Indlæg

Udgivet den

Lidt om Death Valley

Death Valley (Dødens Dal) er det varmeste sted i USA og kommer man i sommerhalvåret, anbefaler guidebogen, at det er bedst blot at køre igennem nationalparken. Det havde vi så lige valgt at se bort fra!
Gennemsnitstemperaturen i juli er på 47 C, men der er målt temperaturer på over 57 C i skyggen. De høje temperaturer skyldes, at varmen bliver fanget i dalen, der er omsluttet af høje bjerge.
De mest almindelige dyr i Death Valley er klapperslanger, prærieulve og jordgøge (roadrunner).

Udgivet den

Hot hot hot hot!

Efter en god nats søvn og et dejligt bad på campingpladsen i Bishop gik køreturen fredag d. 2. september videre mod Furnace  Creek – en lille oase, der ligger midt i Death Valley National Park.
Allerede i Bishop kunne vi mærke, at temperaturen var steget i forhold til Yosemite. Men det var ingenting…jo mere, vi nærmede os Death Valley, jo varmere blev der.
Med den moderne teknologis vidunderlige mirakler (her: ”bussen” aircondition) blev det lidt af et chok, der ramte, da vi holdte første pause efter at være kommet ned i Death Valley. Vi gjorde holdt ved Mesquite Sand Dunes, hvor vi blev ramt af en mur af varme, da vi steg ud af”bussen”. Det skulle dog vise sig kun at være begyndelsen!
Vi kørte over et bjerg eller to. Ved ankomsten til Furnace Creek (-100 fod) holdte vi en kort pause ved deres visitor center – der stod et termometer uden for. Vi kunne konstatere, at temperaturen havde sneget sig op på 114 F / 46 C. Det kunne mærkes! Det var hot hot hot hot!
Der opstod en mindre krise i forhold til vores overnatningssituation, da vi havde svært ved at forestille os, hvordan det skulle lade sig gøre i den varme. Da vi kom frem til Furnace Creek Ranch, hvor vi skulle overnatte, fik vi vores reservation lavet om, så vi kunne tilslutte strøm til autocamperen (så vi kunne få tændt for airconditionanlægget). Vi havde i vores naivitet bestilt uden hookups (strøm/vand/afløb), men det kunne vi nemt heldigvis lave om.
Oprindeligt var det meningen, at vi skulle have været ude at se noget, men det var simpelthen for varmt. I stedet bestemte vi os for at spise på en af ranchens 5 restauranter, vaske noget tøj og bagefter smide os i stedets pool. Ren feriestemning!
Temperaturen faldt heldigvis en smule, inden vi gik til ro for natten. Dog kun ned til sølle 30 C, så det blev en varmt nat i ørkenen.

Udgivet den

Mexicansk mad i Bishop

Inden vi ankom til campingpladsen i Bishop, havde vi provianteret i et supermarked. Køleskabet var så småt ved at være tomt, så det var godt at få købt lidt mad og ikke mindst chokolade.
Vi var dog alle ret enige om, at vi trængte til et godt måltid mad, så da vi så, at der lå en mexicansk restaurant lige over for campingpladsen, var det ikke meget betænkning. Vi skulle have mexicansk mad til aftensmad…
Det var en lille hyggelig mexicansk restaurant. Der var både lokale og turister, der spiste, så vi blev enige om, at det sikkert var en ok mad. Imens vi så nærmere på menukortet, kom servitricen med nachos og tacosauce – især David blev glad, for han elsker ting, der knaser og smager godt.
Maden blev bestilt. I dagens anledning fik vi også en forret til deling. Forretten viste sig at være ret stor, så vi var glade for, vi kun havde bestilt én. Derefter fik BM og BF en salat anrettet i en meget stor nachos-skål, mens Michael og jeg fik hver vores omgang fajitas. Det var utrolig lækker mad, og som det nu er i USA, var der meget af det. Ingen gik sultne fra bordet, snarere tværtimod. 

Udgivet den

Fra Tenaya Lake og Tioga Pass til Bishop

Fra Tuolumne Grove kørte vi ad Tioga Road (Hwy 120) i  retning mod Tenaya Lake. Turen var meget idyllisk, og der var flere stops med en fantastisk udsigt over bjergene. Et af stoppene var Olmsted Point, hvor vi fik det sidste flotte syn af klippen Half Dome.
David var faldet i søvn i autostolen kort tid, før vi var ved søen, så det passede med, at vi tog vores middagsstop der. Jeg (Astrid) havde set frem til vores stop ved Tenaya Lake, fordi jeg havde læst, at det skulle være afsindigt smukt der…og fordi man kunne bade i søen. Det var utroligt smukt ved søen – det blå og meget klare vand var i flot kontrast med de grønne nåletræer og de grå klippeformationer. Jeg forsøgte at bade i søen, men vandet var koldt, og jeg kom kun i til lårene. Jeg bliver vist aldrig viking.

 Efter et par timer vågnede David fra sin lur. Den lille superturist var ikke sulten, men han var klar på at lege ved/i vandet. Der lå en masse sten, som han kastede ud i vandet – den ene sten var bedre end den anden. Den leg kunne han have fortsat med i timevis, men efter små 45 minutter var det på tide at pakke autocamperen sammen og køre mod vores næste overnatningssted i den lille by Bishop.
På vej mod Bishop kørte vi, som nævnt, af Highway 120. Hwy 120 er vejen, der forbinder Yosemite National Park med Eastern Sierra, og man køre igennem Tioga Pass (9945 fod /   ). Det var en snørklet vej både op og ned af bjerget, men Michael og autocamperen er blevet så bjergvante, at det kørte som smurt. 
Vi kom over Tioga Pass og kørte ind i Inyo County, Eastern Sierra. Landskabet blev efterhånden, som vi kom ned ad bjerget, mere fladt. Uden problemer fandt vi Bishop og vores campingplads for natten.
Udgivet den

Køleskabsproblemer og store træer

Til vores frustration fandt vi ud af, at køleskabet i bilen var holdt op med at køle i løbet af natten, hvilket betød, at vi måtte smide visse madvarer ud, herunder de is vi havde i fryseren! Efter at have læst lidt i bogen om autocamperen konkluderede Michael og jeg, at køleskabet højst sandsynligt ikke havde virket, siden vi forlod Turtle Beach RV Resort. SUK!
Vi bestemte os for hurtigt at få pakket sammen og køre op til Tuolumne Grove kun ca. 5 min. kørsel fra campingpladsen. For det første, fordi der højst sandsynligt ville være en parkeringsplads, hvor autocamperen kunne stå plant (så vi kunne få køleskabet til at virke igen), og for det andet for at være sikre på, at vi overhovedet kunne få en parkeringsplads til det store skrummel.
 Der var masser af plads på parkeringen ved Tuolumne Grove – faktisk var vi de eneste på det tidspunkt – og rigtigt nok var den plan. Efter at have læst et par sider i bogen om autocamperen konkluderede Michael og jeg, at det måtte være køleskabets gastænding, der ikke havde virket/var slået til i Turtle Beach RV Resort. Bogen foreslog også en løsning, som vi gav os i kast med! Efter godt 20 min. fungerede køleskabet igen – dog med forholdsvis lange udsigter til at blive helt koldt, idet det ville tage ca. 6 timer, inden det igen var helt kølende.
Vi spiste morgenmad og fik morgenkaffe og kl. 8.30, var superturisterne klar til at komme på tur. Michael og jeg havde læst om Tuolumne Grove på nationalparkens hjemmeside. Stedet er ikke nævnt i nogen af vores guidebøger, så det må betegnes som insiderviden. Ved Tuolumne Grove finder man nogen af de gigantiske sequoia-træer. Træer, som især BM, havde glædet sig til at se.
 Gåturen ned til træerne og tilbage ville ifølge et kort på parkeringspladsen tage omkring 2-3 timer. Heldigvis skulle turen være kørestolsegnet, så vi gik ud fra, at den også var klapvognsegnet. Der var små 2 km ned til træerne – og jeg mener decideret ned af bjerget. Og vi skulle selvfølgelig opad på vej tilbage!
Vi fik set en masse store træer. BM og BF var imponeret, David var knap så imponeret. Han ville hellere lege med stenene, der lå rundt omkring. Det lykkedes os at få klapvognen med hele vejen rundt, men Michael og jeg var enige om, at vi var glade for, at David trods alt ikke vejer mere og har en ret fleksibel klapvogn.
Tilbage ved autocamperen var alle (på nær David) blevet lidt svedige på vej op af bakken. Efter godt 8000 skridt var vi ligesom i gang fra morgenstunden. Vi fik velfortjent noget vand, inden vi kørte videre mod Tenaya Lake.

Udgivet den

I skovens dybe stille ro…

Torsdag d. 1. september vågnede jeg (Astrid) tidligt, ca. 04.30 – jeg kunne mærke, at det med at falde søvn igen ikke var en mulighed, så jeg ”rullede gardinerne fra” og lå og kiggede ud af vinduet. Det var så småt ved at blive lyst, og der var stadig ro blandt de andre campister. Hvilken idyl og ro! Det eneste, jeg kunne høre, var fuglefløjt – intet andet. Lige i det øjeblik nød jeg livet som campist i autocamper endnu mere, end jeg gør ellers. Det var fantastisk…
Omkring kl. 6 begyndte Michael, BM og BF at vågne. Der blev liv i bussen. Den eneste, der ikke var vågen, var David. BF og især BM var meget forundret over, at det kunne lykkedes dem at vågne før David, der lige præcis den morgen valgte at sove helt til kl. 7.15!
Udgivet den

På vej mod Glacier Point!

Anden dag (onsdag d. 31. august) i den tynde bjergluft bød på en længere køretur op til det nok mest berømte udkigspunkt i Yosemite National Park ved Glacier Point (7214 fod /2199 m). Vejen derop er en lang og snørklet vej rundt langs bjergsiderne, der vender ned mod Yosemite Valley. GPS’en sagde, at turen ville tage ca. 1 time og et kvarter, men det tog lige en smule længere, da der til dels var nogle udsigter, der skulle foreviges med kameraet, men også en hel del hårnålesving, der skulle forceres i den store autocamper.

På vej mod Glacier Point stoppede vi ved det kendte og meget populære Tunnel View. Herfra har man ifølge turistbogen en af nationalparkens bedste udsigter. Fra p-pladsen, der ligger ved en lang tunnel, er man hævet over skovene og ser direkte ind i Yosemite-dalen med vandfaldet Bridalveil Fall og klipperne El Capitan, Half Dome og Sentinel Rock. Tunnel View skuffede ikke – det var en utrolig smuk udsigt, som bestemt var stoppet værd.

På trods af vi havde gjort rimelig grundig research hjemmefra (syntes vi selv), viste det sig, at det ikke er tilladt for køretøjer længere end 30 fod at komme højere end til Sentinel Dome, hvilket er ca. en halv times kørsel fra Glacier Point! De havde kun sat et enkelt skilt op, der kundgjorde dette, hvilket jeg (Michael) ikke så! Skiltet var sat lige ved parkeringspladsen til Sentinel Dome, hvor en del folk til fods krydsede vejen, så der var nok at holde øje med i forvejen. Astrid nåede dog, på trods af hendes placering ved spisebordet i autocamperen, at opfange skiltet, men forstod det således, at biler på 30 fod eller over ikke måtte holde på den pågældende parkeringsplads.

Efter at have kørt et stykke videre op af den snørklede og meget smalle vej og lidt hurtig snakken frem og tilbage i autocamperen kom vi dog frem til, at det nok betød, at vi skulle være stoppet (ca. 2 km. bagude)! Eftersom vejen ikke var bredere end to vejbaner, var der ikke så meget at gøre ved det andet end at fortsætte og se, hvad skæbnen bragte os! Heldigvis kom der et udkigspunkt (Washburn Point) halvvejs mod toppen, hvor vi kunne holde ind og lægge nye planer. Vi blev enige om, at vi ikke skulle have autocamperen længere op, da vejen allerede var MEGET smal. Vi fandt ud af, at der kørte en shuttlebus mod Glacier Point, som vi kunne hoppe på resten af vejen. Desværre var det efterhånden blevet så sent, at David skulle have sin middagslur, så han var ikke klar til at komme helt til tops. Astrid blev derfor hos ham, og så tog Michael, BM og BF med bussen til toppen.

Udsigten fra toppen var super flot, og det var som altid ekstremt svært at få det hele med på billederne. Jeg (Michael) forsøgte mig med et panoramabillede på telefonen, men jeg ved ikke om det yder udsigten helt retfærdighed. Det var rigtig ærgerligt, at David og især Astrid ikke kom til toppen, men eftersom shuttlebussen kun kørte en gang i timen tog det på den forkerte side af 2 timer at komme frem og tilbage for det stykke vej, der burde tage et kvarter i hver retning. Tid, vi ikke havde for meget af i forvejen.

Vi kørte fra Washburn Point tilbage mod campingpladsen. På vejen tilbage fik vi mulighed for at stoppe ved Cathedral Beach, hvor David og Astrid fik soppet lidt. David gik dog all-in med både mave- og numse-dyp, hvilket resulterede i et tøj- og bleskift, inden køreturen kunne foresætte! ”Badeturen” var ham dog vel ondt – temperaturen var over 25 grader, og han svedte og trængte til at blive kølet af.

Vi kom tilbage til lejren i god tid til at lege og lave aftensmad. Davids yndlingsleg i Yosemite var sten (se billedet herunder). Det kunne han få laaaaang tid til at gå med. Aftensmaden blev pølser på panden med kartoffelrøsti og salat – det var, hvad det kunne blive til, da rationerne var ved at være små. Imens David var ved at blive puttet, konstaterede BM og BF, at de sådan set også var klar til at blive puttet, så de fik børstet tænder m.m. og var klar til at krybe til køjs allerede kl. 19! Vi fik dog ”strukket” den helt til kl. 20, inden bilen blev slukket for natten.

Udgivet den

Yosemite National Park

Yosemite National Park er en 3080 km2 stor nationalpark. Den er på UNESCOs liste over verdens naturarv. Parken er fyldt med vandfald, klippevægge, bække, søer, enge og kæmpe træer. Ifølge guidebogen et lille paradis, hvor mennesket kan finde sig selv, fornemme sin egen ubetydelighed og genvinde lidt af respekten for naturen.
Køreturen mod Yosemite National Park gik godt. Michael kørte autocamperen, som om han aldrig havde gjort andet. Selv bjergkørslen mestrede han! Det gik op og ned, men mest op. Campingpladsen Crane Flat, som vi havde booket for to nætter, lå i  6200 fod (1900 meters højde). Vi bookede pladsen allerede for ca. 3 måneder siden, da vi havde hørt og læst, at området er et meget populært campingområde. Og det var det! Selvom vi er langt uden for højsæsonen her, var der proppet med turister i nationalparken. Det var tydeligt, at det er et meget populært sted.
Vi gjorde stop flere steder i nationalparken. Vi kørte bl.a. ned til Yosemite Valley, hvor vi stoppede for at se Bridalveil Fall. Et vandfald, hvor der ret faktisk var vand. (Mere om det senere…) Fra parkeringspladsen kunne vi se bjerget El Capitan (7569 ft / 2307 m), som eftersigende skulle være et eldorado for bjergbestigere. Vi kørte videre for at se Yosemite Falls – det mest kendte af vandfaldene i Yosemite og det femte højeste vandfald i verden. Desværre var vandfaldet løbet tør for vand. Ikke en dråbe kom der, så fik ikke set vandfaldet, men vi forsøgte…
Da vi var ved Yosemite Falls, så vi til gengæld en masse egern. Det vakte stor juble hos David, der løb efter de stakkels egern (som ellers var meget menneskevante), som gjorde, hvad de kunne for at stikke af. David havde en fest. Leg i den fri natur er fantastisk for sådan en lille størrelse som ham.
Efter forholdsvis meget kørsel bestemte vi os for at tage til campingpladsen. En meget idyllist og naturrig (nogen ville nok sige primitiv én af slagsen). Michael fik bakket autocamperen ind på vores plads – ikke det nemmeste job, da pladsen var langt fra plan…men ved hjælp af noget store sten under det ene baghjul, kom vi til at stå stort set plan.
Dagen havde været lang. Alle var vi trætte, så vi gik ret hurtigt i seng. Denne gang byttede vi rundt på pladserne. BM og BF i dobbeltsengen bagerst, Michael og David i en af sengene i midten af autocamperen og mig på øverste etage. Denne gang tog jeg med det samme mine ørepropper i. Det var Michaels tur til at sove med David, så jeg koblede helt ud. Fantastisk med en god nats søvn!

Udgivet den

Tuttle Beach RV Resort, Manteca

Vi ankom til Turtle Beach RV Resort i Manteca mandag d. 29. august ved 19.30 tiden. Resortet ligger lige op ad den smukke San Joaquin River, som eftersigende er et perfekt sted til at fiske og til at slappe af i en campingstol.
Den første time blev brugt på at spise og gøre klar til natten, inden det blev mørkt. David faldt hurtigt i søvn, så vi voksne kunne ordne det sidste i fred og ro.
David og jeg (Astrid) tog dobbeltsengen i bagenden af bilen, Michael tog sengen på øverste etage, og BM og BF tog sengene midt i vognen. Nogen faldt hurtigere i søvn end andre, og nogen snorkede langt mere end andre, men det lykkedes alle at få noget søvn – igen dog nogen mere end andre. 
Tirsdag morgen (30. august) tog jeg en kort løbetur på 5 km langs floden. Under min løbetur løb jeg ind i en præriehund – ved snart ikke, hvem af os der var mest skæmt, men det lykkedes mig da at få taget et foto, inden det lille dyr tog halen mellem benene. Man er vel superturist! Imens jeg var ude at løbe, var David og BM på tur – de så lidt på den flotte natur – og David fik brændt noget krudt af, inden vi skulle ud at køre. Michael og BM ordnede autocamperen. De fik vasket op, ryddet lidt op og gjort klar til køreturen.

Vi forlod Turtle Beach RV Resort midt formiddag og kørte mod Yosemite National Park.

Udgivet den

Autocamperen!

Lige lidt info om autocamperen fra Cruise America.
David kalder konsekvent autocamperen for ”bus”. Camperen er ca. 10 meter lang, 3 meter bred og 4 meter høj, så det er forståeligt nok, at den for ham ligner en bus. Den vejer 6.373 ton og kan foruden en masse vand bl.a. rumme 208 liter benzin. Den er toilet, bad, mikroovn, køleskab, fryser og meget mere. Der er rimelig god plads, og det er til at komme omkring. Alt i alt et helt lille hjem på fire hjul.
De næste dage skal vi bruge på at finde os til rette og få indført nogen rutiner.
Herunder ser I nogen billeder af autocamperen. Der vil sikkert komme flere undervejs, som turen skrider frem.

Drevet af WordPress