Forfatter: Astrid

Udgivet den

Det går op og ned…

Inden vi forlod Alcatraz Island, faldt David i søvn. En tiltrængt lur for den lille turist! Da vi kom tilbage på fastlandet, brugte vi lidt tid på havnepromenaden. Vi så en masse søløver ved Pier 39, slappede af på en bænk, spiste is og så på mennesker. Der var rigtig mange mennesker, så da David vågnede, bestemte vi os for at gå væk fra havnepromenade og op til hop-on hop-off sightseeing bussens stop 1, som ikke var langt væk.
Vi kom med bussen og kørte med til stop 3, hvor vi stod af og gik op til Lombard Street, som af mange regnes for at være verdens mest snoede gade. Det gik op, det gik rigtig meget op, og så gik det endnu mere op. David synes, det var sjovt at sidde i klapvognen, da den fik en noget tilbagelænende hældning på vej op. Michael tog billeder, BM og BF var enige om, at det var en meget stejl vej, mens jeg mest tænkte over, at det var godt, jeg ikke skulle løbe op af den vej (Holmes bakker er vand sammenlignet med den vej).

Det var sjovt at se Lombart Street, som er en San Fransiscos mange turistmagneter. Vejen snor sig, og de bilister, der vælger at køre ned af vejen, kører meget meget langsomt. Der var vagter ved vejen for at undgå, at de mange turister stilles sig midt på vejen for at tage billeder og dermed skaber trafikprop. Det var ikke noget, vi brugte en masse tid på, men det var gåturen opad de stejle veje værd. Et must see, hvis man er på de kanter.

Udgivet den

Gå direkte i fængsel

Søndag d. 28. august gik vi alle direkte i fængsel – bogstavligt talt. Vi havde booket billetter hjemmefra til den første afgang kl. 8.45 – vi forventede, at vi alligevel ville være oppe, så vi kunne lige så godt komme op og få noget ud af dagen. Og ganske rigtigt – vi var oppe. David vågnede kl. 04.20 og var super frisk. Michael og jeg kunne dog godt have brugt en time mere på øjet. David fik lidt mad at starte på. Resten af morgenen taget i betragtning var det en god ting.
Vi havde aftalt med BM og BF, at vi skulle mødes til morgenmad 6.30, hvor den lokale diner ifølge deres personale skulle åbne. Men da vi kom hen til dineren, der ligger lige overfor hotellet, var der lukket. De åbnede først kl. 7. Øv! Vi bestemte os for at gå mod havnepromenaden, hvorfra båden til Alcatraz Island skulle sejle og finde noget på vejen. Det var dog lettere sagt end gjort sådan en søndag morgen. Først da vi nåede havnepromenaden, fandt vi et åbent sted med kaffe og morgenmadslignende mad. Det var tiltrængt.
Vi nåede båden til Alcatraz Island uden problemer, og vi set en masse af byen på vejen. Det var en god gåtur, hvor vi fik dannet os et helt andet indtryk af byen, end dagen før hvor vi kørte med hop-on hop-off sightseeing bussen. En kort sejltur, og vi blev sat af på Alcatraz Island sammen med godt 300 andre turister. Set fra fastlandet og fra båden synede øen og dens bygninger ikke af meget, og det var svært at forestille sig, at det var et af USA’s bedst bevogtede fængsler, indtil det blev lukket i 1963.
Vi kom ind i fængslet samme vej, som fangerne selv oplevede det. Til gengæld blev vi sluppet løs i fængslet, hvor en meget spændende audio tour (indtalt af tidligere fanger og fangevogtere) gav et meget levende indtryk af det benhårde og rædselsfulde fængselsmiljø, som det var dengang.
Det var en rigtig god formiddag på Alcatraz Island og i fængslet. Vi havde alle set frem til at se fængslet, som vi har hørt så meget om. Spændende og fascinerende var det. Det var bestemt besøget og alle pengene værd at se, hvor og hvordan fangerne havde boet og haft deres ”hverdag”. Kun David var en smule utilfreds, men det bundede mest i, at han var stået meget tidligt op og derfor allerede kl. 10 var godt træt. Rasmus Klump afhjalp dog de værste kriser, så vi kunne se det sidste af fængslet.

Fængslet var en stor oplevelse, men det er uden tvivl også en turistmagnet, hvor der dagligt kommer rigtig mange mennesker igennem. En billet koster omkring 30 dollars, hvilket i sig selv er ok, men når man så tænker over, hvor mange mennesker der er igennem på en dag, så kan man godt regne ud, at der er nogen, der tjener en del penge på fængslet.

Udgivet den

Hop på! Hop af! San Fransisco rundt…

Efter at have hvilet ud efter rejsen og fået sovet lidt (nogen mere end andre…) bød første hele dag (lørdag d.  27. august) i San Fransisco på en rundtur i byen. Vi bestemte os for at tage en hop-on hop-off sightseeing bus – Big Bus Tours – så vi nemt kunne komme rundt os se meget af byen.
Vi stod på bussen ved Civic Center ikke langt fra vores hotel. På vej derop kom vi forbi City Hall (byens rådhus). Rådhuset er bygget i 1915 af marmor og granit og har en meget flotte kuppel, der er 93 meter høj. Foran rådhuset ligger en stor park, hvor der bl.a. er to legepladser og masser af plads til, at David kunne tage en god løbetur. I parken var det dog også tydeligt, at byen har en del hjemløse. De lå side om side;  nogen med egen indkøbsvogn, andre med telte og store dyner. Et trist syn foran en ellers meget flot bygning.

På vej i bussen mod vores første stop kørte vi igennem byens hippiområde. Eller som der sagt i højtaleren, ikke hippies, men chippies (børn af hippies). Et meget farverigt område med interessante butikker og cafeer, som helt sikkert ville være et stop værd, hvis vi havde haft mere tid.
Vi stod af bussen ved Golden Gate Park. Den 4 km2 store menneskabte park er et grønt åndehul med søer, bakker, enge, en botanisk have, en japansk tehave og meget mere. Vi bestemte os for at se nærmere på den japanske tehave. På den korte gåtur derhen kom vi forbi to halvstore springvand, som David var meget fascineret af. Vand, der plasker, er lige sagen…åbenbart også, selvom man ikke kan få lov at lege med det.

Den japanske tehave skulle ifølge guidebogen være et rart sted at hvile hovedet efter en dag med alt for mange indtryk. Meeeeen mængden af turister taget i betragtning er jeg (Astrid) ikke helt enig i denne opfattelse. Ja, det er et rart, flot og meget harmonisk sted, men det var også et travlt sted med mange turister. Det var i hvert fald ikke der, jeg ville tage hen, hvis jeg skulle stresse af og hvile ud. I haven fik David og os andre selvfølgelig set en masse store guldfisk – det var dog mest David, der var imponeret over fiskene, som vi brugte rigtig lang tid på at se på. Hvis han kunne og havde fået lov, havde han helt sikkert taget dem op i hånden. Det var også i haven, at David havde sit første feriestyrt. På vej ned af en lille bakke fik han alt for meget fart på benene og faldt så lang han var. Efter trøst, pust på hovedet og flere fisk var han klar igen.

Busturen gik videre henover den kendte orangerøde Golden Gate Bridge, der svæver højt over indsejlingen til San Fransisco-bugten. Broen, der er 2,7 km lang, er bygget i 1933-37. Selv de største skibe kan sejle under broen, der midtpå er omkring 67 meter over vandoverfladen. Bropillerne rager 228 meter i vejret. Nogle gange forsvinder bropillerne i havgus eller lavt hængende skyer, men vi var heldige og fik hele broen at se. Vi havde fået plads ovenpå bussen, så vi nemt kunne se hele broen. Det blæste en del, da vi kørte over broen, men det var oplevelsen værd. Det var et imponerende syn. Utroligt, at man allerede den gang kunne bygge så stor en bro, der den dag i dag stadig er flot og brugbar.

Efter Golden Gate Bridge var David godt træt, så vi bestemte os for at køre med bussen over til China Town, hvor vi forhåbentlig kunne finde et stille sted, hvor han kunne sove en lur. I China Town fandt vi ret hurtigt en lille bitte park, der var ved siden af ”hovedgaden”. Der var stille roligt i parken, så David faldt i søvn, men Michael og BF tog en velfortjent pause på bænken ved siden af. Det er jo hårdt at være turister. BM og jeg gik i butikker for at se på souvenirs og kinesisk tingel tangel. Den ene butik lignede hinanden, og der var ikke stor forskel i, hvad de solgte. I en butik kom vi i snak med indehaveren, der fortalte, at huslejen i China Town ikke er så billig, som mange tror. 15.000 dollars om måneden (et sted ml. 75-90.000 DKR) betalte han for at have butikken. Selvom jeg ikke er det store matematiske geni, kan jeg godt regne ud, at der virkelig skal sælges mange postkort, magneter og andet tingel tangel for at få de penge hjem, så jeg forbarmede mig over ham og købte en ”jule-sporvogn” til hele 3,5 dollars – et stykke fantastisk og meget enestående stykke julepynt til at hænge på juletræet.
Efter et stykke tid havde BM og jeg set nok butikker, så vi gik over til de andre i parken. David sov endnu, så Michael og jeg gik på jagt efter frokost. Vi fandt sjovt nok en kinarestaurant lidt væk fra hovedgaden. Her bestilte vi noget forskelligt mad og de kendte dim sum (små dejbakker fyldt med fisk, kød eller grøntsager). Pga. en eller anden fejl i køkkenet kom vi til at vente længe – længere end vi havde regnet med. Kineserne synes åbenbart også, vi skulle vente lidt for længe, for vi fik gratis smagsprøver på dim sum, vand og 8 lykkekager. Det viste sig dog, at maden var ventetiden værd. Det var lækker frisk mad til ikke alt for mange penge, og selv David spiste, så jeg betegner det som en succes.
China Town lignede lidt alle andre China Towns, vi har set rundt om i verden, så da vi havde spist, bestemte vi os for at komme videre. Klokken var da også blevet ca. 16, så hvis vi skulle nå mere, skulle det til at være. Vi hoppede på bussen samme sted, som vi stod af. Det var meningen, at vi ville køre med indtil stop nr. 3 (stod på ved stop 18 og med 21 stop på ruten, anså vi det for realistisk at tage et stop mere, inden vi skulle tilbage til hotellet). Men det viste sig, at trafikken i San Fransisco sådan en lørdag eftermiddag er slem. Især ved havnepromenaden Fisherman’s Wharf var der trafikprop – derfor nåede vi først stop 1 en times tid senere. Vi bestemte os for at køre med bussen hjem. Især David og jeg var trætte, så vi bestemte os for at kalde det en dag og køre med bussen til stop 8, så ligger tæt på hotellet.

Der var ekstrem meget trafik i indre by, så vi nåede først stop 8 ved 18.15 tiden. David skulle lige rutsje lidt, så vi nåede først hotellet ved 19 tiden. Det blev en nem aftensmad for David, Michael og jeg – vi hentede simpelthen mad på Burger King. Noget, som jeg ellers helst holder mig fra. BM og BF var stadig frisk, for de gik på den lokale diner og spiste.

Udgivet den

Nu i San Fransisco

Natten mellem torsdag d. 25. og fredag d. 26. august låste vi Holmehytten af, pakkede familiecontaineren og kørte mod Aalborg Lufthavn. Her mødte vi BM og BF, som var blevet fuldt til lufthavnen af Moster Stinna. 

Vi var tjekket ind hjemmefra, men manglede bagagemærkerne – “error” sagde maskinen, og vi måtte søge hjælp hos noget personale. Maskinen hos den første hjælper virkede slet ikke, så vi måtte søge hjælp hos en kvinde. Hun kunne noget, som de andre ikke kunne…og vupti så fik vi bagagemærker. Vi kom dermed af med bagage og klapvogn og var parate til at sige pænt farvel til Moster Stinna.
Den gode tid, som vi var i, var skrumpet lidt ind, så morgenmaden blev knap så afslappet, som jeg (Astrid) havde håbet på. David gad da heller ikke sidde stille, så det gav lidt sig selv.
Davids første flyvetur var mellem Aalborg og Amsterdam. Det gik rigtig godt, og de urolige tanker kunne vi godt have droppet. Han synes, det var sjovt! Og da han så oveni købet fik rosiner ved take off og landing, kunne han nærmest ikke blive mere lykkelig. 
Vi nåede Amsterdam uden problemer. Flyet mod San Fransisco var forsinket, og David var ved at være godt træt, så jeg måtte gå ca. 75 ture frem og tilbage på rullebåndet for at få ham til at falde til ro. Det var så dagens motion. 🙂 David nåede at få en lille times søvn, inden vi igen skulle ind i flyveren, så han var semifrisk, da vi skulle videre.
De 9 og en halv time i flyet mod San Fransisco gik relativt smertefrit. David blev overtræt og havde en ordentlig tude-/skrigetur, men efter en lur var han klar igen. Sjældent har vi set den samme Brandmand Sam tegnefilm så mange gange i træk, og sjældent har jeg hjulpet med at sætte så mange klistermærker i en bog som på den flyvetur, men hvad gør man ikke for at få fred og ro…
I San Fransisco lufthavn kom BM og BF uden problemer igennem tolden. Det stod dog anderledes til med os… Tolderen, der skulle tjekke vores pas og indrejse, synes åbenbart vi var lidt mistænkelige. Et, fordi vi sagde, vi ingen kontanter havde med, og to, fordi vi sagde, vi ingen frugt havde med (bevares, vi havde haft frugt med, men resterne var smidt væk). Vi fik endda frugtspørgsmålet to gange: Do you have any fruit? No! Do you have any apples, bananas or oranges? No! At vi åbenbart var mistænksomme, gjorde, at alle vores tasker måtte igennem scanneren og derefter rodes igennem af en tolder. Alt var dog i orden, og vi kom igennem tolden.
Nu er vi velankommet på hotellet i Civic Distric, San Fransisco. Klokken er 14.45 lokal tid. David får sin en lur, og vi hviler os. Snart er vi klar til nye oplevelser, og vi glæder os…

Udgivet den

DAM on tour 2016 – West USA here we come…

Siden sidste rejse til Florida i 2014 er familien blevet udvidet til tre. David er kommet til. Vores fantastiske energifyldte søn er nu 2 år og klar til sit første udenlandske eventyr.

Fredag d. 26. august 2016 flyver vi til San Fransisco. Foruden os tre skal Davids bedsteforældre (Astrids forældre, efterfølgende kaldet BM og BF) med på rejsen. Vi er tilbage i Danmark igen onsdag d. 21. september 2016.

Ruten, der skal tilbagelægges i en ca. 10 meter lang autocamper, er stort set på plads. Vi forventer at skulle køre ca. 2600 km, hvilket ikke er mange km, i forhold til hvad vi plejer at køre, når vi er undervejs på de lange rejser. Denne gang har vi indlagt flere dage, hvor vi ikke skal køre nogen steder, men hvor vi bliver sammen sted for at slappe af og se nærmere på området. Vi glæder os til at komme afsted og er spændte på, hvordan David reagerer på flyveturen, jetlaget og de mange nye indtryk, der venter.

På billedet herunder ses vores forventet rute. Den kommer vi selvfølgelig nærmere på undervejs.

Udgivet den

Uventet ventetid i Miami Lufthavn

Efter en fantastisk dejlig ferie med sol, varme, oplevelser og ikke mindst afslapning er det blevet tid til at vende næsen mod DK! Sådan næsten da i hvert fald…

Vi kom op i godt tid…alt for god tid, viste det sig, da vi nåede lufthavnen. De sidste småting blev smidt i kufferten, og bilen blev uden problemer afleveret hos udlejningsfirmaet National. Vel ankommet til lufthavnen fandt vi Lufthansas check-in-skranke. Her stod der, at check-in først åbnede kl. 12.55. Altså et par timer efter, vi troede, vi skulle være fløjet. Efter at have tjekket vores rejseplan (og ikke kun Michaels telefon/kalender, som desværre var det eneste, vi tjekkede i går…) kunne vi konstatere, at vores fly først afgår kl. 16.55 lokal tid og ikke kl. 10.55, som vi troede. NITTE! Michael mener, at fejlen er sket, fordi hans telefons kalender har lavet tiden om til europæisk tid. Hvad ved jeg? Jeg ved bare, at vi nu sidder på en dårlig stol i lufthavnen og venter…pt. har vi ventet siden kl. 8 og nu er klokken 10.45. Der er laaaaang tid…alt alt alt for lang tid til check-in endnu. Det kan dog ikke svarer sig at tage nogen steder, så vi må få tiden til at gå her. Og hvad laver man så i en kedelig lufthavn, når man ikke er tjekket ind? Hmm…Michael læser i en bog, mens jeg (Astrid) indtil videre kun er nået til at lege med internettet. Længe leve iPad og internet! Det er guld værd i visse situationer. 🙂

Eftersom vi skal vente længe endnu, kommer der sandsynligvis flere små blogindlæg i løbet af dagen. Et eller andet skal der jo ske! Desuden kan jeg vist godt tilføje endnu et indlæg til “Astrids indtryk af USA” 😉

Udgivet den

Sidste dag i Miami! Sidste dag på ferie!

I dag, tirsdag den 11. februar, var feriens sidste dag, inden turen går hjemover imorgen tidlig. Som den opmærksomme læser bemærkede i gårsdagens afsnit, så stod den i dag på shopping af diverse småting, som vi ville have med hjem herovre fra. Vi havde forhørt os i receptionen om, hvilke muligheder der var i området, og de havde givet os en liste til de største shoppingcentre indenfor en halv times kørsel. På forhånd havde vi snakket om at købe noget creme med hjem til Astrid (man kan ikke få det mærke derhjemme) og muligvis lidt æble-produkter (nok mest til Michael). Vi besluttede os dog for at starte dagen stille og roligt med morgenmad på restauranten ved siden af hotellet, da hotellets morgenmadsbuffet ikke ligefrem tiltalte os. Istedet stod den på to gange omelet med pandekager og kaffe, hvilket vi nød i en (næsten) mennesketom restaurant, da der kun var et bord foruden vores, der sad nogen ved.

Efter morgenmaden begav vi os mod dagens første destination, som ifølge GPS’en lå ca. 20 minutters kørsel fra hotellet. Efter en god times tid i Miami’s myldretid (der åbenbart strækker sig til 10-11 tiden) lykkedes det os endelig at komme frem til Dadeland Mall. Ved ankomsten kunne vi konstatere, at der lå en Cheesecake Factory (restaurant) i centeret, så der aftalte vi, at indtage frokosten efter første runde shopping. Vi fik kigget på en masse butikker og kunne tydeligt se, at det bestemt ikke var alt, der var lige billigt. Vi dog som forventet shoppet det mest nødvendige og ellers kigget på en masse andre sager. 
Da vi mente, at vi havde set det, der var at se i det center, var sidste stop som aftalt Cheesecake Factory. Desværre havde superturisterne ikke brugt så lang tid som ventet i centeret, så morgenmaden fyldte stadig godt i maven og lod ikke meget plads til en tidlig frokost. Vi blev dog enige om at tage et stykke kage, når nu vi var der… kagemaven er der altid plads i. 🙂 Vi fik nogle fine stykker kage, som desværre lå så tungt, at jeg (Michael) måtte give op halvvejs. Jeg skammer mig stadigvæk, men vil dog sige til mit forsvar, at det var et ret stort stykke! Vi blev ved samme lejlighed enige om, at frokosten blev skippet den dag, da vi begge to var ret mætte efter den velsmagende kage. 
Vi drog videre til næste shoppingcenter og fandt lidt tøj og nogle souvenirs at tage med hjem. Efter at vi havde kæmpet os gennem ca. halvdelen af centeret, blev vi enige om, at det vist var det for denne omgang. Butikkerne begyndte alle sammen at ligne hinanden, og vi var ved at være trætte af nærgående sælgere med prøver på det ene og det andet, af stanken af parfume fra diverse boder og af musik kørende med 100 dB, så man ikke kunne snakke sammen uden at råbe. Vi var jo også nødt til at indse, at kufferterne ikke pakkede sig selv, samtidig med at vi skulle have styr på tidsplanen for morgendagens rejse, og hvor vi skulle aflevere vores tro følesvend – lejebilen. 
Efter vi fik pakket kufferterne og smidt det væk vi ikke gad at have med hjem fik vi lidt aftensmad. I morgen skal vi tidligt op (kl. 6.30 lokal tid), så vi skal i seng i ordentlig tid. Opdatering om hjemturen kommer senere. Dog måske først, når vi er tilbage i Holme-City.
Udgivet den

Sightseeing i Miami

I går, mandag den 10. februar, var første dag ud af to hele dage i Miami. Vi havde lidt svært ved at beslutte, hvad vi skulle – shoppe eller se byen – så det endte med at være en blanding af de to ting. Mere om det herunder.

Dagen startede som alle andre dage med morgenmad. Hotellet, vi er på nu, har morgenmad inkluderet. Dog er vi vant til, at morgenmad på hotellerne er af meget svingende karakter, så vi havde ikke de store forventninger, inden vi gik ned i receptionen for at spise. Det viste sig, at det var rigtig godt, at vi ikke havde de store forventninger. Morgenmaden var eksisterende, men ikke særlig god. Hvide bagels, hvidt toastbrød, juice, kaffe og appelsiner. Derudover var der meget lidt plads, hvor man kunne sidde, så det var med at være hurtig, når der var nogen andre, der rejste sig fra et bord. Vi fik dog et sted at sidde og noget at spise, så det kan vi ikke klage over.
Michael snakkede efter morgenmaden med en person i receptionen, der fortalte os, hvor vi skulle køre hen og parkere, hvis vi skulle ned at se Miami Downtown. Vi tog bilen ned til byen og fik endnu engang en smagsprøve på trafikken i Miami (første smagsprøve var da vi skulle finde hotellet…). Om det var, fordi vi skulle ind til byen, eller om det var, fordi det var på et andet tidspunkt af dagen, ved vi ikke, men trafikken var endnu mere crazy, end da vi kom søndag aften. Tæt trafik – alt for mange biler – og meget høj hastighed. En enkelt gang var det lige ved at gå galt, og Michael måtte op at stå på bremsen. Heldigvis klarede vi det uden skrammer! 
Vi parkerede bilen ved Bayside Marketplace, som er et udendørs shoppingcenter, der er placeret ned til Biscayne-bugten. Ikke nok med, at det er et shoppingcenter, så er det også startstedet for “hop on, hop off-sightseeing-busserne”, der kører rundt i Miami by og Miami Beach. Vi bestemte os for at vente lidt med shoppingen og købte billetter til sightseeing-busserne “Big Bus”. Den første bus, der kørte mod Miami Beach, hoppede vi på. Turen gik bl.a. forbi de rige og kendtes huse og ned mod South Beach og Ocean Drive. Dermed kom vi også igennem det kendte art-deco område, hvor mange af bygningerne, som blev vist i Miami Vice ligger side og side. Vi hoppede af bussen på Ocean Drive for at se nærmere på området og gå en tur ned på Miami Beach. Efter at have besøgt en enkelt art-deco butik, fået taget et billede ved Miami-uret samt nydt solen og en smoothie på stranden hoppede vi tilbage på bussen. Det var en rigtig lækker strand, og vandet så fantastisk ud. Da vi dog ikke havde badetøj med, blev det ikke til mere, end at kigge på de andre badende. Lidt senere hoppede vi tilbage på bussen – vi var enige om, at stoppet var et rigtigt fint afbræk på busturen. Vi fortsatte gennem Miami Beach og det dertilhørende område. Det var fint at se, hvordan området ser ud, men der er ikke noget interessant at fortælle herom. Der var stort set ikke andet end hoteller samt dyre butikker og restauranter.
Busturen sluttede ved shoppingcentret Bayside, hvorfra bussen også var afgået. Det var tid til frokost! En af guiderne havde anbefalet restauranten The Knife, som er et all-you-can-eat steakhouse, som vi bestemte os for at prøve. Maden på The Knife var rigtig god… og som ved de fleste andre amerikanske restauranter var der mere end rigeligt at vælge imellem. Prisen var overkommelig – for ca. 22 $ (ca. 120-130 kr.) var der salatbuffet, en masse retter, adskillige slags kød på grillen, drikkevarer og dessert. Vi kan vist roligt sige, at vi var mere end mætte, da vi gik fra stedet.
Efter at have spist frokost var vores maver så fyldte, at vi bestemte os for at hoppe direkte på den sightseeing-bus, der bl.a. skulle vise os Miami Downtown, Little Havana og Coconut Grove. Michael havde læst meget om Miami i guidebøgerne og forventede, at der ville være en del af se og opleve. Det var dog en jævn kedelig tur og lidt af en skuffelse. Bevares, det var da fint at se de forskellige bydele, men så var der altså heller ikke mere i det. Det var meningen, vi ville være hoppet af et sted eller to, men det virkede ikke til, at der var noget at komme efter, så vi tog hele busturen uden afhop. 90 minutter efter busturens start var vi derfor tilbage ved shoppingcentret Bayside.
Det blev til en smule shopping og lidt mere sightseeing, inden turen gik tilbage mod hotellet. Vi købte ikke så meget, da shoppingcentret ikke lige havde de butikker, vi vidste, vi skulle have noget i. Det gjorde dog ikke så meget, da vi på forhånd havde planlagt at tage i to store shoppingcentrer i dag, tirsdag den 11. februar. Den sidste sightseeing foregik lige uden for shoppingcentret, hvor der stod en række statuer af kendte mennesker, der var bevæbnet. De ellers fredelige personer, der var udstillet, var blevet bevæbnet for at gøre opmærksom på de krige, der er i verden. Det var nogen flotte, men også meget anderledes statuer, som helt sikkert også ville kunne få stor opmærksomhed i DK.
Køreturen i bilen tilbage til hotellet forløb fredeligt. Vi tog en slapper resten af aftenen. Aftensmad blev det ikke til. Det var ikke nødvendigt efter den meget store frokost, som vi fik midt på eftermiddagen.
Udgivet den

Mødet med to delfiner

Efter en stille og rolig morgen med et forfriskende bad og pakning af vores sager, gik vi søndag den 9. februar over for at spise vores morgenmad på den nærliggende restaurant. Hotellet var booket uden morgenmad, da de ikke har noget køkken på området, men da vi aften forinden havde spurgt efter muligheder for morgenmad, havde receptionisten forbarmet sig over os og udstyret os med to vouchers til en fuld morgenmad på naborestauranten. Det tog vi selvfølgelig gladeligt imod og nød, at det eneste vi kom til at betale for var to glas juice. Vel tanket op, tjekkede vi ud af hotellet og satte kursen mod Theater of the Sea, hvor vi senere på dagen havde booket et møde med to rigtig søde delfiner. 


Theater of the Sea er en temapark for maritime pattedyr, dvs. delfiner, søløver, havskildpadder, alligatorer og krokodiller. Derudover er parken også hjemsted for en masse fugle, herunder en række forskellige farverige papegøjer. Parken er små 70.000 m2, hvoraf en stor del er lagune og bassiner til dyrene, så den er rimelig hurtig at gå igennem. I løbet af dagen kører der 5 shows i ring, så alle shows bliver vist 3 gange. Alle shows er en halv time lang og er planlagt således, at man kan gå direkte fra det første til det næste og så fremdeles. De 5 shows var hhv. en guidet tur rundt til de forskellige bassiner i parken, delfiner, søløver, papegøjer og bådtur/naturewalk igennem mangrovebuske. Vi valgte at tage dem fra en ende af, så vi havde tid til at slappe af og spise frokost, inden vores møde med delfinerne om eftermiddagen. Derved kunne vi også køre videre mod Miami, når vi var færdige og dermed komme frem til hotellet i nogenlunde ordentlig tid. 

Vi havde booket det, der hed “Meet the Dolphin”, hvilket betød, man stod på en platform og interagerede med delfinerne. De to delfiner, vi legede med, hed Duffy og Stormy og var hhv. 15 og 31 år gamle. Man kunne godt mærke, at den ældre delfin (Stormy) var lidt mere tålmodig end den yngre delfin Duffy, da Stormy vist havde prøvet det i nogen flere år. Vi fik bl.a. lov til at ae delfinerne på ryggen og maven, lege med dem, danse lidt og selvfølgelig også få det obligatoriske kys. Delfinerne var rigtig fine og søde. Under hele seancen blev der også taget billeder og video af parkens egne fotografer. Vi valgte at købe billederne med hjem, da vi gerne ville have nogen med i vores fremtidige fotobog. Vi havde dog også selv kamera med derind, men havde ikke helt så god mulighed for at tage billeder, som parkens fotografer havde. Det var en rigtig fed oplevelse at interagere  med delfinerne og bestemt alle pengene værd. 

Da vi havde vinket farvel til Stormy og Duffy, satte vi kursen mod Miami og vores sidste hotel på turen. Vi har fundet et hotel i nærheden af lufthavnen, da vi skal være i lufthavnen ret tidligt onsdag morgen og ikke vil til at slås med myldretidstrafikken omkring Miami downtown på det tidspunkt. Vi var godt trætte, da vi kom frem til hotellet og blev lettet over at se det fine værelse, vi havde fået lige over for elevatoren og med masser af plads. Det skyldtes, at værelset var handicapvenligt, men det gjorde nu ikke os noget. Vi fik anbragt tingene og besluttede os for at finde noget hurtig aftensmad i nærheden. Da vi kom tilbage og ville slappe af med lidt blog-skriverier, gik det op for os, hvor meget elevatoren egentlig larmede, når den kørte…og den kørte rigtig meget! Det lød som om, at nogen havde glemt at smøre den…vel og mærke de sidste mange år! Vi blev enige om, at det ville blive 3 lange nætter, hvis vi skulle høre på det, hver gang elevatoren kørte, så vi gik ned og bad om at blive flyttet til et andet værelse. Det fik vi lov til uden nogen modstand, så vi fik hurtigt pakket tingene sammen igen og stavret os over i hovedbygningen til et værelse i modsatte ende af gangen til elevatoren. Så var vi klar til at sige godnat! 

PS: Den opmærksomme læser har nok lagt mærke til, at det var hele søndagen, vi brugte på Theater of the Sea og delfinerne, og at vi ikke snorklede, selvom vi egentlig havde booket en tur søndag morgen. Vi havde ikke betalt for snorkelturen, men derimod kun lavet en reservering. Reserveringen ville automatisk blive slettet, hvis vi ikke tjekkede ind senest kl. 8 søndag morgen, så de stadig kunne nå at sælge turen til nogen andre. Vi ville meget gerne både interagere med delfinerne og have været ude at snorkle, men så meget tid havde vi desværre ikke. Da vi tidligere begge to har snorklet, men ikke før har interageret med definer, valgte vi delfinerne fremfor snorklingen. Vi har ikke fortrudt vores valg. Det var en stor oplevelse at lege med delfinerne, som vi ikke ville have været foruden, men jeg (Astrid) ville ønske, at vi havde haft en ekstra dag, så vi kunne have nået snorklingen også. Men det må blive en anden gang…




Udgivet den

The Keys – Sand, vand og luft! Og mad!

Lørdag den 8. februar var det igen på tide at pakke sammen. Vi skulle fra Key West mod øen Islamorada, som også er en del af The Keys, men som ligger tættere på fastlandet.

 
Inden vi kørte ud af Key West, ville vi ind og have taget et billede ved USAs sydligste punkt. Så kunne vi også få streget det af listen… 🙂 Vi fandt en parkeringsplads tæt ved det sydligste punkt. Dog havde vi kun mønter, så vi kunne holde der i 55 minutter. Da der også var et par andre ting i området, vi gerne ville se (plus, at vi skulle nå at spise morgenmad), havde vi lidt travlt. Vi fik taget vores billede ved det sydligste punkt, gik op for at se Hemingways hus og byens ældste fyrtårn og fandt derefter en café, hvor vi kunne få morgenmad to-go. Morgenmaden tog vi med ned til det sydligste punkt, hvor vi satte os i solen og spiste. Efter i alt 52 minutter var vi klar til at køre ud af Key West nordpå mod Bahia Honda State Park. Det var en meget effektiv start på dagen.
 
Bahia Honda State Park er 524 acres og ifølge guidebøgerne hjemsted for The Keys’ smukkeste naturlige strande med palmer, der skråner ud over sandet. I parkens baggrund ses resterne af den gamle togforbindelse “Overseas Railroad”, der engang borede sig ned gennem The Keys. Jeg (Astrid) havde forberedt mig og var trukket i badetøjet allerede fra morgenstunden, så jeg var klar til at hoppe i det lækre og meget klare vand, så snart vi ankom til parken. Michael fandt en plads i skyggen, hvor han kunne sidde og holde øje og læse lidt. Vi fik slappet godt og grundigt af – jeg (Astrid) i vandet og Michael på sandet. Frokosten indtog vi på stranden. Bagefter bestemte vi os for, at vi ville gå op på den gamle jernbanebro, hvorfra vi kunne nyde udsigten ud over parken. Det var en forholdsvis nem tur op. Udsigten var rigtig flot. Vi kunne tydelig se, hvor klart vandet var, og hvor hvide sandstrandene var.
 
Efter afslapningen i parken skulle der ske noget. Vi kørte derfor afsted mod Marathons lille lufthavn, hvor vi ville tage en helikoptertur for at nyde det smukke klare vand og øerne fra oven. På vej mod Marathon kørte vi igen over “Seven Mile Bridge”, som er den længste af de 43 broer i The Keys. Broen er 11 km. lang og blev indviget i 1985. Broen har det højeste punkt på The Keys, hvilket slet ikke så højt endda. Her kan DK sagtens være med! Køreturen over broen var en flot tur – ifølge guidebøgerne er kun få strækninger i verden kønnere at køre i bil – så vi nød turen, inden vi igen kom ind på en ø.
 
I Marathons lille lufthavn fandt vi Mike, som tog os med på en 20 minutter lang helikopetertur. Inden vi startede, spurgte Mike, hvad vi gerne ville se. Vi svarede “rev og dyreliv”. Han anbefalede så en tur, der ikke var i prislisten som vi sagde ja tak til. Selve helikopteren var meget gul og noget mindre, end den vi fløj med på New Zealand. På turen her var der plads til i alt fire personer. Inden vi gik i luften, blev vi udstyret med “redningsveste”, som vi skulle gøre brug af, hvis vi blev nødt til at nødlande på vandet. Dem fik vi dog heldigvis ikke brug for, da vi både kom op og ned og rundt uden problemer. Det var en rigtig fin flyvetur. På trods af vores flyvehøjde på ca. 30-40 meter kunne vi tydeligt se revet og havbunden gennem der klare vand. Vi så adskillelige hajer, rokker, barracudaer og en enkelt skildpadde. Derudover så vi noget af “Seven Mile Bridge”, øen Pigeon Key og Marathon fra oven. Fantastisk tur, som var alle pengene værd.
 
På vej mod hotellet gjorde vi stop ved Robbie’s Marina, da vi både havde læst og fået fortalt, at man kunne håndfodre store fisk (tarpon) ved kajen. Det var et helt lille samfund, da var bygget op omkring fiskefodringen. Der var adskillelige små shops (med mere eller mindre ubrugelige ting), en restaurant og bar samt udlejning af både, kajakker og fiskeudstyr. Vi købte adgang til os begge to, selvom det kun var Michael, der ville fodre fiskene. Jeg (Astrid) ville i stedet være superturisten, der tog billeder af Michaels fodringsevner. Vi købte en spand med en 10-15 små fisk, som Michael skulle bruge til at fodre med. Det viste sig at være nogen kæmpe fisk, Michael skulle håndfodre. Fiskene var en til halvanden meter lang. Heldigvis havde fiskene efter sigende ingen tænder, men det er som sådan jo ikke en indikator for, at det ikke gør ondt at få en finger eller to ind i fiskenes mund. Da fiskene efter sigende kunne hoppe op til en halv meter op for at tage maddingen, var det en nøje afmålt afstand, man skulle finde for ikke at blive nappet. Michael fik fodret fisk, mens jeg (Astrid) fik mig et godt grin, samtidig med jeg forsøgte at tage billeder på det helt rigtige tidspunkt. Det var en både sjov men også anderledes oplevelse.
 
Efter dagens mange oplevelser gik køreturen videre mod hotellet. Vi havde booket os ind på Creekside Inn på øen Islamorada. GPS’en kunne ikke finde hotellets adresse, så det var lidt spændende at finde frem til lokaliteten. Det lykkedes dog uden alt for mange U-vendinger. Vi tjekkede ind og nød solnedgangen fra hotellets “kaj”, som lå umiddelbart bag bygningen. I nærheden af hotellet havde vi set restauranten The Old Tavernier, som vi bestemte os for, at vi ville spise aftensmad på. Restauranten var et rigtig hyggeligt sted med mange specialiteter. Til forret prøvede vi grillet conch (konkylie) og hvidløgskugler, og til hovedret fik vi begge en pastaret med bl.a. kæmpe rejer. Det var klart den bedste madoplevelse, vi har haft i Florida. Stemningen og maden var speciel og rigtig god, så selvom det var et lidt dyrere måltid, var det bestemt pengene værd.
 
 
 
 
 
 
 
 
Drevet af WordPress