Så oprandt dagen, hvor vi skulle have vores store gennembrud i Hollywood – eller i hvert fald snuse lidt til stemningen. Onsdag d. 14. september havde vi afsat til at se Hollywood og møde alle de stjerner, vi har sat på film og TV, og så naturligvis lige se, hvordan de rige og berømte bor. Vi kan glæde den ivrige og spændte læser med at alle tre ting lykkedes – sådan da.
Belært af gårsdagens oplevelse med myldretidstrafikken satte vi os for at komme tidligt afsted, så vi kunne bruge så meget tid i byen som muligt. Det lykkedes os at finde myldretidstrafikken endnu en gang, men det virkede som om, at den flød bedre på de små veje end på motorvejen, og så kunne vi jo bl.a. også beundre de mange butikker, vi kørte forbi. Alt i alt tog det ca. samme tid, men føltes ikke så lang, da vi ikke holdt stille så tit. Efter en lille diskussion og efterfølgende midlertidig afbrydelse af samarbejdet med GPS’en fandt vi en parkeringskælder lige op ad Hollywood Boulevard, hvor vi kunne holde hele dagen for 15$. Der smed vi bilen!
Lige så snart vi kom op fra parkeringskælderen, blev vi mødt af en del mennesker, der tilsyneladende havde lagt samme planer som os… Det skulle dog vise sig at blive værre i løbet af dagen, men vi tog det i stiv arm, da vi jo var kommet for at se stjernerne! Efter at have set de første 20-30 stjerner på fortovet, kunne vi godt konstatere, at det var en blandet landhandel og ret så uoverskueligt at nå hele vejen rundt. Vi fik fat i et kort over alle stjernerne for blot at konstatere, at der er over 2.000 stjerner, og at der kommer to nye til hver måned. Dertil skal også nævnes, at man kan godt have mere end en stjerne på fortovet, Gene Autry har pga. hans bidrag i flere underholdningskategorier f.eks. fem stjerner, hvorimod de fleste dog ”nøjes” med en eller to stjerner. Vi fik ikke set en stjerne i kød og blod/levende live, men vi fik dog set en del imitatorer og folk klædt ud som diverse filmroller. På et tidspunkt var der ikke mindre end tre ved siden af hinanden, der alle lignede (eller i hvert fald skulle forestille) Michael Jackson.
I løbet af vores spadseretur op og ned ad gaden (Hollywood Boulevard) var vi blevet stoppet utallige gange og tilbudt guidede ture til stjernernes hjem i åbne busser, så man kunne se ud. Vi havde bestemt os for et af de første tilbud, da køreturen kun tog 2 timer og også kom forbi Rodeo Drive, Beverly Hills m.m., så vi slap for at selv køre rundt i de områder. Turen var ganske fin, men som ventet er de kære stjerne lidt sky af natur, så det er svært at få et ordentligt indtryk af udformning og størrelsen på deres palæer. Hvis man skal dømme efter de omkringliggende ejendomme, er stjernernes huse nok en kende større end Holmehytten derhjemme og nok også en lidt anden pris…
Efter vores guidede køretur rundt i de dyre postnumre i bakkerne omkring Hollywood og Bel-Air, besluttede vi os for at slutte dagen af med en omgang wings på Hooter’s, der lå lige ved bussens holdeplads. En af grundene til, at det blev Hooter’s, var, at BM og BF skulle se, hvor lidt tøj en ”servitrice” egentlig behøver at have på…(for dem, der ikke kender til Hooter’s koncept, så er det unge tøser med meget lidt tøj, der serverer). Der blev bestilt en masse forskellige vinger, så man kunne smage på lidt forskelligt – herunder bacon-indpakkede vinger som godt nok smagte mest af bacon, men der er vel heller ikke så galt…?
Da klokken efterhånden havde rundet 19.00, og vi havde en 1,5 times køretur foran os, stak vi næsen hjemad efter at have lokaliseret bilen. Da vi kom hjem til autocamperen, og David var blevet puttet, stod den på fødselsdagskage i form af en kæmpe donut, som vi havde købt i Universal Studios. Vi blev enige om, Astrids fødselsdag jo teknisk set var startet i den danske tidszone, hvor hun er født, så det kunne vi godt fejre lidt inden sengetid. Astrid fik både fødselsdagssang, danske flag og lidt gaver. Selvom vi er på farten, skal man jo huske at fejre!







