Næste stop Las Vegas

Så blev det lørdag d. 3. september. Der er maks. feriestemning her – jeg (Astrid) måtte kigge i kalenderen for at se, hvilken dag det egentlig var. Ingen af de andre havde holdt styr på det heller…og egentlig er det også helt ligegyldigt, men af en eller anden grund ville jeg lige tjekke, om det var weekend nu.
Vi vågnede til en hed morgen i Furnace Creek – 30 grader stod temperaturen på allerede kl. 6. Autocamperens aircondition havde kørt hele natten, så vi havde ikke mærket til varmen, men så snart vi åbnede døren ud, var der ingen tvivl.
Ret hurtigt var vi enige om, at vi skulle se at få tøj på, spise morgenmad og pakke ”bussen”, så vi kunne komme ud af Death Valley igen. Inden vi tog afsted, var jeg dog ude ved vejen for at se solopgangen i ørkenen. Det var et flot syn og en anderledes at sidde og se solen langsomt titte op over bjerget og pludselig være helt fri. Efter solopgangen gik temperaturen fra at være lun til at være varm.
Allerede kl. 7.30 var vi klar og havde tanket både benzin og kaffe – autocamperen satte det hurtige hjul forrest og var på vej mod Las Vegas. GPS’en sagde, at det var en køretur på omkring 3 timer. Vi stoppede et par gange undervejs for at tage billeder af de uendelige veje, der ser ud til at de køre ud i ingenting. Imponerende syn! Og da vi var kommet forholdsvis tidligt af sted, var der stort set ikke andre biler på vejen.
I takt med vi kom tættere på Las Vegas, ændrede naturen sig. Bjergene var knap så høje og i andre farver, og der var flere grønne beplantninger. Stadig meget gold landskab, men anderledes end Death Valley. Vi så en kit fox (ræv), overhalede to cykellister og besøgte et supermarked undervejs.

Pludselig kunne vi skimte Las Vegas i horisonten. Det så godt ud!

Hot hot hot hot!

Efter en god nats søvn og et dejligt bad på campingpladsen i Bishop gik køreturen fredag d. 2. september videre mod Furnace  Creek – en lille oase, der ligger midt i Death Valley National Park.
Allerede i Bishop kunne vi mærke, at temperaturen var steget i forhold til Yosemite. Men det var ingenting…jo mere, vi nærmede os Death Valley, jo varmere blev der.
Med den moderne teknologis vidunderlige mirakler (her: ”bussen” aircondition) blev det lidt af et chok, der ramte, da vi holdte første pause efter at være kommet ned i Death Valley. Vi gjorde holdt ved Mesquite Sand Dunes, hvor vi blev ramt af en mur af varme, da vi steg ud af”bussen”. Det skulle dog vise sig kun at være begyndelsen!
Vi kørte over et bjerg eller to. Ved ankomsten til Furnace Creek (-100 fod) holdte vi en kort pause ved deres visitor center – der stod et termometer uden for. Vi kunne konstatere, at temperaturen havde sneget sig op på 114 F / 46 C. Det kunne mærkes! Det var hot hot hot hot!
Der opstod en mindre krise i forhold til vores overnatningssituation, da vi havde svært ved at forestille os, hvordan det skulle lade sig gøre i den varme. Da vi kom frem til Furnace Creek Ranch, hvor vi skulle overnatte, fik vi vores reservation lavet om, så vi kunne tilslutte strøm til autocamperen (så vi kunne få tændt for airconditionanlægget). Vi havde i vores naivitet bestilt uden hookups (strøm/vand/afløb), men det kunne vi nemt heldigvis lave om.
Oprindeligt var det meningen, at vi skulle have været ude at se noget, men det var simpelthen for varmt. I stedet bestemte vi os for at spise på en af ranchens 5 restauranter, vaske noget tøj og bagefter smide os i stedets pool. Ren feriestemning!
Temperaturen faldt heldigvis en smule, inden vi gik til ro for natten. Dog kun ned til sølle 30 C, så det blev en varmt nat i ørkenen.