Sidste dag i Miami! Sidste dag på ferie!

I dag, tirsdag den 11. februar, var feriens sidste dag, inden turen går hjemover imorgen tidlig. Som den opmærksomme læser bemærkede i gårsdagens afsnit, så stod den i dag på shopping af diverse småting, som vi ville have med hjem herovre fra. Vi havde forhørt os i receptionen om, hvilke muligheder der var i området, og de havde givet os en liste til de største shoppingcentre indenfor en halv times kørsel. På forhånd havde vi snakket om at købe noget creme med hjem til Astrid (man kan ikke få det mærke derhjemme) og muligvis lidt æble-produkter (nok mest til Michael). Vi besluttede os dog for at starte dagen stille og roligt med morgenmad på restauranten ved siden af hotellet, da hotellets morgenmadsbuffet ikke ligefrem tiltalte os. Istedet stod den på to gange omelet med pandekager og kaffe, hvilket vi nød i en (næsten) mennesketom restaurant, da der kun var et bord foruden vores, der sad nogen ved.

Efter morgenmaden begav vi os mod dagens første destination, som ifølge GPS’en lå ca. 20 minutters kørsel fra hotellet. Efter en god times tid i Miami’s myldretid (der åbenbart strækker sig til 10-11 tiden) lykkedes det os endelig at komme frem til Dadeland Mall. Ved ankomsten kunne vi konstatere, at der lå en Cheesecake Factory (restaurant) i centeret, så der aftalte vi, at indtage frokosten efter første runde shopping. Vi fik kigget på en masse butikker og kunne tydeligt se, at det bestemt ikke var alt, der var lige billigt. Vi dog som forventet shoppet det mest nødvendige og ellers kigget på en masse andre sager. 
Da vi mente, at vi havde set det, der var at se i det center, var sidste stop som aftalt Cheesecake Factory. Desværre havde superturisterne ikke brugt så lang tid som ventet i centeret, så morgenmaden fyldte stadig godt i maven og lod ikke meget plads til en tidlig frokost. Vi blev dog enige om at tage et stykke kage, når nu vi var der… kagemaven er der altid plads i. 🙂 Vi fik nogle fine stykker kage, som desværre lå så tungt, at jeg (Michael) måtte give op halvvejs. Jeg skammer mig stadigvæk, men vil dog sige til mit forsvar, at det var et ret stort stykke! Vi blev ved samme lejlighed enige om, at frokosten blev skippet den dag, da vi begge to var ret mætte efter den velsmagende kage. 
Vi drog videre til næste shoppingcenter og fandt lidt tøj og nogle souvenirs at tage med hjem. Efter at vi havde kæmpet os gennem ca. halvdelen af centeret, blev vi enige om, at det vist var det for denne omgang. Butikkerne begyndte alle sammen at ligne hinanden, og vi var ved at være trætte af nærgående sælgere med prøver på det ene og det andet, af stanken af parfume fra diverse boder og af musik kørende med 100 dB, så man ikke kunne snakke sammen uden at råbe. Vi var jo også nødt til at indse, at kufferterne ikke pakkede sig selv, samtidig med at vi skulle have styr på tidsplanen for morgendagens rejse, og hvor vi skulle aflevere vores tro følesvend – lejebilen. 
Efter vi fik pakket kufferterne og smidt det væk vi ikke gad at have med hjem fik vi lidt aftensmad. I morgen skal vi tidligt op (kl. 6.30 lokal tid), så vi skal i seng i ordentlig tid. Opdatering om hjemturen kommer senere. Dog måske først, når vi er tilbage i Holme-City.

Sightseeing i Miami

I går, mandag den 10. februar, var første dag ud af to hele dage i Miami. Vi havde lidt svært ved at beslutte, hvad vi skulle – shoppe eller se byen – så det endte med at være en blanding af de to ting. Mere om det herunder.

Dagen startede som alle andre dage med morgenmad. Hotellet, vi er på nu, har morgenmad inkluderet. Dog er vi vant til, at morgenmad på hotellerne er af meget svingende karakter, så vi havde ikke de store forventninger, inden vi gik ned i receptionen for at spise. Det viste sig, at det var rigtig godt, at vi ikke havde de store forventninger. Morgenmaden var eksisterende, men ikke særlig god. Hvide bagels, hvidt toastbrød, juice, kaffe og appelsiner. Derudover var der meget lidt plads, hvor man kunne sidde, så det var med at være hurtig, når der var nogen andre, der rejste sig fra et bord. Vi fik dog et sted at sidde og noget at spise, så det kan vi ikke klage over.
Michael snakkede efter morgenmaden med en person i receptionen, der fortalte os, hvor vi skulle køre hen og parkere, hvis vi skulle ned at se Miami Downtown. Vi tog bilen ned til byen og fik endnu engang en smagsprøve på trafikken i Miami (første smagsprøve var da vi skulle finde hotellet…). Om det var, fordi vi skulle ind til byen, eller om det var, fordi det var på et andet tidspunkt af dagen, ved vi ikke, men trafikken var endnu mere crazy, end da vi kom søndag aften. Tæt trafik – alt for mange biler – og meget høj hastighed. En enkelt gang var det lige ved at gå galt, og Michael måtte op at stå på bremsen. Heldigvis klarede vi det uden skrammer! 
Vi parkerede bilen ved Bayside Marketplace, som er et udendørs shoppingcenter, der er placeret ned til Biscayne-bugten. Ikke nok med, at det er et shoppingcenter, så er det også startstedet for “hop on, hop off-sightseeing-busserne”, der kører rundt i Miami by og Miami Beach. Vi bestemte os for at vente lidt med shoppingen og købte billetter til sightseeing-busserne “Big Bus”. Den første bus, der kørte mod Miami Beach, hoppede vi på. Turen gik bl.a. forbi de rige og kendtes huse og ned mod South Beach og Ocean Drive. Dermed kom vi også igennem det kendte art-deco område, hvor mange af bygningerne, som blev vist i Miami Vice ligger side og side. Vi hoppede af bussen på Ocean Drive for at se nærmere på området og gå en tur ned på Miami Beach. Efter at have besøgt en enkelt art-deco butik, fået taget et billede ved Miami-uret samt nydt solen og en smoothie på stranden hoppede vi tilbage på bussen. Det var en rigtig lækker strand, og vandet så fantastisk ud. Da vi dog ikke havde badetøj med, blev det ikke til mere, end at kigge på de andre badende. Lidt senere hoppede vi tilbage på bussen – vi var enige om, at stoppet var et rigtigt fint afbræk på busturen. Vi fortsatte gennem Miami Beach og det dertilhørende område. Det var fint at se, hvordan området ser ud, men der er ikke noget interessant at fortælle herom. Der var stort set ikke andet end hoteller samt dyre butikker og restauranter.
Busturen sluttede ved shoppingcentret Bayside, hvorfra bussen også var afgået. Det var tid til frokost! En af guiderne havde anbefalet restauranten The Knife, som er et all-you-can-eat steakhouse, som vi bestemte os for at prøve. Maden på The Knife var rigtig god… og som ved de fleste andre amerikanske restauranter var der mere end rigeligt at vælge imellem. Prisen var overkommelig – for ca. 22 $ (ca. 120-130 kr.) var der salatbuffet, en masse retter, adskillige slags kød på grillen, drikkevarer og dessert. Vi kan vist roligt sige, at vi var mere end mætte, da vi gik fra stedet.
Efter at have spist frokost var vores maver så fyldte, at vi bestemte os for at hoppe direkte på den sightseeing-bus, der bl.a. skulle vise os Miami Downtown, Little Havana og Coconut Grove. Michael havde læst meget om Miami i guidebøgerne og forventede, at der ville være en del af se og opleve. Det var dog en jævn kedelig tur og lidt af en skuffelse. Bevares, det var da fint at se de forskellige bydele, men så var der altså heller ikke mere i det. Det var meningen, vi ville være hoppet af et sted eller to, men det virkede ikke til, at der var noget at komme efter, så vi tog hele busturen uden afhop. 90 minutter efter busturens start var vi derfor tilbage ved shoppingcentret Bayside.
Det blev til en smule shopping og lidt mere sightseeing, inden turen gik tilbage mod hotellet. Vi købte ikke så meget, da shoppingcentret ikke lige havde de butikker, vi vidste, vi skulle have noget i. Det gjorde dog ikke så meget, da vi på forhånd havde planlagt at tage i to store shoppingcentrer i dag, tirsdag den 11. februar. Den sidste sightseeing foregik lige uden for shoppingcentret, hvor der stod en række statuer af kendte mennesker, der var bevæbnet. De ellers fredelige personer, der var udstillet, var blevet bevæbnet for at gøre opmærksom på de krige, der er i verden. Det var nogen flotte, men også meget anderledes statuer, som helt sikkert også ville kunne få stor opmærksomhed i DK.
Køreturen i bilen tilbage til hotellet forløb fredeligt. Vi tog en slapper resten af aftenen. Aftensmad blev det ikke til. Det var ikke nødvendigt efter den meget store frokost, som vi fik midt på eftermiddagen.

Mødet med to delfiner

Efter en stille og rolig morgen med et forfriskende bad og pakning af vores sager, gik vi søndag den 9. februar over for at spise vores morgenmad på den nærliggende restaurant. Hotellet var booket uden morgenmad, da de ikke har noget køkken på området, men da vi aften forinden havde spurgt efter muligheder for morgenmad, havde receptionisten forbarmet sig over os og udstyret os med to vouchers til en fuld morgenmad på naborestauranten. Det tog vi selvfølgelig gladeligt imod og nød, at det eneste vi kom til at betale for var to glas juice. Vel tanket op, tjekkede vi ud af hotellet og satte kursen mod Theater of the Sea, hvor vi senere på dagen havde booket et møde med to rigtig søde delfiner. 


Theater of the Sea er en temapark for maritime pattedyr, dvs. delfiner, søløver, havskildpadder, alligatorer og krokodiller. Derudover er parken også hjemsted for en masse fugle, herunder en række forskellige farverige papegøjer. Parken er små 70.000 m2, hvoraf en stor del er lagune og bassiner til dyrene, så den er rimelig hurtig at gå igennem. I løbet af dagen kører der 5 shows i ring, så alle shows bliver vist 3 gange. Alle shows er en halv time lang og er planlagt således, at man kan gå direkte fra det første til det næste og så fremdeles. De 5 shows var hhv. en guidet tur rundt til de forskellige bassiner i parken, delfiner, søløver, papegøjer og bådtur/naturewalk igennem mangrovebuske. Vi valgte at tage dem fra en ende af, så vi havde tid til at slappe af og spise frokost, inden vores møde med delfinerne om eftermiddagen. Derved kunne vi også køre videre mod Miami, når vi var færdige og dermed komme frem til hotellet i nogenlunde ordentlig tid. 

Vi havde booket det, der hed “Meet the Dolphin”, hvilket betød, man stod på en platform og interagerede med delfinerne. De to delfiner, vi legede med, hed Duffy og Stormy og var hhv. 15 og 31 år gamle. Man kunne godt mærke, at den ældre delfin (Stormy) var lidt mere tålmodig end den yngre delfin Duffy, da Stormy vist havde prøvet det i nogen flere år. Vi fik bl.a. lov til at ae delfinerne på ryggen og maven, lege med dem, danse lidt og selvfølgelig også få det obligatoriske kys. Delfinerne var rigtig fine og søde. Under hele seancen blev der også taget billeder og video af parkens egne fotografer. Vi valgte at købe billederne med hjem, da vi gerne ville have nogen med i vores fremtidige fotobog. Vi havde dog også selv kamera med derind, men havde ikke helt så god mulighed for at tage billeder, som parkens fotografer havde. Det var en rigtig fed oplevelse at interagere  med delfinerne og bestemt alle pengene værd. 

Da vi havde vinket farvel til Stormy og Duffy, satte vi kursen mod Miami og vores sidste hotel på turen. Vi har fundet et hotel i nærheden af lufthavnen, da vi skal være i lufthavnen ret tidligt onsdag morgen og ikke vil til at slås med myldretidstrafikken omkring Miami downtown på det tidspunkt. Vi var godt trætte, da vi kom frem til hotellet og blev lettet over at se det fine værelse, vi havde fået lige over for elevatoren og med masser af plads. Det skyldtes, at værelset var handicapvenligt, men det gjorde nu ikke os noget. Vi fik anbragt tingene og besluttede os for at finde noget hurtig aftensmad i nærheden. Da vi kom tilbage og ville slappe af med lidt blog-skriverier, gik det op for os, hvor meget elevatoren egentlig larmede, når den kørte…og den kørte rigtig meget! Det lød som om, at nogen havde glemt at smøre den…vel og mærke de sidste mange år! Vi blev enige om, at det ville blive 3 lange nætter, hvis vi skulle høre på det, hver gang elevatoren kørte, så vi gik ned og bad om at blive flyttet til et andet værelse. Det fik vi lov til uden nogen modstand, så vi fik hurtigt pakket tingene sammen igen og stavret os over i hovedbygningen til et værelse i modsatte ende af gangen til elevatoren. Så var vi klar til at sige godnat! 

PS: Den opmærksomme læser har nok lagt mærke til, at det var hele søndagen, vi brugte på Theater of the Sea og delfinerne, og at vi ikke snorklede, selvom vi egentlig havde booket en tur søndag morgen. Vi havde ikke betalt for snorkelturen, men derimod kun lavet en reservering. Reserveringen ville automatisk blive slettet, hvis vi ikke tjekkede ind senest kl. 8 søndag morgen, så de stadig kunne nå at sælge turen til nogen andre. Vi ville meget gerne både interagere med delfinerne og have været ude at snorkle, men så meget tid havde vi desværre ikke. Da vi tidligere begge to har snorklet, men ikke før har interageret med definer, valgte vi delfinerne fremfor snorklingen. Vi har ikke fortrudt vores valg. Det var en stor oplevelse at lege med delfinerne, som vi ikke ville have været foruden, men jeg (Astrid) ville ønske, at vi havde haft en ekstra dag, så vi kunne have nået snorklingen også. Men det må blive en anden gang…