservice.dk er, at de i øjeblikket kører med et tilbud, hvor man kan få 75 kr. til en fotobog, hvis bare man tilmelder sig deres nyhedsbrev. Så jeg har selvfølgelig tilmeldt mig. Jeg vil da gerne spare 75 kr. på min fotobog – de er jo dyre nok i forvejen. 🙂
Vi har ikke helt bestemt os for, hvilken fotobog det skal være endnu. Der er jo rigtig mange størrelser på fotobøgerne, forskellige typer papir og indbinding. Det er virkelig ikke nemt. Havde der kun været en størrelse, en type papir og en slags indbinding, havde det været meget nemmere for os at lave vores fotobog. Haha…vi er ubeslutsomme mennesker! 
Så endnu engang er vi gået lidt i stå: Hvilke billeder skal vi have i vores fotobog? Og hvilken slags fotobog skal vi helt bestemt have? Skal vores fotobog været “alvorlig” eller sjov? Og skal vi have alle vores indlæg her fra bloggen med i vores fotobog? Der er stadig mange ting, vi skal tage stilling til….
Vi vender tilbage, når vi har truffet nogen flere beslutninger om vores fotobog. 🙂 Og hvis det tager for lang tid, så vender vi sikkert tilbage, inden beslutningerne er truffet. 🙂
Udgivet den

Farvel til varmen og hjem til kulden!

Så oprandt dagen vi længe har gruet for! Hjemrejse, hvilket betyder slut på ferien og hjem til hverdagen! Så er det (næsten) slut med at opleve, nyde hinanden og naturen. Vi har dog heldigvis påskedagene til at falde ned og få styr på livet derhjemme, hvilket helt sikkert vil blive nødvendigt. Vi satser på at undgå jetlag, men vi bliver jo nok ramt i et eller andet omfang.

Vores afsked med campinglivet her til morgen blev til lyden af sultne ænder, der lige ville komme og sige farvel til os (og nok se, om vi havde noget spiseligt)! De var ikke synderligt generte, men mistede dog tålmodigheden rimelig hurtigt.

Det var også i dag, hvor vi desværre skulle tage afsked med vores trofaste rejsepartner Spartan. Spartan skulle tilbage til sin flok, så han kunne bringe andre rejseglæde, ligesom han har gjort os. Inden han blev afleveret, skulle han dog lige vaskes og støvsuges, så han så præsentabel ud. Det kunne heldigvis klares med den billigste bilvask og en polet til støvsugeren, og så var han klar til at komme hjem i flokken.

Nu sidder vi i Christchurch lufthavn og venter på, at vi kan komme til at boarde vores fly. Vi er selv ret stolte over, at vi faktisk er helt up-to-date med bloggen, da den hang lidt i en periode… Vi glæder os til at se jer allesammen igen og fortælle jer om alle de ting, vi har oplevet!

Udgivet den

Christchurch

Turens sidste hele dag (tirsdag d. 26. marts) havde vi afsat til at se på Christchurch. Vi var blevet fortalt hjemmefra, at der ikke var noget at se pga. de sidste to jordskælv, der rystede centrum af byen i hhv. 2009 og 2011. V tænkte dog, at der måtte være noget tilbage, så vi ville se byen, inden turen gik hjemover.

Vi kom indtil byen igennem forstæderne (som nu engang lignede forstæder), men samtidig kunne vi begynde at se ødelæggelserne, jo tættere vi kom på centrum. Da vi stod af midt i byen på busstationen, følte vi, at vi stod i et område, der var en blanding mellem en byggeplads og en krigszone. Der var mange forladte bygninger, der ikke var godkendt til at opholde sig i, og som egentlig bare ventede på at blive revet ned. Det gjorde, at kvarteret virkede forladt, forsømt og egentlig ret deprimerende.

Det inderste af centrum er blevet helt afspærret af det new zealandske militær, og det er ikke muligt at komme derind uden særlig tilladelse. Det skyldtes, at mange af de gamle bygninger kan falde sammen, når det skal være, og der er rigtig meget nedrivningsarbejde, der stadig pågår. Vi fandt dog en bustur med tilladelse til at køre ind i zonen, så vi kunne komme ind i zonen. Med på turen var en guide fra det lokale museum, der fortalte lidt om, hvad der har været i byen, hvor langt de er med arbejdet, og hvad planerne er for fremtiden. En meget informativ tur igennem rigtig meget ødelæggelse. Med den tur i bagagen fik vi fornyet respekt for naturens kræfter.

Vi gik lidt rundt i centrum for at se, om vi kunne finde lidt cafeer, bymiljø eller shoppingområde, men det var meget begrænset. Vi fandt en lille by-i-byen, der var blevet bygget op af 40 fods containere, og så ret smart-i-en-fart ud. Her var de dyre mærkevarerbutikker, lidt madsteder og et par souvenirbutikker samlet, som det eneste sted i centrum. Stedet var meget turistet og ikke lige vores smag, så efter en hurtig frokost og lidt indkøb, besluttede vi os for at stikke snuden hjemad mod campingpladsen istedet.

Her skulle vi igang med den opgave, vi havde set mindst frem til på hele turen – nemlig pakning af taskerne. Vi har (tilsyneladende) fået købt en del souvenirs, ting og andre sager på turen, eller måske er vores oppakning bare hævet, mens vi har været på tur? Det lykkedes os dog med en ihærdig indsats at få pakket taskerne, så vi kunne slappe af med god samvittighed og nyde feriens sidste aften.

Udgivet den

På vej mod Christchurch

Mandag den 26. marts forlod vi igen Hanmer Springs og kørte mod Christchurch. Vi bestemte os for at køre over mod østkysten og følge den sydpå ned til byen. Ikke fordi der var en masse turistattraktioner den vej, men mere for at køre en strækning vi ikke tidligere havde kørt, når nu vi skulle den vej alligevel. Vi kørte et godt stykke på grusvej og så (endelig) et skilt med “caution stock on road” og tænke: “Så…nu kan det være, det sker. Vi får får rundt om hele Spartan.” Astrid fandt endda kameraet frem for at være beredt, men det skete ikke. Lidt øv og ret skuffende, når nu de ligefrem reklamerede med det. Og vi havde endda tid til at sidde fast på vejen!

Vel tilbage på hovedvejen tog vi en afstikker helt ud til kysten for at se Cathedral Cliffs, der åbenbart er så ukendte, at ikke engang Lonely Planet kender til dem. De havde dog heller ikke et brunt turistskilt, som de gode turistattraktioner plejer at have, så de var vist ikke noget særligt. Men det var en dejlig “omvej” med rigtig flot natur. Vi fandt et rigtig godt sted at holde frokostpause (Hurunui Point), da vi kørte omvejen, så vi slog os ned: Astrid i solen og Michael i Spartans “køkken” for at lave frokost. Efter både at have læst og hørt, at foråret stadig ikke er kommet til Danmark, syntes Astrid nemlig, at det er endnu vigtigere at få al solen og varmen med, mens vi er her. Det mest pudsige ved frokoststedet, var det opsatte skilt med “No shooting” – som om et skilt afholder nogen fra at skyde? Men så er det selvfølgelig sagt! Heldigvis var der ingen, der skød på os…

Efter frokosten gik turen videre mod campingpladsen i Christchurch. Da vi kom ind i en forstad til byen, kørte vi forbi et warehouse, som vi bestemte os for at tjekke ud. Det blev til lidt shopping, inden vi forlod stedet. Det er med at få brugt nogen penge, så længe vi kan bruge ferien som undskyldning 🙂

Sidst på eftermiddagen ankom vi på campingpladsen. Set fra receptionen et rigtig pænt sted, men da vi først kom helt ind på pladsen, viste det sig at være lidt af et trucker-sted med mange fastboende familier, hvis mænd kommer hjem fra arbejde i store lastbiler (som også holder på pladsen). Ikke det bedste sted, vi har været, men det ligger godt. Der er ikke langt til, hvor vi skal aflevere Spartan og til lufthavnen…og der er et shoppingcenter i nærheden…og busser lige uden for døren, der kører til centrum. Desuden kan jeg (Astrid) her tirsdag morgen berette, at vi overlevede første nat på stedet! Dog med en brægende ko på den anden side at stakittet!

STATUS:
Turen går snart tilbage mod DK efter en fantastisk ferie med super godt vejr og mange rigtig gode oplevelser! Michael savner rugbrød og sin seng (og føler sig vist klar til at komme hjem), mens Astrid godt kunne blive lidt længere!

Udgivet den

Hot pools – afslapning i varmt vand!

Søndag den 24. marts om formiddagen besøgte vi Denmark Street og så en fin statue i Fairlie. Denne gang var det Astrids tur til at få taget et billede. Vi så også en enkelt lokal, der var ude at flytte (noget af) besætningen…det grinte vi lidt af. Derefter kørte vi fra Fairlie mod Hanmer Springs ad Inland Scenic Route. Ruten viste sig dog at være knap så scenic, som vi er vant til. Bevares, det var en flot natur, men der var ingen lookouts, ingen vandfald og stort set ingen brune turistattraktionsskilte, som ellers plejer at angive, hvad der er værd at køre efter. Derfor var det en meget direkte tur næsten uden stops! Det gjorde dog ikke så meget, da vi vidste, at der i Hanmer Springs ventede adskillelige tempererede bade, hvor vi kunne slappe af og bare nyde det.

Tiden i de tempererede bade (hot pools) var dejlig og afslappende. Vi brugte mest tid i to af badene; et med 35 grader varmt vand og et med 40 grader varmt vand. Efter Michael blev rastløs og gik op, fortsatte Astrid det hårde arbejde med at ligge i poolen og slappe af.

Udgivet den

Gletscher, bjerg, hund og gourmet pizza

Lørdag d. 23. marts blev vi vækket af solens blide og varme stråler, da de kom hen over bjergtoppene. Vores nat for foden af Mount Cook havde været en ren fornøjelse uden støj og så måneklart, at vi kunne se alle de stjernebilleder, vi kunne komme i tanke om. Da morgenmaden var indtaget, kørte vi hen til en parkeringsplads tæt på bjerget, hvorfra vores vandreruter udgik. Vi kom op og fik en rigtig flot udsigt over Tasman Glacier, der løber ud i Tasman Lake, hvori der flyder isstykker, der er falder af gletscheren. Gletscheren er ca. 26 km lang og er den længste i New Zealand. Gletscheren var i sin tid 85 km lang, så I kan nok regne ud, hvor meget der er smeltet i tidens løb. Tasman Glacier var efter vores mening langt mere imponerende end Franz Josef Glacier, så vi var utrolig glade for, at vi fik den set.

Efter at have beskuet Mount Cook gik turen videre til det næste “bjerg”, Mount John, hvor vi indtog vores frokost. Her kunne Spartan flyve os helt til tops, hvor der ventede os en 360 graders udsigt over Lake Tekapo og de omkringliggende arealer. På toppen af bjerget lå der et observatorie og en lille cafe, hvor vi købte en sandwich og lidt til halsen. Superflot udsigt, som helt klart var den hårde opstigning værd!

I udkanten af Tekapo fandt vi en statue af en fårehund. Statuen er rejst i hyldest til alle fårehunde i New Zealand. Her fik Michael taget det klassiske turistbillede – det manglede da også bare! Efter et kort stop var der afgang til Fairlie, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen, så vi kunne vaske tøj. Det var nemlig ved at være slut med rene strømper 🙂

På trods af Fairlies ret beskedne størrelse var der et rigt udvalg af spisesteder, som alle lå ret højt på Tripadvisor. Vi valgte et sted med eftersigende rigtig gode gourmetpizzaer, hvilket skulle vise sig at holde stik. Vi bestilte to pizzaer og et hvidløgsbrød til forret, men da alle tre ting kom samtidig, virkede det lidt overvældende. Pizzaerne var med hhv. røget laks, smøreost, basilikumpesto og mozzarella samt med lam, solbær/løg marmelade, parmesan og mozzarella. Det var klart de bedste pizzaer, vi har fået længe – også selvom de havde lidt “skæve” ingredienser. Michael kunne bedst lide den med lam og Astrid bedst den med laks, så det passede helt fint.

Udgivet den

On the rocks

Så blev det fredag den 22. marts, og det var på tide at forlade Dunedin igen. I nattens muld og mørke (ca. kl. 6) listede Spartan sig ud af campingpladsen for at sætte fuld skrue mod Moeraki Boulders. Det var nødvendigt med så tidlig en afgang, fordi vi for en gang skyld havde tjekket tidevandet. Præcist klokken 6.50 ville der være lavvande ved Moeraki Boulders, så vi kunne se fleste mulige sten uden at få våde sko og bukser. Moeraki Boulders er en samling meget kuglerunde og ret store sten, der ligger på stranden ved Moeraki, ca. 50 minutters kørsel nord for Dunedin.

Vi nåede stenene i tide og havde på det tidspunkt næsten hele stranden for os selv. Kun to andre (meget ivrige) turister var på stranden, da vi kom og den efterfølgende time. Stenene var som forventet. Bonus var helt klart, at vi fik set dem sammen med en smuk solopgang og uden mange mennesker. Det var en dejlig, men tidlig oplevelse. Men så var vi ligesom i gang 🙂 Klokken ca. 8.30 begyndte der at komme flere turister, og vi bestemte os for at forlade stranden. På vej op til Spartan så vi, at cafeen var åben, så vi bestemte os for at få en velfortjent omgang morgenmad af de større (og ikke mindst kaffe til at varme fingrene på).

Herefter gik turen ind i landet mod Lake Pukaki og Mount Cook (New Zealands højeste bjerg). Undervejs så vi adskillige stenformationer og meget flot natur. Vi stoppede også ved en laksefarm, hvor Michael fodrede laks! Det var en rigtig dejlig dag med mange gode oplevelser, men da vi nåede campingpladsen ikke langt fra Mount Cook Village, var vi ret trætte efter en lang dag. Michael hev dog det sidste energi ud og lavede sandwich til aftensmad.

Udgivet den

Chokolade og gade

Torsdag d. 21. marts bød på en rundtur i den skotsk-funderede by Dunedin. Til de interesserede kan det afsløres, at Dunedin betyder ‘den sydlige Edinburgh’, hvilket ikke er helt ved siden af. Mange af bygningerne bar præg af skotske rødder, og der var en hel del pubber, der alle hed noget i dem retning.

Dagens første stop var dog af mere ædruelig karakter, da vi havde booket os ind på en rundvisning på Cadbury World – en stor chokoladefabrik i hjertet af byen. Fabrikken har ligget der siden 1930’erne og har produceret tonsvis af chokolade til primært det australske og new zealandske marked. Vi fik lov til at se dele af produktionen (det meste kørte dog ikke!) og fik fortalt, hvordan chokoladen produceres undervejs. Guiden var desværre lidt svær at forstå og svær at høre over maskinerne, så det var ikke alt, vi fik med. Vi var dog så heldige at få smagsprøver undervejs, så man kunne smage på sagerne! (Det var desværre primært lys chokolade, som vi ikke er super pjattede med, hvilket gjorde, at vi forærede en stor del af det væk til receptionisten på campingpladsen – til hendes store fornøjelse!)

Efter vores hurtige frokost bestående af Fish & Chips gik vi kort ned for at se på banegården, som jf. Lonely Planet er den mest fotograferede bygning på den sydlige halvkugle. Den var da også rigtig fin, men hvem har talt billederne sammen…?

Dagens sidste stop var ifølge rejsebøgerne et must-see, når man er i Dunedin. Det var verdens stejleste gade, der har en hældning på 38% på det stejleste stykke. Da det var Spartans ugentlige fridag, måtte vi tage bussen derud, hvilket viste sig at blive en dyr fornøjelse. Grundet opbygningen af bussernes zonesystem (og sikkert også vores uvidenhed) måtte vi købe en ny billet, hver gang vi tog en ny bus, så vi kom af med små 20 NZD (ca. 100 DKK) for en dag i offentlige transportmidler.

Udgivet den

Vandfald

Køreturen fra Curio Bay til Dunedin onsdag den 20. marts bød på flot natur og ikke mindst vandfald i overflod. Vi fik set i alt fem vandfald den dag, hvilket må siges at være rekord. Vi så bl.a. det mest fotograferet vandfald i New Zealand, nemlig Purakaunui Falls. Vi havde set vandfaldet på et postkort og syntes, det var flot, så det skulle vi da se! Dagen bød også på de klassiske lookouts, en del får og en gammel jernbanetunnel bygget med håndkraft i årene 1891-1892.

Vi ankom til Dunedin sidst på eftermiddagen. Campingpladsen havde et spa, vi kunne bruge gratis, da vi er Top 10 klubmedlemmer. Det benyttede vi også selvfølgelig af!

Drevet af WordPress