Bonusinfo om Las Vegas

Ifølge turistguidebogen er Las Vegas det vildeste, mennesket har bygget siden Babelstårnet. Her burde efter naturens love kun leve nogle få krybdyr, men der bor nu over 2 millioner mennesker i det samlede byområde omkring Las Vegas.
I 1990’erne og 2000’erne var der et gigantisk byggeboom i Las Vegas, hvor man på The Strip skabte temakasinoer som Treasure Island, Excalibur, Luxor, Paris, New York og mange andre. Bellagio og Wynn Las Vegas har indtil videre været de dyreste temakasinoerne at bygge, hhv. mere end 10 mia. og 16 mia. kr. har de kostet.
Der er gratis underholdning af Hollywood-dimensioner langs The Strip, bl.a. vulkanudbrud hver time (Kasino Mirage), sørøvershow (Treasure Island) samt en imponerede sø og en hær af vandkanoner (Kasino Bellagio).
Las Vegas har mere end 150.000 hotelværelser – flere end nogen by i verden. Det årlige besøgstal ligger på omkring 40 millioner. I gennemsnit opholder de sig i byen 3,3 dage og bruger 2700 kr. alene på spil. De spiller så mange penge op, at kasinoerne i Las Vegas-området årligt betaler over 50 mia. kr. i spilleskat om året.

3 på aftentur

Efter turen i poolen og et lille hvil fik BM og BF lige pludselig travlt, da vi (BM, BF og Michael) skulle afsted til Las Vegas ”centrum”. Det viste sig, at shuttlebussen kørte om 20 min, så vi skulle være hurtigt færdige. De fik hurtig ordnet lidt praktisk og fundet de ting, de skulle have med, og så gik det ellers afsted.

Vi startede med at tage til Downtown Las Vegas (Freemont St.), som er den ”gamle” del af Las Vegas, hvor det hele startede. Det er rigt udsmykket med masser af gamle neonrør og glødepærer på facaderne og er bestemt et besøg værd. Vi brugte en god halv time i området, inden turen gik hastigt videre til The Strip for at se på den nyere del af byen. Vi besluttede at tage en taxa, da den bus vi fandt stoppede 10(!) gange mellem Freemont St. og Bellagio, hvor vi skulle se springvandsshowet. Det var en hæsblæsende tur med en taxachauffør, der havde en meget ”åben” fortolkning af færdselsloven, herunder hastighedsgrænser, overhalinger, lyssignaler m.m. Vi nåede det lige til showstart, så BM og BF fik en Las Vegas must-see oplevelse med i bagagen.

Da den sidste shuttlebus tilbage til Sam’s Town gik lidt over kl.21, havde vi desværre ikke så meget tid til at udforske andet end området omkring Bellagio. Vi bevægede os med rolige, men bestemte skridt over mod Harrah’s igennem det mylder af mennesker, der også mente, at de skulle opleve Las Vegas om aftenen. Vi nåede bussen i god tid, og BM og BF var ”mættet” af indtryk og var klar til at komme hjem og putte i autocamperen.