Fredag d. 16. september havde vi for første gang stillet vækkeuret – klokken 6 skulle vi op. Det var nødvendigt, for vi skulle helst køre fra campingpladsen allerede kl. 7 for at undgå bare en lille bitte smule af noget af Los Angeles’ megen trafik.
Vi kørte fra pladsen 7.06! Fik tanket benzin og købt kaffe. Det var nødvendigt, for at få BM og BF til at vågne helt. GPS’en sagde 2 timer og 9 minutter til Solvang, hvor vi skulle have dagens længste stop. Efter lidt mere end 3 timer (nej, vi undgik ikke al trafikken i LA, men heldigvis noget af den. Vi kørte kun lidt i kø.) ankom vi til Solvang. Vi ville gerne have haft et stop i Malibu på vejen, men fordi køreturen i forvejen var så lang, sprang vi det over. Det må blive næste gang, når vi også skal se Santa Monica Pier.
Solvang (Little Denmark, USA), der kalder sig selv ”Danish Capital of America”, er en del af den skandinaviske udvandrerhistorie. Solvang opstod i 1910, da en danske præst foreslog, at der skulle opbygges en ny dansk koloni i Californien. Formålet var at bevare forbindelsen til Danmark og at bevare dansk levevis omkring danske kirker og folkeskoler. I slutningen af 1950’erne fik husene i byen en dansk ansigtsløftning, der blev bygget vindmøller og de første danske forretninger opstod.
Som dansker kan man stort set ikke genkende noget af Danmark i Solvang. Bindingsværkhusene er lavet af brædder og beton, stråtagene består af små kantede træklodser, storkene er af plastik og folk snakker amerikansk (ikke dansk…). Men sikke en charme og hygge byen har over sig. Det er som en lille ferieby med eget danske tema. Hvis der er en ting, som amerikanerne forbinder med Danmark, så er det helt klart bagværk (danishes). Dette er også meget tydeligt i mængden af bagerier opkaldt efter danske efternavne, der slutter på –sen. Her nævnes i flæng Olsen’s, Mortensen’s, Nielsen’s osv. Derudover hed forretningerne enten noget med andre –sen efternavne eller noget med vikinger. Som dansker kan man godt føle sig lidt sat i bås, når man går igennem byen…
Nuvel, vi skulle da lige smage på de lokale lækkerier, nu vi var der og efterhånden havde været hjemmefra i en 3-ugers tid. Deres bagværk smagte ok, men ikke helt som derhjemme. Vi var derimod glade for at finde en restaurant, der serverede smørrebrød og i øvrigt havde en dansk buffet med lidt af det hele på. Vi fik så meget rugbrød, som vi kunne spise og smovsede i leverpostej, frikadeller, rødkål, marineret sild, rødbeder, agurkesalat, italiensksalat m.m. og sluttede måltidet af med kringle og jordbær dyppet i chokolade. Det viste sig, at David også havde savnet rugbrød mv., for det lykkedes ham da at spise 1,5 skive rugbrød med leverpostej og frikadelle samt et helt æg.
Efter frokosten kom vi forbi en slikbutik – opkaldt efter Ingeborg (hvem hun så end var) – som vi lige skulle ind og kigge i. Efter skuffelsen over manglen på Haribos Piratos i Aalborg Lufthavn var vi lige nød til at undersøge, om de havde dem i byen. De havde dem naturligvis bagerst i butikken, og vi var også lige på nippet til at købe dem, indtil vi så, hvad de syntes de skulle have for dem. Ganske vist kan vi godt lide lakrids, meeeen at kræve 10$ for en pose Piratos er måske nok liiidt på grove side… 3-4$ kunne vi nok være gået med til, men med 10$ blev vi altså for nærige. Slikbutikken havde heldigvis nogle hollandske saltlakridser, som kun kostede 3,50$, så de blev købt til turen hjem over.
Imens David tog sin middagslur i klapvognen, besluttede vi os for at besøge Elverhøj-museet for at få lidt kulturelt med fra vores besøg. Elverhøj-museet fortæller om Solvangs historie og har udstillet nogle gamle klenodier, som nogle af de første beboere havde med sig fra Danmark. Museet var meget hyggeligt, men ikke nogen must-see oplevelse i Solvang. Dog til gengæld gratis! Efter museet vendte vi snuden tilbage mod autocamperen, men eftersom David stadig lå og boblede, besluttede vi os for at tage et lille pit-stop ved den lokale iskiosk (for Davids skyld, naturligvis).
BM havde medtaget en række danske bøger på turen, som hun efterhånden havde fået tygget sig igennem og egentlig ikke gad slæbe med hjem igen. Vi havde derfor besluttet os for at tage dem med til Solvang og se, om vi kunne få dem afsat til en glad modtager der. Eftersom vi ikke rigtig var stødt på nogen, der lod til at kunne snakke dansk undervejs, stoppede vi ved den lokale boghandler på hovedgaden for at høre om han var interesseret i nogle danske bøger. Det var egentlig tanken, at vi bare ville have foræret dem til ham, men da han ligefrem tilbød os 16 dollars for dem, så sagde vi da pænt ja tak.
Efter Solvang kørte vi videre mod Pismo Sands RV Resort, hvor vi skulle gøre holdt for natten. Dagens samlet køretur var på ca. 4 timer, hvilket er en af de længste på denne rejse. Godt, vi har en søn, der kan lide at se film på iPad’en i ny og næ. Ellers havde vi vist været på herrens mark…