Tirsdag d. 20. september fløj vi hjem fra USA.
Vi fik en dejlig morgenmad på IHOP, inden vi tog hotellets gratis shuttelbus ud til lufthavnen. Michael havde allerede tjekket os ind, så vi skulle bare af med bagagen. Inden vi gik igennem security, tog vi en kort pause, så BM og BF kunne ryge en sidste smøg inden turen, og så David kunne få en lille haps. Den lille super turist var nemlig allerede blevet sulten igen. Og nå ja, så fandt vi nogen bleer – der var kun én slags at vælge imellem. 3 stk. i en pakke (8-13 kg, som nok ville være en smule for lille…) til intet mindre end 7,95 $! Det er de dyreste bleer, vi nogensinde har købt, og som vi forhåbentlig nogensiden kommer til at købe.
Eftersom vi har været i mange lufthavne, forventede vi, at der ville være en del shoppingmuligheder i San Fransisco Airport efter security. Vi blev dog fælt skuffet. Der var stort set ingenting, så vi brugte i stedet ventetiden på at få en kop kaffe fra Starbucks. Men det var nu heller ikke så tosset endda!
David faldt i søvn, lige inden vi skulle på flyet. Han sov videre op ad mig (Astrid), indtil jeg blev nødt til at sætte selen på ham. Vupti, så var han vågen og klar til at se film på skærmen foran ham. På det punkt ligner han sin far… Vi så Zoo Lane 64 adskillelige gange. Heldigvis var der hele to afsnit. David ville heller ikke denne gang have sine høretelefonen på, så han så tegnefilmene uden lyd. I stedet snakkede vi om, hvad han så, og han nåede da at tage nogen enkelte ord til sig. Flymaden ville han ikke have noget af, så det var godt, vi have taget en grød med til ham. Det bliver han åbenbart aldrig træt af, selvom det dog er lykkedes os at købe nogen til ham i USA, som han ikke har ville have. Vi mistænker dem for at have smagt for meget af grøntsager…
Efter ca. 3 timers flyvning slukkede de lyset i kabinen. Det var jo nat i Europa, så det var med at prøve på at få sig en lur og komme lidt ind i den nye tid. Det lykkedes os at få David til at sove omkring 4 timer. Han vågnede først, da jeg (igen) blev nødt til at spænde ham fast med selen inden landing i Amsterdam. Det var dejligt, han sov. Han var træt, og turen hjem blev mere overskuelig. Dog betød det også, at jeg ikke fik sovet, da David stort set fyldte to sæder. Men hvad gør man ikke for sin søn og familiefreden?
Det var onsdag d. 21. september, da vi landede i Amsterdam Lufthavn. Vi havde små 3 timer i lufthavnen, inden vi skulle med videre mod Aalborg. Tiden gik ret hurtigt. Vi skulle gå et stykke for at komme i den rigtige del af lufthavnen og på vejen var der nogen butikker, vi kunne se på. Flyet afgik rettidigt, så vi var hurtigt på vej mod Aalborg. Flyveturen gik knap så godt som den lange tur. David var overtræt og meget ked af, han ikke skulle sidde sammen med sin mor. Det endte med, at Michael og jeg byttede plads, så vi forhåbentlig kunne få lidt mere ro. Det gik bedre et kort stykke tid, men så gik han i “selvsving” igen, og da jeg oveni købet var nødt til at sætte ham over på hans eget sæde ved landing, var det helt slemt. Den lille superturist var meget ked af det. Om han havde ondt i ørene eller bare var overtræt, ved jeg ikke, men det endte med, at han faldt i søvn, lige da flyet ramte landingsbanen.
Jeg bar David forsigtigt ud af flyveren, og da vi havde fået bagage og samlet klapvognen, blev han lagt stille hen. Han sov stadig! I Aalborg blev vi modtaget af Moster Stinna, som havde taget flag med for Davids skyld. Det så David desværre ikke. Vi fik læsset bilerne og sagt pænt farvel. Stinna kørte BM og BF til Hjørring, og Michael og jeg kørte til Aarhus med David, der stadig sov…nu i autostolen.
