Efter at have kigget lidt rundt i byen og orienteret os om de rigtig mange tilbud, der var på billetter til SeaWorld, besluttede vi os for at købe billetterne ved skranken opstillet på vores hotel. Det viste sig at være klart de billigste billetter (men ikke uden grund), da de var sponsoreret af et firma, der forsøgte at sælge timeshares i deres hotelkompleks et lille stykke væk fra, hvor vi bor. Billetterne blev købt med den betingelse, at vi skulle høre på en sælger og blive vist rundt på deres område, hvilket ville tage omkring 1,5 time. Vi valgte at tage det med som en oplevelse, samtidig med at vi selvfølgelig omhyggeligt sikrede os, at vi ikke sagde ja til noget undervejs! Om ikke andet, så var der morgenmad inkluderet i prisen for billetterne! 😉
Det var et ganske fint resort, de havde fået banket på benene, men vi måtte desværre ikke tage billeder (medmindre vi købte noget!), så I må tage vores ord for det. Deres sælger var ganske flink, og vi kunne tydeligt høre, at han havde øvet sig mange gange på hans salgstale. Omend han argumenterede godt for sagen, sagde vi pænt nej tak og fik vores billetter til SeaWorld. Det var lidt overvældende så mange mennesker, de havde igennem samme smøre, som vi fik. Et forsigtigt bud er, at der var omkring 100 mennesker der samtidig med os. Vores sælger påstod, at de solgte til hver fjerde, der fik præsentationen, og at de solgte omkring 50 timeshares om dagen til et sted mellem 10 og 40.000 $, hvilket må siges at være en god omsætning. Men med de mange sælgere og alt den mad, der skulle betales, skulle der nok også nogen penge i kassen. 🙂
Omkring frokosttid var vi færdige med “salgstalen”. Vi besluttede os derefter for at køre direkte til SeaWorld og hilse på spækhuggeren Shamu, som er parkens helt store trækplaster.
Vejrguderne var desværre ikke helt med os i dag, da temperaturen ikke var meget mere end 8 -10 grader det meste af dagen. Det var ikke helt det, vi havde sat næsen op efter, da vi tog afsted, men vi vidste godt, at de bedre temperaturer er længere sydpå. Det var både godt og skidt, at der var koldt. Godt, da der så ikke var så mange mennesker i SeaWorld, men skidt, da vi mest har pakket til varmere temperaturer! SeaWorld var ret skuffende overordnet set, da der ikke var så meget at se på og flere ting var lukket pga. vedligehold. Vi fik set spækhuggeren Shamu, nogle søde delfiner, søløver, pingviner mv., men med al den plads parken har til rådighed, var der meget få aktiviteter/sights og rigtig meget stiareal og åbne områder.
Efter SeaWorld spiste vi en sen mexikansk frokost og tog derefter hjem på hotellet for at få varmen. Hen omkring aftensmads tid kørte vi en tur ud til Premium Outlet Store for at se på sager. For en gang skyld brugte vi dog ingen penge.
Nu ligger vi under dynen og ser frem til i morgen (torsdag d. 30. januar), hvor vi skal i Kennedy Space Center…




