Søndag den 10. marts forlod vi Wellington og Nordøen og tog færgen over til Sydøen. Det var en rigtig flot morgen, så vi nød udsigten fra færgen, da vi sejlede gennem fjorden ind til byen Picton.
Afgang til Sydøen
Bjergbestigning
Torsdag den 7. marts ringede vækkeuret klokken tidligt (6.30 for at være helt præcis), så vi kunne være klar til at komme med shuttlebussen kl. 8. Vi skulle køre små 15 km for at nå hen til starten af Tongariro Alpine Crossing, dvs. vandreruten, der går over passet mellem Mount Tongariro og Mount Ngauruhoe. Vandreruten er 19,4 km, men på grund af vulkansk aktivitet, er ruten afspærret kort efter førnævnte pas. Derfor er det i øjeblikket kun muligt at nå Red Crater og Emerald Lakes, inden det er nødvendigt at vende om og gå samme vej tilbage. En vandretur på 16 km – 8 km op ad bjerget og 8 km ned igen.
Vi havde selvfølgelig valgt en dag med rigtig godt vejr og sol fra en skyfri himmel (og 25 grader!). Derfor var vores rygsække pakket med masser af vand og solcreme…og ikke mindst madpakker og hatte. Vi gik ca. 2,5 km, før det sådan rigtig begyndte at gå opad. Vi vidste dog, det ville ske, da vi skulle fra ca. 1100 meters højde op i ca. 1900 meters højde. Tempoet var højt, indtil vi nåede et langt stykke med stejle trapper – der gik vi lidt ned i tempo og blev nødt til at holde en enkelt pause.
Vi nåede kanten af South Crater efter ca. 2 timer. Det, vi i starten havde troet, var slutmålet, viste sig bare at være et udvidet pausested. Så vi tog et par billeder og noget vand, inden vi påbegyndte den stejlestes stigning op til Red Crater. Det blev ret stejlt og flere gange måtte vi tage hænderne i brug og klatre lidt. Da vi var ca. 50 meter fra toppen, måtte den kvindelige superturist bukke under for hendes højdeskræk og sætte sig på en sten, imens Michael fortsatte opad med kameraet! Michael nåede toppen og tog fine billeder, inden han langsomt begrav sig nedad igen.
Turen nedad bjerget var hård. Det første stykke var der ingen stier, men kun løs grus og store sten. Derfor foregik det med stor forsigtighed. Efter ca. 6 timer nåede vi tilbage til parkeringspladsen – meget udkørte og godt solbrændte!
Wellington
Fredag den 8. marts forlod vi Whakapapa Village og kørte mod Wellington og Nordøens sydspids. En jævn kedelig køretur på godt 333 km. Vi ankom til campingpladsen i Lower Hutt, ca. 15 km uden for Wellington centrum sidst på eftermiddagen og bestemte os for at blive to overnatninger. På den måde kunne vi bruge en hel dag i Wellington centrum (lørdag) og tage den tidlige færge til sydøen søndag morgen.
Lørdag formiddag tog vi bussen ind til Wellington for at slippe for at navigere vores rumskib rundt i byens gader og døje med at finde en passende landingsplads. I bussen oplevede vi endnu en gang den new zealandske venlighed. Buschaufføren spottede, (åbenbart) at vi var turister og kom med en længere forklaring om det offentlige transportnetværk i Wellington, og hvilke muligheder der var ved de forskellige billettyper. Det eneste han bad os om til gengæld var, at vi skrev i hans gæstebog! Han kvitterede endvidere med at forklare, hvilke muligheder der var ved de enkelte stoppesteder igennem byen og sikrede sig, at vi blev sendt på rette vej.
Vores første stop var ved Te Papa, som er New Zealands nationalmuseum. Dette kæmpe museum er meget imponerende lavet, men det allerbedste er, at det er gratis! Vi brugte ca. 3 timer på at gå det hele igennem, men så var vi også klar til at gå til frokost og komme ud i den friske luft igen! Frokosten blev indtaget på en nærliggende brewbar med udsigt over havneområdet. Derefter gik vi en tur op igennem byen, hvor vi fandt en Cable Car, der kørte os op ad bakken til Botanisk Have. Vi brugte lidt tid på at kigge os omkring og tog den derefter retur ned i byen, da vi ikke orkede at gå ned igen.
Efter at være sikkert tilbage i byen gik vi en tur forbi Parlamentet og både New og Old St. Paul’s Cathedral. Sidstnævnte fik vi desværre ikke mulighed for at se indefra, da der var et bryllup igang. Katedralen skulle være rigtig flot indenfor, da den er bygget i træ og er rigt udsmykket, men det må blive næste gang, vi er i New Zealand.
Da vi kom retur til campingpladsen fik vi lavet aftensmad og nød det gode vejr. Michael fik brugt sit medbragte multiværktøj og en enkelt strip, da naboerne (også kaldet hollænderne) spurgte efter, om vi tilfældigvis havde noget gaffertape, så de kunne få repareret deres campingstol. Det lykkedes at få lavet en løsning, så stolen kunne bruges (indtil videre), så de var vældigt tilfredse.
PS: Folketælling
Tirsdag den 5. marts om aftenen afholdte New Zealands “Statistik” folketælling – herunder også optælling af besøgende, turister osv. Vi deltog meget pligtskyldigt og er nu endnu engang registreret i New Zealand!
Voldsomt vandfald og månekratere
Onsdag d. 6 marts kørte vi lidt tilbage nordpå for at se lidt seværdigheder, som vi var kørt forbi på vej ned til Taupo, hvor vi overnattede. Den ene var Huka Falls, som var et massivt vandfald, der dog ikke faldt særlig langt. Derimod kom der rigtig meget vand igennem – nok til at fylde to olympiske svømmebassiner i sekundet. Det var imponerende at se de voldsomme vandmasser vælte igennem på forholdsvis lille plads, og det ville sikkert være en drøm for de mest inkarnerede white-water rafting entusiaster!
Efter vi havde set på vandfaldet, var det kun en kort køretur op til et område, der hedder Craters of the Moon. Området er opkaldt efter dets oprindelige udforming, da det ligner et månelandskab. Området havde en masse gold jord og store mudderpøle, der boblede pga. termisk aktivitet i undergrunden. Da der i 1950 blev bygget et stort kraftværk til at udnytte den termiske energi i undergrunden, blev områdets vanddepoter næsten udtømte. Det medførte, at den termiske aktivitet blev femdoblet, hvilket skabte en række forandringer i undergrunden. Derfor er der nu dannet nye dampende kratere og boblende mudderhuller med en liflig duft af svovldampe. Rundturen i området tog ca. en time med stops ved flere lookouts og var et behageligt afbræk på køreturen. Efter dette besøg blev vi enige om, at vi havde fået opfyldt vores kvote af termisk aktivitet og svovldampe! Herefter fortsatte vi vores tur sydpå til Whakapapa Village, som ligger i Tongariro National Park.
“Landmænd” i mudderbad
Tirsdag den 5. marts tog vi til Hell’s Gate, som ligger lidt nord for Rotorua og Blue Lake. Hell’s Gate er et termisk “oplevelsescenter”, hvor man kan opleve naturens termiske kræfter på nært hold og bagefter nyde godt af dem. Vi startede med en gratis rundtur i området med guide. En rigtig god tur med en meget fortællende guide, som uden tvivl vidste rigtig meget om området. Bagefter var vi en tur i mudderbad og derefter et “svovlbad”, med en meget høj koncentration af svovl – så meget, at vandet var helt gult! Mudderet og svovlbadet kom direkte fra undergrunden – der var ikke gjort noget ved det. De to bade havde en konstant temperatur på 38-40 grader og var meget afslappende!
Efter 3 timer i mudder- og svovlbad (godt opløste) tog vi til Agrodome. Agrodome er et åbent landbrug med shows for turister. Her så vi et meget turistet fåreshow, en fårehund genne får sammen, fik en traktortur rundt på deres marker, fodrede lamaer, får og rådyr, så en mark med kiwier samt smagte på deres egne kiwier og lokal honning. Det var nogen interessante timer, der dog bar en del præg af, at stedet var meget rettet mod turister.
Kæresteaften
Efter udflugten til White Island kørte vi ind i landet til Rotorua og Blue Lake – en køretur på halvanden til to timer, da vi undervejs havde et stop ved Kiwi360 (et oplevelsescenter i kiwifrugtens forunderligere verden). Vi fandt en campingplads lige ved Blue Lake og spurgte efter et sted at spise aftensmad. De anbefalede en restaurant ved Green Lake ca. 10 min kørsel derfra. Vi tog afsted helt uvidende om, at der var en kæresteaften i vente.
Restauranten “The Landing” lå lige ned til Green Lake. Smuk smuk natur! Vi var ret imponeret af restaurantens omgivelser. Vi valgte to hovedretter og forventede ikke det store. Vi troede, at stedet var en turistfælde, men det viste sig at være rigtig god og lidt finere mad. Vi sluttede af med en dejlig dessert: hvem kan sige nej til Chocolate Mud Pie og Cheesecake med passionsfrugt?
Alt i alt rigtig dejlig mad og super romantisk aften – noget, vi ellers ikke rigtig bruger hernede 🙂
Rundtur på aktiv vulkan!
Mandag den 4. marts var vi på udflugt til den aktive vulkan White Island. White Island er New Zealands største og mest aktive havvulkan (sidst i udbrud i år 2000). Vulkanen ligger ca. 50 km fra kysten ved Whakatane, Bay of Plenty. Den er 150.000-200.000 år gammel og rager 321 m op i vejret, men det er kun en brøkdel af den, der kan ses. White Island er i øjeblikket på level 2 (hvor 0 er det laveste og 5 det højeste), hvilket vil sige, at vulkanen har forøget aktivitet og spyer aske, samtidig med at der kan opstår mindre gaseksplosioner.
Der er kun guidede ture til vulkanen. Vi tog med “White Island Tours” og forlod Whakatane i deres båd med plads til godt 60 mennesker. Inden vi sejlede fra land, skulle vi læse en masse sikkerhedsinstruktioner og skrive under på, at vi besøgte vulkanen på eget ansvar…og vi fik at vide, at vi dermed IKKE kun søge erstatning af turarrangør, den New Zealandske regering m.m., hvis vulkanen skulle gå i udbrud, mens vi var på den. Der var rigtig mange bølger den morgen. Det var dermed en meget gyngende sejltur på en times tid ud til vulkanen, så vores håb om at se delfiner på turen svandt hurtigt ind. I båden blev vi udstyret med hjelm og gasmaske – just in case! Da vores båd kastede anker lidt uden for vulkanøen (forholdene gør, at båden ikke kan sejle helt hen til øen – man bliver i stedet transporteret i en lille gummibåd det sidste stykke), blev vi mødt af et imponerende syn. Det sydede og hvid røg væltede op af undergrunden.
Da vi kom op på vulkanøen, fik vi fortalt, hvad vi skulle gøre, og hvor vi skulle søge hen, hvis vulkanen skulle gå i udbrud. I så fald ville udbruddet højst sandsynligt kommer fra hovedkrateret, som ligger i den ene ende af vulkanøen. I den modsatte ende af vulkanøen, ligger den nogen store stendynger og vægge fra en gammel fabrik på øen – her skulle vi søge dækning, og derefter søge mod gummibåden, så vi kunne komme ud på den store båd og sejle derfra. Michael og jeg var dog ret enige om, at sandsynligheden for, at vi alle ved et udbrud ville komme fra vulkanenøen i live, var ret lille. I så fald var det vist mere “survival of the fittest”.
Det blev til godt en times gåtur på vulkanen – uden udbrud, men vi fik dog brug for gasmaskerne et par gange. Der var nok at se på vulkanen. Det ujævne terræn, hvis grå-hvide og knaldgule overflade var fuld af lommer og ventiler, hvorfra hvide, dampede skyer af gas og aske jævnligt kommer ud, var et imponerende syn. Vi havde en fantastisk time på vulkanen – det var en rigtig spændende oplevelse, som vi ikke ville have været foruden.
Hobbitton – en rejse til Herredet
Søndag den 3. marts kørte vi fra Coromandel Peninsula og sydpå mod bunden af Bay of Plenty. Undervejs havde vi dog en lille afstikker ind i landet til Matamata, hvor Hobbittrup (Hobbitton) fra Ringenes Herre blev bygget. Det var vist ikke nogen hemmelighed, at det var Michael, der pressede mest på for at se denne lille del af New Zealand. Det var en meget sjov oplevelse at se en så stor filmkulisse med egne øjne og konstatere, at man nogen gange må forundres over, hvor stort et maskineri, der sættes igang for at lave en film. Dette tilfælde er måske også lidt ekstremt, men ikke desto mindre, så var det rigtig sjovt at være der selv.
Lidt sjove facts om Hobbitton:
– der er bygget 37 hobbit-huller ud af primært ubehandlet træ, krydsfiner og skum.
– det eneste hobbit-hul med lidt interiør er Bilbos hus (eller “ham der Bruno”, som Astrid kaldte ham). Det blev brugt til at skyde nogle af indgansscenerne udefra.
– den New Zealandske hær fik opgaven med at bygge veje til sitet – de byggede i alt 1,5 km omkring stedet.
– stedet blev valgt som lokation pga. det store træ, der står ned til søen og fordi man ikke kunne se nogen nyere menneskeskabte strukturer i nogen retning.
– alt beplantning i haver, gadekær mv. blev plantet ud op til 2 år før den første optagelse for at det kunne nå at vokse naturligt til i området. Det eneste kunstige beplantning er træet oven på Bilbos hus. Det er håndlavet, koster ca. 1,5 mio. NZ $ (svarende til ca. 7-7,5 mio. DKK) og vejer ca. 40 tons. Det oprindelige træ (også flyttet til formålet), som blev brugt til de første tre film blev hugget ned og smidt væk efter de første optagelser var færdige, da filmselskabet var forpligtet til at efterlade stedet som de havde overtaget det. Nedrivningen blev dog sat på pause, da snak om “Hobbitten” kom på tale.
Cathedral Cove og Hot Water Beach
Første stop på Coromandels østkyst var ved Cathedral Cove, som er store hvide katedrallignende klippeformationer, der går ud fra stranden. Sandstranden er kridhvid, havet er klart og turkisfarvet og der er sindssygt mange turister. Cathedral Cove er Coromandels mest berømte ikon og har været med i flere spillefilm, bl.a. Narnia – Prins Caspian. Efter at have besøgt stedet midt på eftermiddagen forstår vi bedre, hvorfor Lonely Planet anbefaler, at man kommer enten meget tidligt eller sent på dagen for at undgå de mange turister!
Næste stop var Hot Water Beach, som ligger lige syd for Cathedral Cove. Hot Water Beach har fået navn efter den termiske aktivitet, der sender varmt vand op gennem sandet ved lavvande. Vi gjorde som de lokale, stod meget tidligt op ved lavvande, gik ned på stranden og gravede et hul og nød det varme vand. Det var en spøjs oplevelse, jo dybere vi gravede, jo varmere blev vandet!
