Sightseeing i Miami

I går, mandag den 10. februar, var første dag ud af to hele dage i Miami. Vi havde lidt svært ved at beslutte, hvad vi skulle – shoppe eller se byen – så det endte med at være en blanding af de to ting. Mere om det herunder.

Dagen startede som alle andre dage med morgenmad. Hotellet, vi er på nu, har morgenmad inkluderet. Dog er vi vant til, at morgenmad på hotellerne er af meget svingende karakter, så vi havde ikke de store forventninger, inden vi gik ned i receptionen for at spise. Det viste sig, at det var rigtig godt, at vi ikke havde de store forventninger. Morgenmaden var eksisterende, men ikke særlig god. Hvide bagels, hvidt toastbrød, juice, kaffe og appelsiner. Derudover var der meget lidt plads, hvor man kunne sidde, så det var med at være hurtig, når der var nogen andre, der rejste sig fra et bord. Vi fik dog et sted at sidde og noget at spise, så det kan vi ikke klage over.
Michael snakkede efter morgenmaden med en person i receptionen, der fortalte os, hvor vi skulle køre hen og parkere, hvis vi skulle ned at se Miami Downtown. Vi tog bilen ned til byen og fik endnu engang en smagsprøve på trafikken i Miami (første smagsprøve var da vi skulle finde hotellet…). Om det var, fordi vi skulle ind til byen, eller om det var, fordi det var på et andet tidspunkt af dagen, ved vi ikke, men trafikken var endnu mere crazy, end da vi kom søndag aften. Tæt trafik – alt for mange biler – og meget høj hastighed. En enkelt gang var det lige ved at gå galt, og Michael måtte op at stå på bremsen. Heldigvis klarede vi det uden skrammer! 
Vi parkerede bilen ved Bayside Marketplace, som er et udendørs shoppingcenter, der er placeret ned til Biscayne-bugten. Ikke nok med, at det er et shoppingcenter, så er det også startstedet for “hop on, hop off-sightseeing-busserne”, der kører rundt i Miami by og Miami Beach. Vi bestemte os for at vente lidt med shoppingen og købte billetter til sightseeing-busserne “Big Bus”. Den første bus, der kørte mod Miami Beach, hoppede vi på. Turen gik bl.a. forbi de rige og kendtes huse og ned mod South Beach og Ocean Drive. Dermed kom vi også igennem det kendte art-deco område, hvor mange af bygningerne, som blev vist i Miami Vice ligger side og side. Vi hoppede af bussen på Ocean Drive for at se nærmere på området og gå en tur ned på Miami Beach. Efter at have besøgt en enkelt art-deco butik, fået taget et billede ved Miami-uret samt nydt solen og en smoothie på stranden hoppede vi tilbage på bussen. Det var en rigtig lækker strand, og vandet så fantastisk ud. Da vi dog ikke havde badetøj med, blev det ikke til mere, end at kigge på de andre badende. Lidt senere hoppede vi tilbage på bussen – vi var enige om, at stoppet var et rigtigt fint afbræk på busturen. Vi fortsatte gennem Miami Beach og det dertilhørende område. Det var fint at se, hvordan området ser ud, men der er ikke noget interessant at fortælle herom. Der var stort set ikke andet end hoteller samt dyre butikker og restauranter.
Busturen sluttede ved shoppingcentret Bayside, hvorfra bussen også var afgået. Det var tid til frokost! En af guiderne havde anbefalet restauranten The Knife, som er et all-you-can-eat steakhouse, som vi bestemte os for at prøve. Maden på The Knife var rigtig god… og som ved de fleste andre amerikanske restauranter var der mere end rigeligt at vælge imellem. Prisen var overkommelig – for ca. 22 $ (ca. 120-130 kr.) var der salatbuffet, en masse retter, adskillige slags kød på grillen, drikkevarer og dessert. Vi kan vist roligt sige, at vi var mere end mætte, da vi gik fra stedet.
Efter at have spist frokost var vores maver så fyldte, at vi bestemte os for at hoppe direkte på den sightseeing-bus, der bl.a. skulle vise os Miami Downtown, Little Havana og Coconut Grove. Michael havde læst meget om Miami i guidebøgerne og forventede, at der ville være en del af se og opleve. Det var dog en jævn kedelig tur og lidt af en skuffelse. Bevares, det var da fint at se de forskellige bydele, men så var der altså heller ikke mere i det. Det var meningen, vi ville være hoppet af et sted eller to, men det virkede ikke til, at der var noget at komme efter, så vi tog hele busturen uden afhop. 90 minutter efter busturens start var vi derfor tilbage ved shoppingcentret Bayside.
Det blev til en smule shopping og lidt mere sightseeing, inden turen gik tilbage mod hotellet. Vi købte ikke så meget, da shoppingcentret ikke lige havde de butikker, vi vidste, vi skulle have noget i. Det gjorde dog ikke så meget, da vi på forhånd havde planlagt at tage i to store shoppingcentrer i dag, tirsdag den 11. februar. Den sidste sightseeing foregik lige uden for shoppingcentret, hvor der stod en række statuer af kendte mennesker, der var bevæbnet. De ellers fredelige personer, der var udstillet, var blevet bevæbnet for at gøre opmærksom på de krige, der er i verden. Det var nogen flotte, men også meget anderledes statuer, som helt sikkert også ville kunne få stor opmærksomhed i DK.
Køreturen i bilen tilbage til hotellet forløb fredeligt. Vi tog en slapper resten af aftenen. Aftensmad blev det ikke til. Det var ikke nødvendigt efter den meget store frokost, som vi fik midt på eftermiddagen.

The Keys – Sand, vand og luft! Og mad!

Lørdag den 8. februar var det igen på tide at pakke sammen. Vi skulle fra Key West mod øen Islamorada, som også er en del af The Keys, men som ligger tættere på fastlandet.

 
Inden vi kørte ud af Key West, ville vi ind og have taget et billede ved USAs sydligste punkt. Så kunne vi også få streget det af listen… 🙂 Vi fandt en parkeringsplads tæt ved det sydligste punkt. Dog havde vi kun mønter, så vi kunne holde der i 55 minutter. Da der også var et par andre ting i området, vi gerne ville se (plus, at vi skulle nå at spise morgenmad), havde vi lidt travlt. Vi fik taget vores billede ved det sydligste punkt, gik op for at se Hemingways hus og byens ældste fyrtårn og fandt derefter en café, hvor vi kunne få morgenmad to-go. Morgenmaden tog vi med ned til det sydligste punkt, hvor vi satte os i solen og spiste. Efter i alt 52 minutter var vi klar til at køre ud af Key West nordpå mod Bahia Honda State Park. Det var en meget effektiv start på dagen.
 
Bahia Honda State Park er 524 acres og ifølge guidebøgerne hjemsted for The Keys’ smukkeste naturlige strande med palmer, der skråner ud over sandet. I parkens baggrund ses resterne af den gamle togforbindelse “Overseas Railroad”, der engang borede sig ned gennem The Keys. Jeg (Astrid) havde forberedt mig og var trukket i badetøjet allerede fra morgenstunden, så jeg var klar til at hoppe i det lækre og meget klare vand, så snart vi ankom til parken. Michael fandt en plads i skyggen, hvor han kunne sidde og holde øje og læse lidt. Vi fik slappet godt og grundigt af – jeg (Astrid) i vandet og Michael på sandet. Frokosten indtog vi på stranden. Bagefter bestemte vi os for, at vi ville gå op på den gamle jernbanebro, hvorfra vi kunne nyde udsigten ud over parken. Det var en forholdsvis nem tur op. Udsigten var rigtig flot. Vi kunne tydelig se, hvor klart vandet var, og hvor hvide sandstrandene var.
 
Efter afslapningen i parken skulle der ske noget. Vi kørte derfor afsted mod Marathons lille lufthavn, hvor vi ville tage en helikoptertur for at nyde det smukke klare vand og øerne fra oven. På vej mod Marathon kørte vi igen over “Seven Mile Bridge”, som er den længste af de 43 broer i The Keys. Broen er 11 km. lang og blev indviget i 1985. Broen har det højeste punkt på The Keys, hvilket slet ikke så højt endda. Her kan DK sagtens være med! Køreturen over broen var en flot tur – ifølge guidebøgerne er kun få strækninger i verden kønnere at køre i bil – så vi nød turen, inden vi igen kom ind på en ø.
 
I Marathons lille lufthavn fandt vi Mike, som tog os med på en 20 minutter lang helikopetertur. Inden vi startede, spurgte Mike, hvad vi gerne ville se. Vi svarede “rev og dyreliv”. Han anbefalede så en tur, der ikke var i prislisten som vi sagde ja tak til. Selve helikopteren var meget gul og noget mindre, end den vi fløj med på New Zealand. På turen her var der plads til i alt fire personer. Inden vi gik i luften, blev vi udstyret med “redningsveste”, som vi skulle gøre brug af, hvis vi blev nødt til at nødlande på vandet. Dem fik vi dog heldigvis ikke brug for, da vi både kom op og ned og rundt uden problemer. Det var en rigtig fin flyvetur. På trods af vores flyvehøjde på ca. 30-40 meter kunne vi tydeligt se revet og havbunden gennem der klare vand. Vi så adskillelige hajer, rokker, barracudaer og en enkelt skildpadde. Derudover så vi noget af “Seven Mile Bridge”, øen Pigeon Key og Marathon fra oven. Fantastisk tur, som var alle pengene værd.
 
På vej mod hotellet gjorde vi stop ved Robbie’s Marina, da vi både havde læst og fået fortalt, at man kunne håndfodre store fisk (tarpon) ved kajen. Det var et helt lille samfund, da var bygget op omkring fiskefodringen. Der var adskillelige små shops (med mere eller mindre ubrugelige ting), en restaurant og bar samt udlejning af både, kajakker og fiskeudstyr. Vi købte adgang til os begge to, selvom det kun var Michael, der ville fodre fiskene. Jeg (Astrid) ville i stedet være superturisten, der tog billeder af Michaels fodringsevner. Vi købte en spand med en 10-15 små fisk, som Michael skulle bruge til at fodre med. Det viste sig at være nogen kæmpe fisk, Michael skulle håndfodre. Fiskene var en til halvanden meter lang. Heldigvis havde fiskene efter sigende ingen tænder, men det er som sådan jo ikke en indikator for, at det ikke gør ondt at få en finger eller to ind i fiskenes mund. Da fiskene efter sigende kunne hoppe op til en halv meter op for at tage maddingen, var det en nøje afmålt afstand, man skulle finde for ikke at blive nappet. Michael fik fodret fisk, mens jeg (Astrid) fik mig et godt grin, samtidig med jeg forsøgte at tage billeder på det helt rigtige tidspunkt. Det var en både sjov men også anderledes oplevelse.
 
Efter dagens mange oplevelser gik køreturen videre mod hotellet. Vi havde booket os ind på Creekside Inn på øen Islamorada. GPS’en kunne ikke finde hotellets adresse, så det var lidt spændende at finde frem til lokaliteten. Det lykkedes dog uden alt for mange U-vendinger. Vi tjekkede ind og nød solnedgangen fra hotellets “kaj”, som lå umiddelbart bag bygningen. I nærheden af hotellet havde vi set restauranten The Old Tavernier, som vi bestemte os for, at vi ville spise aftensmad på. Restauranten var et rigtig hyggeligt sted med mange specialiteter. Til forret prøvede vi grillet conch (konkylie) og hvidløgskugler, og til hovedret fik vi begge en pastaret med bl.a. kæmpe rejer. Det var klart den bedste madoplevelse, vi har haft i Florida. Stemningen og maden var speciel og rigtig god, så selvom det var et lidt dyrere måltid, var det bestemt pengene værd.