Ren hygge i Motueka

Efter vandreturen i Abel Tasman var der dømt ren hygge. Da vi kom tilbage til campingpladsen, var den lokale pizzasnedker ankommet og havde sat sin stenovn og sit salgsskilt op. Eftersom vi ikke var i humør til at lave mad, var det en oplagt mulighed for at smage på de lokale specialiteter. Aftensmaden bød derfor på stenovnspizzaer skyllet ned en lokal produceret hvidvin, der blev indkøbt på gårsdagens vintur.

Efter aftensmaden fik Astrid en velfortjent svømmetur, mens Michael slappede af med Lonely Planet, så vi kunne være klar til morgendagens strabadser.

Dagstur til Abel Tasman National Park

Onsdag d. 13. marts tog vi på en dagstur til Abel Tasman National Park, som er den mindste af New Zealands 14 nationalparker, men en af de mest populære. Den huser en af New Zealands 9 Great Walks; the Abel Tasman Coast Track (51km). Vi vandrede kun en lille del af ruten, ca. 8 km. Vi blev hentet på campingpladsen i en bus, som kørte os til byen Kaiteriteri, hvor der ventede en vandtaxi. Vandtaxien sejlede os op langs hele kyststrækningen, der hører til nationalparken og tilbage igen til Anchorage Bay, hvor vi blev sat i land. Herfra vandrede vi i kuperet terræn til Bark Bay, hvor vi spiste vores medbragte og ikke mindst hjemmesmurte sandwich og slappede af, indtil vandtaxien kom retur for at samle os op. Dagen bød på bugter med hvide sandstrande og turkisgrønt vand, frodig bush og klippeformationer med meget afslappede sæler. Det var en dejlig, men lidt kold dag – måske er vi blevet lidt varmeforvente!

På privat vintur i lokalområdet

Efter at have kørt en del kilometer de sidste tre dage besluttede vi os for at tage et par dage med afslapning i Motueka og nyde det gode vejr. Vi bookede 3 overnatninger (11.-14. marts) på samme sted, så vi havde tid til at slappe af og ikke jage videre med det samme.

Helt stille var det dog ikke den første dag, selvom vi sov længe og fik hele to kopper kaffe den morgen (første gang på turen indtil da), da vi havde booket en tur rundt på en række lokale vingårde. Vi havde bestilt turen dagen i forvejen og kunne se, at vi var de eneste navne i bogen indtil da, men vi regnede med, at der kom flere til i løbet af aftenen. Til vores store held kom der ikke flere navne i bogen, hvilket betød, at vi havde en chauffør og en 12-personers minibus helt for os selv på turen rundt! Vi havde en rigtig god tur og fik nogle gode snakke med chaufføren, hvor vi også fik nogle ting at vide om New Zealand, lokalområdet, hvordan det var at bo og arbejde der, og ikke mindst lidt baggrund om de forskellige vingårde, vi besøgte. Det var langt fra alle gårdene, der eksporterer til Danmark, men der var dog et par stykker.

Den vingård, vi syntes bedst om, var dog lige startet forfra med nye ejere og havde derfor ikke noget eksport endnu. Moutere Hills (www.mouterehills.co.nz) præsenterede os for seks forskellige vine, og der var ikke en af dem, vi ikke kunne lide! De nye ejere var blevet trætte af at være politibetjente i storbyen og havde derfor købt stedet for deres opsparing og lånt penge til nødvendigt udstyr – de satsede ‘hele butikken’ på et nyt liv som vinbønder. Vi handlede vin ind med mådehold, da vi allerede købt lidt ved de andre gårde og ikke har lyst til at pakke det med hjem. Vi fik i alt købt 3 flasker af lidt forskelligt og havde da også et saligt smil på læben, da turen var forbi.

 

 

 

På vej mod det varme nord!

Efter vi havde taget afsked med hvaler og sæler i og omkring Kaikoura, satte vi atter kursen nordpå. Vi kom tilbage til “Wine-Country” omkring Marlborough og resten af Nelson regionen. Dette kom klart til udtryk ved vinmarker så langt øjet rakte. Det er primært hvidvine, der bliver produceret i denne region, men de fleste vingårde har også enkelt rødvin, typisk Pinot Noir.

For at se lidt mere af området end bare hovedvejen, valgte vi at dreje fra langs med Ruby Bay Scenic Route. Vejen tog os gennem flere mindre befolkede områder, som var meget charmerende og ikke så fyldte med turister. Vi gjorde holdt i den lille havneby Mapua, hvor det lokale Smokehouse, jf. Lonely Planet, skulle have fantastisk Fish & Chips. Det var vi naturligvis nødt til at verificere! Det var bestemt godkendt af begge parter.

Vi kom frem til den lille by Motueka, som skulle være vores base for udforskning af Abel Tasman National Park. Her kom vi frem til en positiv overraskelse, da vi fandt ud af at de havde et udendørs spa, som vi kunne bruge gratis pga. vi er medlemmer af deres kundeklub. Det landede på et tørt sted efter en rimelig lang køretur fra Kaikoura!