Tag: Key West

Udgivet den

The Keys – Sand, vand og luft! Og mad!

Lørdag den 8. februar var det igen på tide at pakke sammen. Vi skulle fra Key West mod øen Islamorada, som også er en del af The Keys, men som ligger tættere på fastlandet.

 
Inden vi kørte ud af Key West, ville vi ind og have taget et billede ved USAs sydligste punkt. Så kunne vi også få streget det af listen… 🙂 Vi fandt en parkeringsplads tæt ved det sydligste punkt. Dog havde vi kun mønter, så vi kunne holde der i 55 minutter. Da der også var et par andre ting i området, vi gerne ville se (plus, at vi skulle nå at spise morgenmad), havde vi lidt travlt. Vi fik taget vores billede ved det sydligste punkt, gik op for at se Hemingways hus og byens ældste fyrtårn og fandt derefter en café, hvor vi kunne få morgenmad to-go. Morgenmaden tog vi med ned til det sydligste punkt, hvor vi satte os i solen og spiste. Efter i alt 52 minutter var vi klar til at køre ud af Key West nordpå mod Bahia Honda State Park. Det var en meget effektiv start på dagen.
 
Bahia Honda State Park er 524 acres og ifølge guidebøgerne hjemsted for The Keys’ smukkeste naturlige strande med palmer, der skråner ud over sandet. I parkens baggrund ses resterne af den gamle togforbindelse “Overseas Railroad”, der engang borede sig ned gennem The Keys. Jeg (Astrid) havde forberedt mig og var trukket i badetøjet allerede fra morgenstunden, så jeg var klar til at hoppe i det lækre og meget klare vand, så snart vi ankom til parken. Michael fandt en plads i skyggen, hvor han kunne sidde og holde øje og læse lidt. Vi fik slappet godt og grundigt af – jeg (Astrid) i vandet og Michael på sandet. Frokosten indtog vi på stranden. Bagefter bestemte vi os for, at vi ville gå op på den gamle jernbanebro, hvorfra vi kunne nyde udsigten ud over parken. Det var en forholdsvis nem tur op. Udsigten var rigtig flot. Vi kunne tydelig se, hvor klart vandet var, og hvor hvide sandstrandene var.
 
Efter afslapningen i parken skulle der ske noget. Vi kørte derfor afsted mod Marathons lille lufthavn, hvor vi ville tage en helikoptertur for at nyde det smukke klare vand og øerne fra oven. På vej mod Marathon kørte vi igen over “Seven Mile Bridge”, som er den længste af de 43 broer i The Keys. Broen er 11 km. lang og blev indviget i 1985. Broen har det højeste punkt på The Keys, hvilket slet ikke så højt endda. Her kan DK sagtens være med! Køreturen over broen var en flot tur – ifølge guidebøgerne er kun få strækninger i verden kønnere at køre i bil – så vi nød turen, inden vi igen kom ind på en ø.
 
I Marathons lille lufthavn fandt vi Mike, som tog os med på en 20 minutter lang helikopetertur. Inden vi startede, spurgte Mike, hvad vi gerne ville se. Vi svarede “rev og dyreliv”. Han anbefalede så en tur, der ikke var i prislisten som vi sagde ja tak til. Selve helikopteren var meget gul og noget mindre, end den vi fløj med på New Zealand. På turen her var der plads til i alt fire personer. Inden vi gik i luften, blev vi udstyret med “redningsveste”, som vi skulle gøre brug af, hvis vi blev nødt til at nødlande på vandet. Dem fik vi dog heldigvis ikke brug for, da vi både kom op og ned og rundt uden problemer. Det var en rigtig fin flyvetur. På trods af vores flyvehøjde på ca. 30-40 meter kunne vi tydeligt se revet og havbunden gennem der klare vand. Vi så adskillelige hajer, rokker, barracudaer og en enkelt skildpadde. Derudover så vi noget af “Seven Mile Bridge”, øen Pigeon Key og Marathon fra oven. Fantastisk tur, som var alle pengene værd.
 
På vej mod hotellet gjorde vi stop ved Robbie’s Marina, da vi både havde læst og fået fortalt, at man kunne håndfodre store fisk (tarpon) ved kajen. Det var et helt lille samfund, da var bygget op omkring fiskefodringen. Der var adskillelige små shops (med mere eller mindre ubrugelige ting), en restaurant og bar samt udlejning af både, kajakker og fiskeudstyr. Vi købte adgang til os begge to, selvom det kun var Michael, der ville fodre fiskene. Jeg (Astrid) ville i stedet være superturisten, der tog billeder af Michaels fodringsevner. Vi købte en spand med en 10-15 små fisk, som Michael skulle bruge til at fodre med. Det viste sig at være nogen kæmpe fisk, Michael skulle håndfodre. Fiskene var en til halvanden meter lang. Heldigvis havde fiskene efter sigende ingen tænder, men det er som sådan jo ikke en indikator for, at det ikke gør ondt at få en finger eller to ind i fiskenes mund. Da fiskene efter sigende kunne hoppe op til en halv meter op for at tage maddingen, var det en nøje afmålt afstand, man skulle finde for ikke at blive nappet. Michael fik fodret fisk, mens jeg (Astrid) fik mig et godt grin, samtidig med jeg forsøgte at tage billeder på det helt rigtige tidspunkt. Det var en både sjov men også anderledes oplevelse.
 
Efter dagens mange oplevelser gik køreturen videre mod hotellet. Vi havde booket os ind på Creekside Inn på øen Islamorada. GPS’en kunne ikke finde hotellets adresse, så det var lidt spændende at finde frem til lokaliteten. Det lykkedes dog uden alt for mange U-vendinger. Vi tjekkede ind og nød solnedgangen fra hotellets “kaj”, som lå umiddelbart bag bygningen. I nærheden af hotellet havde vi set restauranten The Old Tavernier, som vi bestemte os for, at vi ville spise aftensmad på. Restauranten var et rigtig hyggeligt sted med mange specialiteter. Til forret prøvede vi grillet conch (konkylie) og hvidløgskugler, og til hovedret fik vi begge en pastaret med bl.a. kæmpe rejer. Det var klart den bedste madoplevelse, vi har haft i Florida. Stemningen og maden var speciel og rigtig god, så selvom det var et lidt dyrere måltid, var det bestemt pengene værd.
 
 
 
 
 
 
 
 
Udgivet den

The End – Afslapning i Key West

Fredag den 7. februar bød på en dejlig dag i USAs sydligste by, Key West.

Dagen startede som alle andre med morgenmad. Vi sad udenfor og spiste med udsigt til hotellets lille strand. Efter at have spist blev vi enige om at tage en kop kaffe med ned på stranden for at slappe af og bare nyde den stille og varme morgen. Det er dejligt at kunne nyde morgenmaden og ikke mindst kaffen udendørs. Det er noget af det, jeg (Astrid) savner i DK. Det er alt for sjældent, vi har så varme morgener, at det er sjovt at sidde udendørs tidligt om morgenen.
Da vi var færdige med morgenkaffen og den første runde afslapning, bestemte vi os for at tage badetøjet på og fortsætte i samme stil…afslapning ved hotellets pool! Vi var de første ved poolen, men det varede ikke længere, før de fleste af liggestolene var indtaget af hotellets gæster. Der var også andre gæster (dyreliv) ved poolen – to store leguaner. De spadserede lidt rundt omkring poolen, indtil den ene leguan åbenbart blev sur på den anden og jagede den væk. Resten af tiden var der kun en leguan – dens sjoveste optrin var, da den drak vand af poolen. Det så meget sjovt ud, og det virkede til, at den var bange for at falde i (det på trods af, at leguaner egentlig godt kan svømme…). Vi brugte tiden ved poolen rigtigt fornuftigt: Vi slappede af, læste i guidebøgerne og jeg (Astrid) var i poolen af flere omgange. Dejligt dejligt dejligt at være superturister i afslapningsmode. Vi spiste frokost ved poolen. Bagefter bestemte Michael sig en sjældent gang for, at han alligevel også gerne ville i vandet, så vi hoppede begge to i poolen. Der var helt, som det skulle være.
Da vi havde fået nok afslapning for én dag (ja, vi er vel superturister), klædte vi om og tog hotellets shuttlebus ned til centrum af Key West. Vi kunne lige nå en “bustur” med guide rundt i byens gader, så vi hoppede på “bussen” for at se og høre mere om byen. Vi fik set rigtig meget af både den gamle og den nyere del af byen. Guiden fortalte en masse ting om byens historie og alle de vigtige mennesker, der har boet der i tidens løb, bl.a. kørte vi forbi Hemingways hus. Det var en fin tur, der gav os et rigtig godt indtryk af, hvor flot og velrenoveret byen egentlig er…dog viste turen også, hvor turistet byen egentlig er. Der var turister overalt…
Vi kom rettidigt til Mallory Square for at se solnedgangen. Der var tusindvis af turister på pladsen. Alle skulle vi have det flotteste billede af den berømte solnedgang. Selvom det var meget turistet og ikke nogen stille oplevelse, var det en rigtig flot solnedgang. Om denne solnedgang var meget flottere end så mange andre solnedgange, vi har set? Hmm…nej, det tror vi umiddelbart ikke, men den var bestemt flot og en speciel oplevelse – ikke mindst, fordi vi aldrig har set en solnedgang sammen med så mange andre mennesker før.
Efter solnedgangen var der adskillelige gøglere på pladsen. Vi så bl.a. en ung mand lege med ild. Han var dygtig til det, han lavede. Han sagde, han levede af gadegøjl…og ja, taget i betragtning af hvor mange der gav ham penge efter showet, så er det nok ikke løgn. 
Klokken var efterhånden blevet mange, så vi blev enige om at finde noget aftensmad. Efter at have gået rundt i et stykke tid bestemte vi os for en thai-restaurant. Vi burde nok have valgt noget fisk, eftersom det er det, området er kendt for, men det havde vi ikke lyst til den aften. Ligesom alle andre steder, vi havde set på, var priserne på thai-restaurantens mad halvdyre (i hvert fald når man ser på, hvad det ellers koster i Florida). Også her bar byen altså tydeligt præg af, at vi var i en meget stor turistby. Heldigvis var maden rigtig god, og som mange andre steder her i landet serveret i rigelige mængder.
Efter at have fået nok af den indre bys larm (Key West er ikke kun en turistby, men åbenbart også en stor party-by) tog vi tilbage til hotellet. Al den afslapning havde gjort os trætte. 🙂
Udgivet den

The Keys! Køretur mod Key West!

Torsdag den 6. februar gik det kun i en retning – nemlig stik syd mod Key West! Det var en tur på ca. 130 mil med et par planlagte stops undervejs. Vi havde læst i guidebøgerne, at det skulle være en smuk køretur ned til USA’s sydligste punkt, så det så vi frem til. Vi blev rimelig hurtigt enige om, at turen ikke var prangende (bortset fra den sidste del, hvor man faktisk kunne se vandet fra tid til anden). Det meste af vejen var fyldt med diverse butikker og hoteller og kunne ligeså godt have været indfaldsvejen til en større amerikansk by. 


Vores første stop på turen var i John Pennekamp Coral Reef State Park, hvor vi havde hørt, at der skulle være god snorkling. Det er USA’s største undersøiske statspark, og det er det eneste levende koralrev i Nordamerika. Vi ville lige kigge på faciliteterne og reservere plads til at snorkle, når vi kørte retur fra Key West, så det blev bare et kort stop. Vandet så fint ud, men der var efter sigende ikke så meget at spotte tæt på land, ifølge dem vi hurtigt snakkede med. Vi besluttede os derfor for at reservere plads på en båd til søndag morgen, når vi skulle nordpå igen.

Vi kørte hastigt videre til turens næste stop, som var ved et hospital, der tog sig af nogle helt særlige patienter, nemlig havskildpadder! The Turtle Hospital er en primært frivillig organisation, der lever af donationer, frivillige hjælpere og indtægterne fra turistbesøg. Hospitalet har gennem indtægter fra specialnummerplader, man købe her i Florida, fået sponsoreret intet mindre end to skildpaddeambulancer, som de rykker ud i, når folk rapporterer om en skildpadde i nød. Hospitalet modtager skildpadder, der kommer til skade på den ene eller anden måde (fanget i net, sluger fiskekroge/plastikposer mv., ramt af bådmotorer, etc.) og plejer dem, indtil de kan sættes fri igen. De har til dato hjulpet over 1.200 skildpadder og modtager 70-100 om året, hvilket jo viser med al tydelighed, at der er brug for dem. Hospitalet har 5 fastboende skildpadder, der har fået så store skader, at de ikke kan sættes fri uden stor sandsynlighed for, at de dør. De mangler nemlig så mange lemmer og har så mange deformiteter, at det er umuligt for dem at fange mad på vanlig vis. Det var et rigtigt spændende besøg på skildpaddehospitalet. Vi så hospitalet (bl.a. deres operationsstue) og fik en masse detaljer om skildpadder, så vi kan nu kende (nogenlunde) forskel på de 7 forskellige slags havskildpadder, der findes! Det kan helt klart anbefales at ligge vejen forbi skildpaddehospitalet, hvis man er på de kanter.

Efter at have studeret skildpadder i et par timer var det blevet tid til frokost, som skulle indtages på den berygtede No Name Pub, som lå ikke langt derfra. Pubben er nævnt i både Lonely Planet og Turen går til.., så den var vi da nødt til at besøge. Det lykkedes efter lidt døje med at finde adressen på GPS’en, men det er heller ikke uden grund at deres motto er “A great place, if you can find it!”. Pubben er den ældste pub på øen Big Pine Key og har siden sin start i 1931 haft et væld af funktioner, herunder bordel på første sal! Stedet er dog mere lødigt i dag og nok mest kendt for deres mange dollarsedler, der er ophængt i loftet og klistret fast til væggene. De anslår, at der er omkring 65-75.000 $ i alt. Alle dollarsedler har med mere eller mindre kreative budskaber påskrevet. Vi skulle da heller ikke stå tilbage for at sætte lidt penge fast på væggen, så man kunne se, at vi havde været der! Hvis I nogensinde kommer på de kanter, må i meget gerne tage et billede af sedlen og sende hjem –  i finder den i det fjerneste hjørne under vinduet, til højre for den oplyste Corona. 

Efter et ganske udemærket måltid og sjov med én 1 dollarseddel gik turen direkte mod Key West og vores hotel. Vi havde booket os ind på Marriott Courtyard for 2 nætter for de bonuspoint, jeg (Michael) fik skrabet til mig under mit arbejdsophold i USA. Ifølge hotellets hjemmeside skulle det spare os for godt 850 dollar, hvilket også må siges at være en ganske pæn sum for 2 overnatninger! Prisen virkede meget høj, men det skyldes sandsynligvis, at hotellet lå på Key West, havde sin egen lille strand og at værelset havde pool-udsigt. Da vi ankom til hotellet, viste det sig dog, at pooludsigten var meget godt skjult bag 8-10 meter høje palmer og en Tiki-bar med et kæmpe stråtag. Derfor var det umuligt at se poolen fra vores værelse, men vi havde da altandør ud mod den. 

Efter vi havde tjekket ind tog vi hotellets shuttlebus ind til byen for at se, om vi kunne nå at fange den berømte solnedgang fra Mallory Square for enden af Duval Street. Vi kom desværre ca. 5 min. for sent, men blev enige om, at vi da heldigvis havde et forsøg mere dagen efter. Da det havde været en lang dag på farten med mange oplevelser, blev vi enige om at tage tilbage til hotellet for at blive friske til dagen efter. Aftenen sluttede med lidt til ganen i Tiki-baren på hotellet – baren skulle jo prøves, nu den alligevel var der.


Drevet af WordPress