Tag: Grand Canyon

Udgivet den

Grand Canyon West Rim

Onsdag d. 7. september havde vi afsat til at se nærmere på Grand Canyon West Rim.
Grand Canyon er et kæmpe stort hul i jorden. Det er skabt af Colorado River, der bugter sig igennem i et hastigt tempo i et forsøg på at grave sig endnu længere ned. Grand Canyon er et af verdens vidundere – 446 km lang, op til 29 km bred og 1,6 km dyb. Der er utrolig mange former, og klippelagene gløder i utallige røde nuancer.
Efter at have fået en god og solid cowboy-morgenmad (BF, Michael og jeg) og pandekager (BM og David) var vi klar til nye storslåede oplevelser. ”Indgangen” til Grand Canyon West Rim lå en halv times kørsel fra ranchen, så vi slap for at skulle køre så meget.
Vi ankom til besøgscenteret som nogle af de første. På P-pladsen var der dog allerede de busser, der var forbi vores ranch om morgenen. Vi var enige om, at busserne var på en ”sunrise tour” inde fra Las Vegas. Der var rigelig med parkeringspladser, så vi fandt hurtigt en plads til vores halvstore bus og begav os mod billetkontoret. Der kun er den ene mulighed for at se Grand Canyon på den vestlige side, så vi betalte ”gladelig” 50$ per snude (David var dog gratis) for en dagsbillet inkl. frokost. Man kunne købe mange pakker med billeder, flyveture osv., men vi tog den mest ”skrabede” udgave.
Turen bestod af 3 stop, som var forbundet af shuttlebusser, så vi selv kunne bestemme, hvor lang tid vi ville bruge hvert sted. Ret smart, når man er nogen af dem, hvor alting altid tager længere tid, end man forventer…
Første stop var Hualapai Ranch, som både var en kulisse sat op til formålet, men også en ranch man kunne overnatte på (i stil med den, vi sov på). Det var rigtig fint sat op med ”gamle” træbygninger, staldområde og cowboys, der gik i gaderne.  Der var mulighed for at ride på en mekanisk tyr, hvilket jeg (Michael) naturligvis ikke kunne lade passere. Både Astrid og BM stod klar med kameraet til at dokumentere mine flyveture, hvilket vist nok lykkedes til fulde. Jeg fik 3 forsøg og kom op på den maksimale hastighedsindstilling, han måtte give turisterne allerede på 2. forsøg(!) – så helt skidt gik det vidst ikke. Den mekaniske tyr kunne godt nok gå 3 hakker længere op i hastighed, men det er nok noget med en forsikring og  frygten for dårlig omtale, der begrænser, hvor højt de må gå op. Det var nu også rigeligt fint til mig, og jeg fik da mine flyveture! Inden vi tog videre på vores tur, fik David hilst på ranchens heste, og vi fik taget nogle fine billeder i diverse cut-outs, der var stillet op rundt om i byen.

Næste stop var Eagle Point, hvor man kunne komme ud og gå på Grand Canyon Skywalk, hvis man havde tilkøbt det. Grand Canyon Skywalk er en gangbro med et glasgulv, der hænger fra klippekanten 4.000 fod over Colorado River. Da der ikke var nogen af os, der havde lyst til at prøve, nøjedes vi bare med at kigge ud over klippekanten (i behørig afstand!). Det giver alligevel et sug i maven, når der er så langt ned. Da det passede med, at David skulle have sin middagslur, besluttede vi os for at tage vores frokost og holde lidt pause fra middagssolen i skyggen.
Sidste stop var ved Guano Point, hvor vi kunne se et godt stykke ned langs Colorado River og se resterne af lidt gammel minedrift. Her blev det også til frokost for David og en is til os andre. Vi gik også en tur rundt og så på indianerhuse/-telte, der var sat op for turisternes skyld. Det var nu også meget at sjovt at se, hvordan et ”svedehus” så ud.
Grand Canyon var en stor oplevelse – nok især for os, der ikke havde set det før. Det var en dejlig dag og ”sjovt” at stå på kanten og se ned i det store hul. BM var dog en anelse ængstelig og vente ryggen til os, når vi efter hendes mening kom for tæt på kanten (vi var minimum 2 meter fra…). Hun var mere rolig, når vi kom tilbage igen.
Selvom 50$ er mange penge for den billigste tur, er det et eller andet sted i orden – med alle de turister, der hver dag skal igennem det sted, så kræver det penge ikke mindst til vedligeholdelse. Desuden var der masser af ansatte ved alle 3 stop, og de skal jo også have løn.

Udgivet den

Helikoptertur til Grand Canyon

Efter at have udfyldt en masse papirer (vi er jo i USA…) tog BM og BF af sted med chaufføren, der skulle fragte dem til helikopteren. Vi havde bestemt os for at tage af sted i to hold, så David kunne blive på landjorden. Der var ingen grund til at have ham med ud at flyve. Han ville nok ikke sætte pris på det alligevel, og vi andre (især jeg – Astrid) kunne have fokus et andet sted, når ikke han skulle med.
Ca. 25 min. efter BM og BF var kørt op mod helikopteren, var det Michaels og min tur til at blive kørt derop. Vi havde David med i bilen, så han kunne blive ”overgivet” til BM og BF, når de landede igen. Oppe ved helikopteren tog vores chauffør (entertaineren Casey) et billede af os alle 3 med den landende helikopter i baggrunden. BM og BF kom ud af helikopteren – de smilte, og selvom der ikke var tid til meget snak, var det tydeligt, at de havde haft en god tur. David var klar til at køre tilbage til ranchen sammen med BM og BF efter at have sagt ”kopter” ca. 100 gange.
Michael og jeg skulle flyve sammen med to spaniere. Inden vi blev kørt op til helikopteren, var vi alle blevet vejet og havde fået instruktioner om, hvem der skulle sidde hvor. Der skulle jo helst være ligevægt i helikopteren. Uden at nævne et ord om, hvem der vejer hvad, fik Michael og jeg hver vores vinduesplads, mens vi havde en spanier mellem os og en på forsædet ved siden af piloten.
Den første del af helikopterturen var stille og rolig. Jeg tror, det tog en 5-8 minutter at flyve ud til Grand Canyon. Naturen var flot, og det var en hel almindelig flyvetur. Da vi nærmede os Grand Canyon, kunne jeg se et kæmpe kæmpe kæmpe kæmpe stort hul i jorden. Hvor stort kan ikke beskrives med ord. Da vi fløj ud over kanten, lukkede jeg øjnene – det var for sindsygt. Der var laaaaaaaangt ned. Altså virkelig langt ned, og når man lider af højdeskræk (som jeg…), så føltes det altså mega meget farligt. Langsomt fik jeg dog åbnet øjnene og kigget mig omkring. Spanieren mellem Michael og jeg var bange – faktisk så bange, at hun lige skreg en lille smule, men efterhånden som vi fløj hen over Grand Canyon, tøede hun op igen. Hun nåede dog aldrig at slappe helt af, og jeg kunne se, hun var meget lettet, da vi senere landede igen. Nå, men jeg fik altså åbnet mine øjne. Langt langt langt under mig kunne jeg se Colorado River (floden var brun…) og en masse klipper. Helt ubeskriveligt sindsygt…og smukt. Det kan overhovedet ikke sammenlignes med noget andet, jeg har set på mine rejser rundt omkring i verden. Imens jeg kiggede nysgerrigt omkring og fik taget nogen billeder, knipsede Michael løs med det store kamera. Jeg glæder mig bestemt til at se billederne, når vi får dem op på en computer. Michael har tidligere fløjet hen over Grand Canyon, så han fik ikke helt det samme sus i maven som jeg…men han havde efter sigende også en rigtig god oplevelse.
Vi fløj ned igennem Grand Canyon i 10-12 minutter, men det føltes som meget længere tid. Ind imellem troede jeg, at piloten ikke var helt klar over, hvad han lavede, og at han ville flyve ind i klippesiderne, men jeg tog selvfølgelig fejl… Han havde fuldstændig styr på det hele.

Efter ca. 25 minutter i luften landede vi igen sikkert på jorden. Det var intet mindre end en fantastisk tur – alle pengene værd og bestemt en oplevelse, der kan anbefales, hvis man kommer forbi de kanter.
Drevet af WordPress