“Landmænd” i mudderbad

Tirsdag den 5. marts tog vi til Hell’s Gate, som ligger lidt nord for Rotorua og Blue Lake. Hell’s Gate er et termisk “oplevelsescenter”, hvor man kan opleve naturens termiske kræfter på nært hold og bagefter nyde godt af dem. Vi startede med en gratis rundtur i området med guide. En rigtig god tur med en meget fortællende guide, som uden tvivl vidste rigtig meget om området. Bagefter var vi en tur i mudderbad og derefter et “svovlbad”, med en meget høj koncentration af svovl – så meget, at vandet var helt gult! Mudderet og svovlbadet kom direkte fra undergrunden – der var ikke gjort noget ved det. De to bade havde en konstant temperatur på 38-40 grader og var meget afslappende!

Efter 3 timer i mudder- og svovlbad (godt opløste) tog vi til Agrodome. Agrodome er et åbent landbrug med shows for turister. Her så vi et meget turistet fåreshow, en fårehund genne får sammen, fik en traktortur rundt på deres marker, fodrede lamaer, får og rådyr, så en mark med kiwier samt smagte på deres egne kiwier og lokal honning. Det var nogen interessante timer, der dog bar en del præg af, at stedet var meget rettet mod turister.

Kæresteaften

Efter udflugten til White Island kørte vi ind i landet til Rotorua og Blue Lake – en køretur på halvanden til to timer, da vi undervejs havde et stop ved Kiwi360 (et oplevelsescenter i kiwifrugtens forunderligere verden). Vi fandt en campingplads lige ved Blue Lake og spurgte efter et sted at spise aftensmad. De anbefalede en restaurant ved Green Lake ca. 10 min kørsel derfra. Vi tog afsted helt uvidende om, at der var en kæresteaften i vente.

Restauranten “The Landing” lå lige ned til Green Lake. Smuk smuk natur! Vi var ret imponeret af restaurantens omgivelser. Vi valgte to hovedretter og forventede ikke det store. Vi troede, at stedet var en turistfælde, men det viste sig at være rigtig god og lidt finere mad. Vi sluttede af med en dejlig dessert: hvem kan sige nej til Chocolate Mud Pie og Cheesecake med passionsfrugt?

Alt i alt rigtig dejlig mad og super romantisk aften – noget, vi ellers ikke rigtig bruger hernede 🙂