Forfatter: Michael

David vågnede, da vi stoppede ved REMA 1000 for at købe lidt ind, inden vi kørte helt hjem. Han havde sovet hele køreturen fra Aalborg til Aarhus og var nu ved at være frisk.

Klokken var omkring 16, da vi kørte ind på parkeringspladsen ved Holmehytten. David var uden tvivl glad for at komme hjem. Han løb rundt og hev en masse legetøj frem. Først forskellige biler, så LEGO-klodserne og hans puslespil. Samtidig lavede han hans glædes gang…og nå ja, han fik også fræset lidt rundt på sin scooter. Det var ren lykke. Michael og jeg fik pakket lidt ud. Kufferterne blev tømt og tøjet sorteret i bunker klar til at blive vasket. Aftensmaden blev hjemmebagt rugbrød (med stor tak til Moster Stinna) med pålæg og salat. David tog godt fra af rugbrødet og fik både leverpostej og spegepølse med agurk.

Ved 20 tiden begyndte David at komme med tegn på, han var træt, så vi gav ham nattøj på og lagde ham i seng. Det tog noget tid for ham at falde i søvn, men han faldt i søvn. Klokken 21 gik vi i seng. Vi var godt trætte og håbede, at David ville sove i lang tid. Sådan skulle det dog ikke gå! David vågnede første gang 21.30, igen kl. 22 og kl. 22.30 – Michael vågnede ikke, så det var mig, det gik ud over. Kl. 22.30 bestemte jeg mig for at putte mig sammen med David i håbet om, at det så blev bedre. Han sov indtil midnat, hvor han så var FRISK. I som virkelig frisk. Der var ikke noget at gøre. Jeg fik ham til at putte i en times tid, men omkring kl. 01 måtte jeg give op og stå op sammen med ham. David var sulten, så han fik noget mad. Bagefter ville han lave puslespil og se fjernsyn. I fjernsynet så han Ramasjang…og ja, som de fleste ved, sover Ramasjang på det tidspunkt af natten, men det gjorde ikke David noget. Han sad og så dem sove i en halv times tid. Ved 4 tiden vågnede Michael, så Michael og jeg byttede plads. David var da efterhånden også blevet træt, så Michael lagde sig med ham, mens jeg fik lov til at sove i sengen.

Torsdag d. 22. september vågnede jeg lidt i klokken 14 og var egentlig ret udhvilet. Michael og David sov middagslur, men vågnede kort tid efter mig. Michael fortalte, at han (som planlagt) var stået op med David kl. 7, selvom David havde været møgtræt og morgensur. De var kørt op med Citronen, der skulle have ordnet noget hos Uggerhøj Biler. Her havde de ventet på bilen blev færdig, mens de legede med LEGO i deres legehjørne. Hjemme havde de ordnet lidt, inden det var blevet tid til middagsluren. Inden aftensmaden blev det til en tur på legepladsen. David kørte på sin scooter frem og tilbage og fik prøvet alt på legepladsen. Aftensmaden blev salat og fisk – så normalt som noget kan være, når man bor her. Og hvor var det dejligt. Jeg var efterhånden blev ret træt af amerikansk restaurantmad. Klokken 20 blev David puttet. Han faldt i søvn med det samme, så Michael og jeg håbede på, at det ville blive “en almindelig nat”. Men sådan skulle det ikke gå…

David vågnede 2 gange inden midnat og ved midnat var han færdig med at sove. Vi holdte ham i ro i noget tid, men der var ikke noget at gøre. Desuden sagde han, han var sulten. Han fik noget at spise og vi forsøgte at få ham til at sove igen. Michael gik i seng efter noget tid (der var ingen grund til, at vi begge var vågne…), mens jeg blev hos David. Ca. 03.30 gav David endelig op igen og faldt i søvn. Endelig var det tid til, at jeg kunne få mig en lur. Dog havde jeg svært ved at falde i søvn, og eftersom jeg vågnede igen kl. 7, blev det ikke til mange timer.

Fredag d. 23. september: Vi fik David op. Han var træt og morgensur, men blev gladere, da han havde fået morgenmad. Michael og David tog en tur hen for at besøge Davids dagplejemor, så jeg fik sovet om formiddagen. Nu sover David middagslur, Michael har lige fået en lur og jeg vasker tøj.

Forhåbentlig er Davids jetlag på retur og tilvænning til det at være hjemme ved at være bedre. Vi krydser fingre for, at vi får en normal nat i nat…

Tirsdag d. 20. september fløj vi hjem fra USA.

Vi fik en dejlig morgenmad på IHOP, inden vi tog hotellets gratis shuttelbus ud til lufthavnen. Michael havde allerede tjekket os ind, så vi skulle bare af med bagagen. Inden vi gik igennem security, tog vi en kort pause, så BM og BF kunne ryge en sidste smøg inden turen, og så David kunne få en lille haps. Den lille super turist var nemlig allerede blevet sulten igen. Og nå ja, så fandt vi nogen bleer – der var kun én slags at vælge imellem. 3 stk. i en pakke (8-13 kg, som nok ville være en smule for lille…) til intet mindre end 7,95 $! Det er de dyreste bleer, vi nogensinde har købt, og som vi forhåbentlig nogensiden kommer til at købe.

Eftersom vi har været i mange lufthavne, forventede vi, at der ville være en del shoppingmuligheder i San Fransisco Airport efter security. Vi blev dog fælt skuffet. Der var stort set ingenting, så vi brugte i stedet ventetiden på at få en kop kaffe fra Starbucks. Men det var nu heller ikke så tosset endda!

David faldt i søvn, lige inden vi skulle på flyet. Han sov videre op ad mig (Astrid), indtil jeg blev nødt til at sætte selen på ham. Vupti, så var han vågen og klar til at se film på skærmen foran ham. På det punkt ligner han sin far… Vi så Zoo Lane 64 adskillelige gange. Heldigvis var der hele to afsnit. David ville heller ikke denne gang have sine høretelefonen på, så han så tegnefilmene uden lyd. I stedet snakkede vi om, hvad han så, og han nåede da at tage nogen enkelte ord til sig. Flymaden ville han ikke have noget af, så det var godt, vi have taget en grød med til ham. Det bliver han åbenbart aldrig træt af, selvom det dog er lykkedes os at købe nogen til ham i USA, som han ikke har ville have. Vi mistænker dem for at have smagt for meget af grøntsager…

Efter ca. 3 timers flyvning slukkede de lyset i kabinen. Det var jo nat i Europa, så det var med at prøve på at få sig en lur og komme lidt ind i den nye tid. Det lykkedes os at få David til at sove omkring 4 timer. Han vågnede først, da jeg (igen) blev nødt til at spænde ham fast med selen inden landing i Amsterdam. Det var dejligt, han sov. Han var træt, og turen hjem blev mere overskuelig. Dog betød det også, at jeg ikke fik sovet, da David stort set fyldte to sæder. Men hvad gør man ikke for sin søn og familiefreden?

Det var onsdag d. 21. september, da vi landede i Amsterdam Lufthavn. Vi havde små 3 timer i lufthavnen, inden vi skulle med videre mod Aalborg. Tiden gik ret hurtigt. Vi skulle gå et stykke for at komme i den rigtige del af lufthavnen og på vejen var der nogen butikker, vi kunne se på. Flyet afgik rettidigt, så vi var hurtigt på vej mod Aalborg. Flyveturen gik knap så godt som den lange tur. David var overtræt og meget ked af, han ikke skulle sidde sammen med sin mor. Det endte med, at Michael og jeg byttede plads, så vi forhåbentlig kunne få lidt mere ro. Det gik bedre et kort stykke tid, men så gik han i “selvsving” igen, og da jeg oveni købet var nødt til at sætte ham over på hans eget sæde ved landing, var det helt slemt. Den lille superturist var meget ked af det. Om han havde ondt i ørene eller bare var overtræt, ved jeg ikke, men det endte med, at han faldt i søvn, lige da flyet ramte landingsbanen.

Jeg bar David forsigtigt ud af flyveren, og da vi havde fået bagage og samlet klapvognen, blev han lagt stille hen. Han sov stadig! I Aalborg blev vi modtaget af Moster Stinna, som havde taget flag med for Davids skyld. Det så David desværre ikke. Vi fik læsset bilerne og sagt pænt farvel. Stinna kørte BM og BF til Hjørring, og Michael og jeg kørte til Aarhus med David, der stadig sov…nu i autostolen.