Indlæg

Udgivet den

Mødet med to delfiner

Efter en stille og rolig morgen med et forfriskende bad og pakning af vores sager, gik vi søndag den 9. februar over for at spise vores morgenmad på den nærliggende restaurant. Hotellet var booket uden morgenmad, da de ikke har noget køkken på området, men da vi aften forinden havde spurgt efter muligheder for morgenmad, havde receptionisten forbarmet sig over os og udstyret os med to vouchers til en fuld morgenmad på naborestauranten. Det tog vi selvfølgelig gladeligt imod og nød, at det eneste vi kom til at betale for var to glas juice. Vel tanket op, tjekkede vi ud af hotellet og satte kursen mod Theater of the Sea, hvor vi senere på dagen havde booket et møde med to rigtig søde delfiner. 


Theater of the Sea er en temapark for maritime pattedyr, dvs. delfiner, søløver, havskildpadder, alligatorer og krokodiller. Derudover er parken også hjemsted for en masse fugle, herunder en række forskellige farverige papegøjer. Parken er små 70.000 m2, hvoraf en stor del er lagune og bassiner til dyrene, så den er rimelig hurtig at gå igennem. I løbet af dagen kører der 5 shows i ring, så alle shows bliver vist 3 gange. Alle shows er en halv time lang og er planlagt således, at man kan gå direkte fra det første til det næste og så fremdeles. De 5 shows var hhv. en guidet tur rundt til de forskellige bassiner i parken, delfiner, søløver, papegøjer og bådtur/naturewalk igennem mangrovebuske. Vi valgte at tage dem fra en ende af, så vi havde tid til at slappe af og spise frokost, inden vores møde med delfinerne om eftermiddagen. Derved kunne vi også køre videre mod Miami, når vi var færdige og dermed komme frem til hotellet i nogenlunde ordentlig tid. 

Vi havde booket det, der hed “Meet the Dolphin”, hvilket betød, man stod på en platform og interagerede med delfinerne. De to delfiner, vi legede med, hed Duffy og Stormy og var hhv. 15 og 31 år gamle. Man kunne godt mærke, at den ældre delfin (Stormy) var lidt mere tålmodig end den yngre delfin Duffy, da Stormy vist havde prøvet det i nogen flere år. Vi fik bl.a. lov til at ae delfinerne på ryggen og maven, lege med dem, danse lidt og selvfølgelig også få det obligatoriske kys. Delfinerne var rigtig fine og søde. Under hele seancen blev der også taget billeder og video af parkens egne fotografer. Vi valgte at købe billederne med hjem, da vi gerne ville have nogen med i vores fremtidige fotobog. Vi havde dog også selv kamera med derind, men havde ikke helt så god mulighed for at tage billeder, som parkens fotografer havde. Det var en rigtig fed oplevelse at interagere  med delfinerne og bestemt alle pengene værd. 

Da vi havde vinket farvel til Stormy og Duffy, satte vi kursen mod Miami og vores sidste hotel på turen. Vi har fundet et hotel i nærheden af lufthavnen, da vi skal være i lufthavnen ret tidligt onsdag morgen og ikke vil til at slås med myldretidstrafikken omkring Miami downtown på det tidspunkt. Vi var godt trætte, da vi kom frem til hotellet og blev lettet over at se det fine værelse, vi havde fået lige over for elevatoren og med masser af plads. Det skyldtes, at værelset var handicapvenligt, men det gjorde nu ikke os noget. Vi fik anbragt tingene og besluttede os for at finde noget hurtig aftensmad i nærheden. Da vi kom tilbage og ville slappe af med lidt blog-skriverier, gik det op for os, hvor meget elevatoren egentlig larmede, når den kørte…og den kørte rigtig meget! Det lød som om, at nogen havde glemt at smøre den…vel og mærke de sidste mange år! Vi blev enige om, at det ville blive 3 lange nætter, hvis vi skulle høre på det, hver gang elevatoren kørte, så vi gik ned og bad om at blive flyttet til et andet værelse. Det fik vi lov til uden nogen modstand, så vi fik hurtigt pakket tingene sammen igen og stavret os over i hovedbygningen til et værelse i modsatte ende af gangen til elevatoren. Så var vi klar til at sige godnat! 

PS: Den opmærksomme læser har nok lagt mærke til, at det var hele søndagen, vi brugte på Theater of the Sea og delfinerne, og at vi ikke snorklede, selvom vi egentlig havde booket en tur søndag morgen. Vi havde ikke betalt for snorkelturen, men derimod kun lavet en reservering. Reserveringen ville automatisk blive slettet, hvis vi ikke tjekkede ind senest kl. 8 søndag morgen, så de stadig kunne nå at sælge turen til nogen andre. Vi ville meget gerne både interagere med delfinerne og have været ude at snorkle, men så meget tid havde vi desværre ikke. Da vi tidligere begge to har snorklet, men ikke før har interageret med definer, valgte vi delfinerne fremfor snorklingen. Vi har ikke fortrudt vores valg. Det var en stor oplevelse at lege med delfinerne, som vi ikke ville have været foruden, men jeg (Astrid) ville ønske, at vi havde haft en ekstra dag, så vi kunne have nået snorklingen også. Men det må blive en anden gang…




Udgivet den

The Keys – Sand, vand og luft! Og mad!

Lørdag den 8. februar var det igen på tide at pakke sammen. Vi skulle fra Key West mod øen Islamorada, som også er en del af The Keys, men som ligger tættere på fastlandet.

 
Inden vi kørte ud af Key West, ville vi ind og have taget et billede ved USAs sydligste punkt. Så kunne vi også få streget det af listen… 🙂 Vi fandt en parkeringsplads tæt ved det sydligste punkt. Dog havde vi kun mønter, så vi kunne holde der i 55 minutter. Da der også var et par andre ting i området, vi gerne ville se (plus, at vi skulle nå at spise morgenmad), havde vi lidt travlt. Vi fik taget vores billede ved det sydligste punkt, gik op for at se Hemingways hus og byens ældste fyrtårn og fandt derefter en café, hvor vi kunne få morgenmad to-go. Morgenmaden tog vi med ned til det sydligste punkt, hvor vi satte os i solen og spiste. Efter i alt 52 minutter var vi klar til at køre ud af Key West nordpå mod Bahia Honda State Park. Det var en meget effektiv start på dagen.
 
Bahia Honda State Park er 524 acres og ifølge guidebøgerne hjemsted for The Keys’ smukkeste naturlige strande med palmer, der skråner ud over sandet. I parkens baggrund ses resterne af den gamle togforbindelse “Overseas Railroad”, der engang borede sig ned gennem The Keys. Jeg (Astrid) havde forberedt mig og var trukket i badetøjet allerede fra morgenstunden, så jeg var klar til at hoppe i det lækre og meget klare vand, så snart vi ankom til parken. Michael fandt en plads i skyggen, hvor han kunne sidde og holde øje og læse lidt. Vi fik slappet godt og grundigt af – jeg (Astrid) i vandet og Michael på sandet. Frokosten indtog vi på stranden. Bagefter bestemte vi os for, at vi ville gå op på den gamle jernbanebro, hvorfra vi kunne nyde udsigten ud over parken. Det var en forholdsvis nem tur op. Udsigten var rigtig flot. Vi kunne tydelig se, hvor klart vandet var, og hvor hvide sandstrandene var.
 
Efter afslapningen i parken skulle der ske noget. Vi kørte derfor afsted mod Marathons lille lufthavn, hvor vi ville tage en helikoptertur for at nyde det smukke klare vand og øerne fra oven. På vej mod Marathon kørte vi igen over “Seven Mile Bridge”, som er den længste af de 43 broer i The Keys. Broen er 11 km. lang og blev indviget i 1985. Broen har det højeste punkt på The Keys, hvilket slet ikke så højt endda. Her kan DK sagtens være med! Køreturen over broen var en flot tur – ifølge guidebøgerne er kun få strækninger i verden kønnere at køre i bil – så vi nød turen, inden vi igen kom ind på en ø.
 
I Marathons lille lufthavn fandt vi Mike, som tog os med på en 20 minutter lang helikopetertur. Inden vi startede, spurgte Mike, hvad vi gerne ville se. Vi svarede “rev og dyreliv”. Han anbefalede så en tur, der ikke var i prislisten som vi sagde ja tak til. Selve helikopteren var meget gul og noget mindre, end den vi fløj med på New Zealand. På turen her var der plads til i alt fire personer. Inden vi gik i luften, blev vi udstyret med “redningsveste”, som vi skulle gøre brug af, hvis vi blev nødt til at nødlande på vandet. Dem fik vi dog heldigvis ikke brug for, da vi både kom op og ned og rundt uden problemer. Det var en rigtig fin flyvetur. På trods af vores flyvehøjde på ca. 30-40 meter kunne vi tydeligt se revet og havbunden gennem der klare vand. Vi så adskillelige hajer, rokker, barracudaer og en enkelt skildpadde. Derudover så vi noget af “Seven Mile Bridge”, øen Pigeon Key og Marathon fra oven. Fantastisk tur, som var alle pengene værd.
 
På vej mod hotellet gjorde vi stop ved Robbie’s Marina, da vi både havde læst og fået fortalt, at man kunne håndfodre store fisk (tarpon) ved kajen. Det var et helt lille samfund, da var bygget op omkring fiskefodringen. Der var adskillelige små shops (med mere eller mindre ubrugelige ting), en restaurant og bar samt udlejning af både, kajakker og fiskeudstyr. Vi købte adgang til os begge to, selvom det kun var Michael, der ville fodre fiskene. Jeg (Astrid) ville i stedet være superturisten, der tog billeder af Michaels fodringsevner. Vi købte en spand med en 10-15 små fisk, som Michael skulle bruge til at fodre med. Det viste sig at være nogen kæmpe fisk, Michael skulle håndfodre. Fiskene var en til halvanden meter lang. Heldigvis havde fiskene efter sigende ingen tænder, men det er som sådan jo ikke en indikator for, at det ikke gør ondt at få en finger eller to ind i fiskenes mund. Da fiskene efter sigende kunne hoppe op til en halv meter op for at tage maddingen, var det en nøje afmålt afstand, man skulle finde for ikke at blive nappet. Michael fik fodret fisk, mens jeg (Astrid) fik mig et godt grin, samtidig med jeg forsøgte at tage billeder på det helt rigtige tidspunkt. Det var en både sjov men også anderledes oplevelse.
 
Efter dagens mange oplevelser gik køreturen videre mod hotellet. Vi havde booket os ind på Creekside Inn på øen Islamorada. GPS’en kunne ikke finde hotellets adresse, så det var lidt spændende at finde frem til lokaliteten. Det lykkedes dog uden alt for mange U-vendinger. Vi tjekkede ind og nød solnedgangen fra hotellets “kaj”, som lå umiddelbart bag bygningen. I nærheden af hotellet havde vi set restauranten The Old Tavernier, som vi bestemte os for, at vi ville spise aftensmad på. Restauranten var et rigtig hyggeligt sted med mange specialiteter. Til forret prøvede vi grillet conch (konkylie) og hvidløgskugler, og til hovedret fik vi begge en pastaret med bl.a. kæmpe rejer. Det var klart den bedste madoplevelse, vi har haft i Florida. Stemningen og maden var speciel og rigtig god, så selvom det var et lidt dyrere måltid, var det bestemt pengene værd.
 
 
 
 
 
 
 
 
Udgivet den

The End – Afslapning i Key West

Fredag den 7. februar bød på en dejlig dag i USAs sydligste by, Key West.

Dagen startede som alle andre med morgenmad. Vi sad udenfor og spiste med udsigt til hotellets lille strand. Efter at have spist blev vi enige om at tage en kop kaffe med ned på stranden for at slappe af og bare nyde den stille og varme morgen. Det er dejligt at kunne nyde morgenmaden og ikke mindst kaffen udendørs. Det er noget af det, jeg (Astrid) savner i DK. Det er alt for sjældent, vi har så varme morgener, at det er sjovt at sidde udendørs tidligt om morgenen.
Da vi var færdige med morgenkaffen og den første runde afslapning, bestemte vi os for at tage badetøjet på og fortsætte i samme stil…afslapning ved hotellets pool! Vi var de første ved poolen, men det varede ikke længere, før de fleste af liggestolene var indtaget af hotellets gæster. Der var også andre gæster (dyreliv) ved poolen – to store leguaner. De spadserede lidt rundt omkring poolen, indtil den ene leguan åbenbart blev sur på den anden og jagede den væk. Resten af tiden var der kun en leguan – dens sjoveste optrin var, da den drak vand af poolen. Det så meget sjovt ud, og det virkede til, at den var bange for at falde i (det på trods af, at leguaner egentlig godt kan svømme…). Vi brugte tiden ved poolen rigtigt fornuftigt: Vi slappede af, læste i guidebøgerne og jeg (Astrid) var i poolen af flere omgange. Dejligt dejligt dejligt at være superturister i afslapningsmode. Vi spiste frokost ved poolen. Bagefter bestemte Michael sig en sjældent gang for, at han alligevel også gerne ville i vandet, så vi hoppede begge to i poolen. Der var helt, som det skulle være.
Da vi havde fået nok afslapning for én dag (ja, vi er vel superturister), klædte vi om og tog hotellets shuttlebus ned til centrum af Key West. Vi kunne lige nå en “bustur” med guide rundt i byens gader, så vi hoppede på “bussen” for at se og høre mere om byen. Vi fik set rigtig meget af både den gamle og den nyere del af byen. Guiden fortalte en masse ting om byens historie og alle de vigtige mennesker, der har boet der i tidens løb, bl.a. kørte vi forbi Hemingways hus. Det var en fin tur, der gav os et rigtig godt indtryk af, hvor flot og velrenoveret byen egentlig er…dog viste turen også, hvor turistet byen egentlig er. Der var turister overalt…
Vi kom rettidigt til Mallory Square for at se solnedgangen. Der var tusindvis af turister på pladsen. Alle skulle vi have det flotteste billede af den berømte solnedgang. Selvom det var meget turistet og ikke nogen stille oplevelse, var det en rigtig flot solnedgang. Om denne solnedgang var meget flottere end så mange andre solnedgange, vi har set? Hmm…nej, det tror vi umiddelbart ikke, men den var bestemt flot og en speciel oplevelse – ikke mindst, fordi vi aldrig har set en solnedgang sammen med så mange andre mennesker før.
Efter solnedgangen var der adskillelige gøglere på pladsen. Vi så bl.a. en ung mand lege med ild. Han var dygtig til det, han lavede. Han sagde, han levede af gadegøjl…og ja, taget i betragtning af hvor mange der gav ham penge efter showet, så er det nok ikke løgn. 
Klokken var efterhånden blevet mange, så vi blev enige om at finde noget aftensmad. Efter at have gået rundt i et stykke tid bestemte vi os for en thai-restaurant. Vi burde nok have valgt noget fisk, eftersom det er det, området er kendt for, men det havde vi ikke lyst til den aften. Ligesom alle andre steder, vi havde set på, var priserne på thai-restaurantens mad halvdyre (i hvert fald når man ser på, hvad det ellers koster i Florida). Også her bar byen altså tydeligt præg af, at vi var i en meget stor turistby. Heldigvis var maden rigtig god, og som mange andre steder her i landet serveret i rigelige mængder.
Efter at have fået nok af den indre bys larm (Key West er ikke kun en turistby, men åbenbart også en stor party-by) tog vi tilbage til hotellet. Al den afslapning havde gjort os trætte. 🙂
Udgivet den

The Keys! Køretur mod Key West!

Torsdag den 6. februar gik det kun i en retning – nemlig stik syd mod Key West! Det var en tur på ca. 130 mil med et par planlagte stops undervejs. Vi havde læst i guidebøgerne, at det skulle være en smuk køretur ned til USA’s sydligste punkt, så det så vi frem til. Vi blev rimelig hurtigt enige om, at turen ikke var prangende (bortset fra den sidste del, hvor man faktisk kunne se vandet fra tid til anden). Det meste af vejen var fyldt med diverse butikker og hoteller og kunne ligeså godt have været indfaldsvejen til en større amerikansk by. 


Vores første stop på turen var i John Pennekamp Coral Reef State Park, hvor vi havde hørt, at der skulle være god snorkling. Det er USA’s største undersøiske statspark, og det er det eneste levende koralrev i Nordamerika. Vi ville lige kigge på faciliteterne og reservere plads til at snorkle, når vi kørte retur fra Key West, så det blev bare et kort stop. Vandet så fint ud, men der var efter sigende ikke så meget at spotte tæt på land, ifølge dem vi hurtigt snakkede med. Vi besluttede os derfor for at reservere plads på en båd til søndag morgen, når vi skulle nordpå igen.

Vi kørte hastigt videre til turens næste stop, som var ved et hospital, der tog sig af nogle helt særlige patienter, nemlig havskildpadder! The Turtle Hospital er en primært frivillig organisation, der lever af donationer, frivillige hjælpere og indtægterne fra turistbesøg. Hospitalet har gennem indtægter fra specialnummerplader, man købe her i Florida, fået sponsoreret intet mindre end to skildpaddeambulancer, som de rykker ud i, når folk rapporterer om en skildpadde i nød. Hospitalet modtager skildpadder, der kommer til skade på den ene eller anden måde (fanget i net, sluger fiskekroge/plastikposer mv., ramt af bådmotorer, etc.) og plejer dem, indtil de kan sættes fri igen. De har til dato hjulpet over 1.200 skildpadder og modtager 70-100 om året, hvilket jo viser med al tydelighed, at der er brug for dem. Hospitalet har 5 fastboende skildpadder, der har fået så store skader, at de ikke kan sættes fri uden stor sandsynlighed for, at de dør. De mangler nemlig så mange lemmer og har så mange deformiteter, at det er umuligt for dem at fange mad på vanlig vis. Det var et rigtigt spændende besøg på skildpaddehospitalet. Vi så hospitalet (bl.a. deres operationsstue) og fik en masse detaljer om skildpadder, så vi kan nu kende (nogenlunde) forskel på de 7 forskellige slags havskildpadder, der findes! Det kan helt klart anbefales at ligge vejen forbi skildpaddehospitalet, hvis man er på de kanter.

Efter at have studeret skildpadder i et par timer var det blevet tid til frokost, som skulle indtages på den berygtede No Name Pub, som lå ikke langt derfra. Pubben er nævnt i både Lonely Planet og Turen går til.., så den var vi da nødt til at besøge. Det lykkedes efter lidt døje med at finde adressen på GPS’en, men det er heller ikke uden grund at deres motto er “A great place, if you can find it!”. Pubben er den ældste pub på øen Big Pine Key og har siden sin start i 1931 haft et væld af funktioner, herunder bordel på første sal! Stedet er dog mere lødigt i dag og nok mest kendt for deres mange dollarsedler, der er ophængt i loftet og klistret fast til væggene. De anslår, at der er omkring 65-75.000 $ i alt. Alle dollarsedler har med mere eller mindre kreative budskaber påskrevet. Vi skulle da heller ikke stå tilbage for at sætte lidt penge fast på væggen, så man kunne se, at vi havde været der! Hvis I nogensinde kommer på de kanter, må i meget gerne tage et billede af sedlen og sende hjem –  i finder den i det fjerneste hjørne under vinduet, til højre for den oplyste Corona. 

Efter et ganske udemærket måltid og sjov med én 1 dollarseddel gik turen direkte mod Key West og vores hotel. Vi havde booket os ind på Marriott Courtyard for 2 nætter for de bonuspoint, jeg (Michael) fik skrabet til mig under mit arbejdsophold i USA. Ifølge hotellets hjemmeside skulle det spare os for godt 850 dollar, hvilket også må siges at være en ganske pæn sum for 2 overnatninger! Prisen virkede meget høj, men det skyldes sandsynligvis, at hotellet lå på Key West, havde sin egen lille strand og at værelset havde pool-udsigt. Da vi ankom til hotellet, viste det sig dog, at pooludsigten var meget godt skjult bag 8-10 meter høje palmer og en Tiki-bar med et kæmpe stråtag. Derfor var det umuligt at se poolen fra vores værelse, men vi havde da altandør ud mod den. 

Efter vi havde tjekket ind tog vi hotellets shuttlebus ind til byen for at se, om vi kunne nå at fange den berømte solnedgang fra Mallory Square for enden af Duval Street. Vi kom desværre ca. 5 min. for sent, men blev enige om, at vi da heldigvis havde et forsøg mere dagen efter. Da det havde været en lang dag på farten med mange oplevelser, blev vi enige om at tage tilbage til hotellet for at blive friske til dagen efter. Aftenen sluttede med lidt til ganen i Tiki-baren på hotellet – baren skulle jo prøves, nu den alligevel var der.


Udgivet den

Everglades National Park

Onsdag den 5. februar sagde vi pænt farvel til vores vært og hans søde hund i Chokoloskee og forlod det dejlige rækkehus. Vi var ret tidligt på den, da vi skulle spise morgenmad, inden vi skulle videre sydpå ind gennem Everglades National Park.


Everglades National Park er USA’s tredjestørste nationalpark, kun overgået af Yellowstone og Yosemite. Everglades strækker sig groft sagt over de sydligste 80 mil af Floridas fastland. Nationalparken blev etableret i 1947, og den dækker ca. 25% af det oprindelige vådområde, der udgør Everglades. Everglades er nok mest kendt for sump, alligatorer, myg og ikke mindst en fantastisk naturoplevelse. Lidt bonusinfo: Der findes 48 forskellige slags myg i Everglades, men det er “kun” 12 af dem, der bider! Heldigvis er der flest myg i den våde periode (april til december) og slet ikke så mange her i den tørre periode, så det er ikke mange myg, vi er rendt ind i.

Vi fik desværre ikke set nogen alligatorer på vores mangrove-safari (bådtur) om tirsdagen, men blev dog lovet, at vi med 99% sikkerhed ville se nogen, når vi kørte mod øst ad US highway 41. Det viste sig også at holde stik, eftersom vi så så mange, at vi holdte op med at tælle efter 10-12 stykker. Vi var blevet anbefalet at gøre holdt 3-4 steder undervejs, hvor der var bygget boardwalks, så man kunne betragte dem lidt oppefra og uden at komme for tæt på. Det var nu også nogle fine steder, men hvis man kører bare lidt væk fra hovedvejen, så er der også rig mulighed for at se dem ligge på bredden umiddelbart ved siden af vejen. Der er skilte stort set alle steder, der advarer mod at komme tættere end 15 ft (ca. 4,5 meter) på de vilde dyr, hvilket vi var helt enige i (specielt hvad angik alligatorerne!). Vi fik også spottet en del skildpadder og ikke mindst en hel del flotte fugle. Partnere, som der også er en del af i Everglades, så vi (heldigvis) ikke skyggen af.

Efter vi havde set vores del af alligatorbestanden besluttede vi os for at finde noget frokost ved næstkommende restaurant. Den viste sig at ligge i forbindelse med en indianerlandsby, der var drevet af Miccosukee indianerstammen. De havde lavet en hel temapark (“indianerby”) med udstilling af deres håndværk, historie og lidt af det lokale dyreliv. Det viste sig, at de havde et alligator show, der startede kort efter vi kom, så det skulle vi da også have med! Darryl, den unge indianer, trak alligatorerne lidt rundt i halen og demonstrerede, hvordan indianerne fangede alligatorerne, som de solgte som skind eller til mad. Efter showet fik vi lov til at holde en lille alligator. Michael var den mest modige og sprang hurtigt til, mens Astrid var lidt mere tilbageholdende. Jeg har tidligere holdt en krokodille, men den var tabet sammen på munden og kunne ikke gøre noget. Den alligator, vi skulle holde, havde ingen tabe eller andet om munden – det var os selv, der skulle sørge for, at alligatoren ikke ville bide os! Vi fortsatte turen rundt i indianerbyen. Læste om deres historie og så på dem arbejde med de forskellige håndværk. Michael prøvede også at skyde med pue og pil, hvilket egentlig gik helt godt.

For at komme fra indianerbyen over til bilen skulle vi krydse (godt nok på en bro) en å. Da vi gik ind til indianerbyen havde vi set, at der boede både skildpadder og alligatorer i den å. Tæt ved åen stod der borde og bænke, hvor man kunne sidde og spise sin frokost, hvis man havde lyst. Der sad da også to ældre ægtepar, da vi kom, men da vi kom ud fra indianerbyen, var de byttet ud med en alligator. Alligatoren var gået op til det bord, hvor de to ægtepar havde siddet og havde lagt sig under det. Hvor de to ægtepar var blevet af, ved vi ikke, men de var forhåbentlig bare gået… 🙂 Da vi kom ud af indianerbyen, vågnede alligatoren lidt op og begyndte at røre på sig. Vi fik derfor set, hvordan en alligator går og bevæger sig. Vi sneg os uden om og kom over til bilen – heldigvis uden problemer.

Vi kørte lidt videre sydpå af US highway 41 og fandt indianernes restaurant, der lå ved siden af deres airboat-udlejning (en meget stolt indiansk tradition, eller…?). På restauranten kunne man købe indiansk inspireret retter, som bl.a. bestod af alligatorhale og frølår. Det skulle vi da smage, så vi bestilte en sampler platte til to, som bestod alligatorhale, frølår, Hush Puppies (hvad det så end var…mindede lidt om kroketter) og et fry bread. Alt sammen var friturestegt, så det var begrænset, hvor stor forskel der var i smagen. Alligatorhale var lidt gummiagtig og smagte lidt af kylling, frølårene smagte af seafood og de to andre ting mest af friture. Vi var enige om, at vi ikke behøvede at prøve det igen, men nu kunne vi da strege det fra listen!

Efter frokosten kørte vi lidt længere ned ad US highway 41 til Shark Valley. Vi havde læst i “Turen går til…”, at Shark Valley er stedet at tage hen for at opleve Everglades i sin inkarnation som en flod af græs. Shark Valley har en 24 km. lang, asfalteret vej ind i græslandskabet. Midt på ruten findes et højt udsigtstårn, som giver et fantastisk syn ud over Everglades. Man kan ikke selv køre de 24 km. i bil. Man kan i stedet gå eller leje cykler, eller man kan være mere magelig og tage turen rundt i en åben bus med guide. Vi ville egentlig gerne have cyklet rundt, men fordi vi var lidt sent på den, var vi presset i tid, inden Shark Valley lukkede. Vi kunne derfor ikke nå at cykle rundt…så vi var magelige og tog bussen! Det var en fin bustur rundt. Guiden fortalte en masse om Everglades og om dyrelivet, og bussen stoppede hver gang, der var dyreliv i sigte. Og det var mange gange! Udsigten fra det førnævnte udsigtstårn var fantastisk flot – man kunne kun se natur så langt øjet rakte. Tilbage i bilen var vi glade for, at vi havde taget busturen. Efter en lang dag med mange oplevelser, var vi blevet godt trætte.

Vi nåede vores hotel for natten (i Florida City) omkring kl. 20, fik tjekket ind og hentede take out i den nærmeste restaurant. En varm, lang og oplevelsesrig dag var slut, så selvom vi er superturister, gik vi hurtigt i seng.




Udgivet den

Sejlture ved Chokoladeske

Tirsdag den 4. februar forlod vi igen Fort Meyers Beach og kørte sydpå mod den lille ø Chokoloskee Island, der ligger tæt ved Everglades City nær Everglades National Park.

Vores første stop på turen var ved en citrusproducent (appelsiner og grapes). Her så vi, hvordan appelsinerne blev vasket, sorteret med håndkraft, pakket i kasser eller presset til juice. Det var desværre ikke muligt at komme på en rundvisning, men vi kunne se store dele af produktionen gennem store vinduer. Bagefter smagte vi på intet mindre end fire slags appelsiner og tre slags grapefrugter. Stedet havde selvfølgelig en lille shop tilknyttet. Her købte vi to specialredskaber – en grapekniv og en appelsinpiller – en grape, noget grapejuice og ikke mindst en softice med chokolade- og lime-smag. Softicen, især lime-smagen, var god. En skam, man ikke kan få sådan en slags softice i DK! 

Efter det korte, men interessante stop forsatte vi videre sydpå. Jo tættere vi kom på Everglades National Park, jo flere muligheder var der for at komme på airboat-ture ud i naturen. Vi bestemte os dog for, at vi ikke ville tage en tur, før vi havde snakket med ejeren af næste overnatningssted (i telefonen havde han nemlig lydt meget hjælpsom). Derfor kørte vi direkte til hotellet på Chokoloskee Island.

Vel ankommet til Parkway Motel and Marina i Chokoloskee blev vi mødt af en låst dør, der stod OPEN på. Der var dog også opsat et lille skilt med et kontaktnummer, da ejeren var “i området”. Vi fik kontakt med ham, og han kom ned og åbnede, så vi kunne komme ind. Det virkede til, at han havde rigtig mange jern i ilden – han kørtenemlig frem og tilbage i forskellige køretøjer hver gang, vi så ham. Kontoret, hvor vi skulle tjekke ind, lignede mest af alt en fiskeriforretning med et gudsbenådet udvalg af madding, blink, snøre osv. Vi var lidt nervøse for, hvordan vores værelse ville se ud, men da vi ikke havde så mange andre muligheder på kanten af Everglades, var det “take it”. Vores frygt blev heldigvis gjort så rigeligt til skamme, da vi fandt vores værelse eller nok nærmere rækkehus! Det var et rigtigt fint sted, som var stort, lyst og havde alt, hvad vi skulle bruge…og mere til! Vi havde bestilt et værelse med kitchenette (thekøkken), da det var, hvad han havde ledigt, men det var et fuldt funktionelt køkken i vores øjne! 

Motellet i Chokoloskee havde vi fundet via Lonely Planet (umiddelbart er det ellers ikke et sted, man lige finder til). Lonely Planet beskrev bl.a. stedet, som en hyggeligt og “remote” overnatningsmulighed, der ejes af en mand og hans hund. Intet af det var forkert. Det var en fantastisk hyggeligt sted, som lå så tilpas ødet, at man følte sig væk fra stress og jag og ikke mindst alle de andre turister. Og ja, manden havde en hund. Den var sød og var med ham overalt. Det virkede til, at den havde et dejligt hundeliv, og at de to virkelig havde et godt og roligt liv på den lille ø.

Efter vi havde fundet os til rette i rækkehuset, besluttede vi os for at tage op i Everglades City og se, hvilke muligheder der var for at komme ud og se på naturen. Vores vært havde anbefalet et sted på kajkanten, hvor vi kunne spise frokost, hvilket vi gjorde, mens vi kiggede på de mange airboats, der sejlede til og fra havnen. Efter frokost valgte vi selv at prøve en tur med disse airboats for at se, om vi kunne spotte noget dyreliv. Vi havde dog lige glemt at tage højde for den larm, bådene laver, hvilket skræmmer stort alt væk fra den rute, de sejler på! Nu kan vi krydse airboats af på listen over ting, der er prøvet og kan blot konstatere, at man skal prøve dem for fartens skyld og bestemt ikke for at se dyreliv. 

På vej tilbage mod vores rækkehus stoppede vi ved Everglades National Park Visitor Centre, hvor de også tilbød bådture. Det viste sig så, at den airboat-tur, vi havde været på, ikke havde været i selve nationalparken, da de slet ikke må sejle derinde pga. den støj, de laver. Vi besluttede os derfor for at hoppe på deres sidste bådtur ind i mangroven. Det var i en lille 6 personers motorbåd, som blev ført af en lokal ranger. Det kan helt klart bedre anbefales, da han fortalte langt mere om naturen, dyrelivet og den historie, der var i området. Det var bestemt de ekstra penge værd, og turen var langt mere som det, vi havde håbet på, da vi tog på den første tur. Så vi så noget dyreliv? Ja, vi så en del dyreliv (primært en masse forskellige fuglearter) og så oplevede vi den fantastiske natur! Det var en dejlig tur.

Efter at have været på sejltur med en meget passioneret ranger (han forlængede lige bådeturen med 40 minutter, fordi det var dagens sidste tur) var det tid til aftensmad og solnedgang. Vores vært havde anbefalet to andre spisesteder, end det vi allerede havde prøvet, så vi havde lidt at vælge imellem – vi havde egentlig bestemt os for et sted tæt ved rækkehuset (det eneste spisested på Chokoloskee), men det viste sig, at det lsted ukkede allerede kl. 15, så vi måtte køre tilbage til Everglades City til den tredje mulighed. Det var til gengæld også et rigtig hyggeligt sted. Stedet lå lige ud til vandet og havde alverdens hyggebelysning (julekæder). Maden var primært frisk fanget fisk og salat fra deres egen have, så det var så naturligt, som det kunne være.

Senere end vi havde regnet med, returnerede vi til rækkehuset på Chokoloskee. Vi var to trætte superturister, der desværre ikke havde meget energi tilbage til at nyde det dejlig hus eller den dertilhørende varanda. 




Udgivet den

Afslapning på stranden og tur på ældrecenter

Mandag den 3. februar var der dømt ren afslapning på stranden (og en lille smule husligt arbejde i form af tøjvask). 

Hotellet i Fort Meyers Beach var uden morgenmad. Til gengæld havde vi vores eget lille the-køkken, så vi tog i det lokale supermarked, hvor vi handlede ind til morgenmad og frokost. Det var dejligt med “hjemmelavet” mad og ikke restaurantmad. Det, amerikanerne spiser til især morgenmad, ligner ikke det, vi normalt spiser, så det er især jeg (Astrid) blevet hurtig træt af.

Efter morgenmaden gik vi ned på stranden. 50 meter skulle vi gå, så det var lige til at overskue! Vi lånte strandhåndklæder, stole og parasol af hotellet, så vi var maks. klar. 🙂 Der var endnu ikke mange på stranden, da vi ankom ved 10 tiden. Dette skyldtes dog ikke, at det ikke var varmt nok. Allerede på det tidspunkt var temperaturen nemlig allerede 25 grader. 

Tiden på stranden gik bl.a. med at spotte delfiner og kigge på andre mennesker. En af de mennesker, vi kiggede meget på, var en lokal “fisker”, der forsøgte at fange små fisk, så han kunne bruge dem til at fange større fisk med. Fiskeren var “ven” med en hvid egret – en lidt større fugl, der minder lidt om en trane/fiskehejre – som han kaldte Sammy. Da han ikke vidste om fuglen var han eller hunkøn havde han valgte et kælenavn, der kunne bruges for begge køn (Sam/Samantha). Sammy holdte sig hele tiden tæt på fiskeren (endda sidde på skulderen af ham), da han af og til gav den små fisk. Dermed skulle den ikke selv lave noget for at få mad, og fiskeren var glad, for han havde en at snakke med…og ikke mindst noget at snakke om, når folk kom og spurgte ham om fiskeriet og fuglen. 

Vi brugte også en del af tiden på stranden med at læse i guide-bøgerne og bade (især Astrid – Michael blev helst i skyggen unden parasollen). Grunden til, at vi for en gang skyld brugte en del tid med guide-børgerne var, at vi snart skulle sydpå til The Keys. Vi kunne regne ud, at vi ville komme til at være på The Keys i weekenden, hvor amerikanerne også selv holder fri, og at hotelmulighederne derfor ville være begrænsede og ikke mindst dyre. Mere om det senere… Michael brugte det meste af strandtiden under parasollen. Han fik dog mærket på vandet et par gange, men mere blev det heller ikke til. Jeg (Astrid) mærkede på vandet en enkelt gang og bestemte mig derefter for, at jeg skulle under. Det var koldt til at starte med, men det gik ret hurtigt over, da jeg først var kommet under. Det var dejligt at blive kølet af, så jeg gentog successen lidt senere på dagen.

Efter godt fire timer på stranden var det tid til husligt arbejde: Vi skulle have vasket noget tøj! Vi kunne egentlig godt have ventet en dag eller to, men det passede ikke så godt ind i planlægningen, så vi ville hellere have det overstået. Imens maskinen vaskede og tumbleren bagefter tørrede vores tøj, brugte vi tiden i hotellets lille have, hvor vi nød palmernes skygge. Der var på det tidspunkt 30 grader, som føltes meget varmere, da ikke en vind rørte sig. Imens vi ventede, fik vi booket hoteller fem overnatninger frem. Det var en stor ting, da vi normalt ikke er så god til al det planlægningshalløj. Det var dog rart, da det var overstået. Så var der styr på det, og vi vidste, at vi bl.a. kunne få to steder at sove, mens vi skulle være på The Keys.

Efter det huslige arbejde var det tid til at shoppe (solcreme og en hat til Michael), se på solnedgang og finde noget aftensmad. Vi fik hurtigt købt de to ting og tog til stranden for at se solnedgangen. Da vi sad også solnedgangen, bemærkede vi bl.a. en ældre mand med en metaldetektor. Han søgte på stranden efter mønter, smykker og lignende. Han fandt ikke noget, mens han var i nærheden af os, men mon ikke han fandt noget på et senere tidspunkt? Man kunne i hvert fald godt tro, at der blev tabt noget på stranden i løbet af en dag…

Derefter var det tid til aftensmad. Da vi tidligere var på jagt efter solcreme og hat, besøgte vi en samling butikker, hvor der også var tre restauranter. Butikkerne bar tydeligt præg af, at kunderne var ældre mennesker (det kunne godt minde lidt om et ældrecenter), men vi var enige om, at mindst en af restauranterne da måtte være et besøg værd. Vi bestemte os for restauranten Skye’s Restaurant, da vi der kunne sidde udenfor i fred og ro. Det viste sig, at Skye’s var en mexicansk restaurant. Ikke noget, vi kunne se på navnet eller udsmykningen, så vi blev en smule overrasket. Vi fik hver vores drink – strawberry daiquris – og en dele ret med både enchiladas, fajitas og chimichangas. Super gode og ikke mindst store drinks…og dejlig dejlig mad i rigelige mængder! Vi var de yngste på,restauranten, og vi var helt klart med til at sænke gennemsnitsaldren den aften…







Udgivet den

Dalí

Vi nyder ferien og det dejlige vejr maksimalt. Når endelig der er ro på, og vi er indendørs, er vi trætte, så det er ikke blevet til meget blogskriveri de sidste dage. Men bare rolig, alt er godt her – intet nyt er altid godt nyt! Er det ikke sådan, det er?

Søndag d. 2. februar startede med en tur i supermarkedet Walmart. Vi skulle tankes op med bl.a. frugt. Her så vi på “udstillingen” af Valentinsgaver. Sikke meget, man kan få. Fandt bl.a. nogle kæmpe bamser til kun 40 $ (ca. 200 kr), som I kan se herunder. Havde vi haft plads i kufferten, havde jeg (Astrid) taget en kæmpe bamse med hjem, men Michael mener ikke, det kan lade sig gøre. Han har nej-hatten på…
Derefter besøgte vi Dalí-museet i St. Petersburg. Selve museumsbygningen åbnede i 2011 og er en kombinationen af det rationelle og det surreelle. Ydermurerne er støbt i store betonblokke, som brydes af en enorm glasboble bygget op af trekanter. Museet har verdens næststørste samling af værker af den spanske surrealist Salvador Dalí (1904-1989). Det overgåes kun af husmuseet i malerens hjemby i Spanien. Selve samlingen i St. Petersburg er opdelt i fire kategorier: tidlige værker (hvor Dalí står i lære som impressionist), anti-art, surrealisme og nuklear mysticisme.
Dalí-musset er rent markedsføringsmæssigt slået rigtig stort op. Godt nok, er det den næststørste samling af hans værker i hele verden, men selve udstillingen var ret lille. Jeg (Astrid) forventede mig ret meget af udstillingen – jeg har tidligere set Dalí-museet i Spanien – og blev egentlig ret skuffet over museet her i landet. På alle brochurer for Dalí-museet skriver amerikanerne noget a la: “3 etagers museum med den næststørste samling af Dalí-værker i verden.” Tre etager – så må det da være stort? Nej, ikke når selve museet egentlig kun er én etage, og når man kun bruger halvdelen af denne ene etage til selve Dalí-udstillingen. Den anden halvdel blev brugt til særudstillinger, som da vi var der, var med Andy Warhol. Nederste etage var indgang, giftshop og cafe (og så havde man sprunget en etage over pga. højden). Når det er sagt, var der dog flere af Dalís store værker i samlingen – dog havde de ingen af de store værker med Dalís kendte ure. Ret meget snyd, når det er et af de malerier, amerikanerne reklamere med på deres brochurer. Igen, de går ikke ned på storslåethed her…heller ikke, når de markedsfører! 
Vi var kulturelle i godt 2 timer. Derefter havde vi også brugt alt det tid, der var muligt at bruge på Dalí- samlingen og ikke mindst Andy Warhol. Vi gik en tur i museumshaven, der også bærer præg af Dalí. Her fandt vi bl.a. en bænk med Dalís kendte ur, et ønsketræ og en labyrint. Vi tog selvfølgelig billeder med bænken og prøvede ønsketræet. Dertil vil jeg (Astrid) sige, at det er meget svært at finde noget at ønske sig, når man skal. 🙂 
Efter museumsbesøget bestemte vi også for at finde noget at spise og ikke mindste en pengeautomat (beholdningen af kontanter var næsten ikke eksisterende). Det var dog nemmere sagt end gjort. Vi gik en tur ned af hovedgaden i St. Petersburg, som er en charmerende by, der ligger ned til Tampa Bay. Byen har status som en smuk, men også dyr ferieby. Vi fandt en del spisesteder, som alle var meget dyre og meget fine. Eftersom vi ikke var til det helt store, bestemte vi os i stedet for at spise feriens første og indtil nu største is og finde noget mad senere. I hele hovedgaden fandt vi én sølle pengeautomat, og da man af en eller anden grund ikke kunne hæve på VISA der, blev vi nødt til at tage MasterCard’et i brug.
Vi forlod St. Petersburg og kørte videre sydpå mod byen Fort Meyers Beach, hvor vi på forhånd havde bestilt to overnatninger. Undervejs kørte vi over broen Sunshine Skyway Bridge, som man ifølge Lonely Planet bare skal køre over, når man er i nabolaget. Udsigten fra den lange bro var da også fantastisk, så de 1,50 $, det kostede at køre over den, var godt givet ud…især også set i betragtning af, at vi alligevel skulle den vej.
På vej mod Fort Meyers Beach gjorde vi stop ved stranden i Siesta Key. Stranden skulle efter sigende være den bedste og flotteste strand i USA – ligesom Clearwater Beach, som vi tidligere så. Det var da også en flot og meget bred strand, men hvilken én af de to strande, der er flotteste/bedst, er ikke lige til at finde ud af. Vi kunne sagtens bruge tid på begge strande.
Velankommet til Fort Meyers Beach tjekkede vi ind på Flamingo Inn, som er et af fire hoteller i området, der er ejet af tyskere. Derfor var det tyske flag selvfølgelig at finde ved siden af det amerikanske flag! Hotelværelset var forholdsvis dyrt – især, når man sammenligner med de andre steder, hvor vi har boet – men samtidig var det et af de billigste, vi kunne finde i området. Fort Meyers Beach er en kendt og meget brugt feriedestination for amerikanerne, og det kan man selvfølgelig se på priserne. Det hænger nok også sammen med det faktum, at stranden lå ca. 50 meter nede af vejen! 
Så snart vi havde tjekket ind, spurgte vi efter et sted at spise (klokken var 20.15), hvor vi også kunne se SuperBowl. Vi blev anbefalet restaurant/baren Junkanooo, som skulle have god mad og fjernsynet tændt på SuperBowl (ligesom tusindvis af andre steder den aften!). Junkanoo ligger lige ned til stranden og er et ret brugt spisested. Til SuperBowl var der til gengæld ikke mange mennesker, da de fleste amerikanere enten vælger at gå på bar eller sidde hjemme ved skærmen. Det var et hyggeligt sted, og maden var god! Og Michael fik set SuperBowl, selvom det ikke helt var den kamp, han havde forestillet sig!

Udgivet den

Sommer, sol, sandstrande og shorts…

Vi ankom til Clearwater Beach ved frokosttid, så det var meget nærliggende at starte med at finde lidt at spise. Vi havde læst, at restaurantkæden Hooters (med de letpåklædte damer) oprindeligt startede i denne by, så vi besluttede os for at spise der. Det viste sig dog, at det var i selve Clearwater by og ikke i Clearwater Beach, at Hooters i sin tid startede, så vi måtte nøjedes med maden i denne omgang. 

Efter frokosten gik vi en tur langs med stranden, som skulle være den bedste/mest populære strand i USA. Stranden var ganske fin, men da vi ikke havde pakket badetøjet til dagens tur, måtte vi nøjes med at nyde stranden, selvom vandet så meget tillokkende ud. Efter at have slappet af i solen bestemte vi os for at køre sydpå ad strandvejen, der går ned over flere mindre øer. Her kunne vi bl.a. se, hvor de mere velhavende i området boede. Vores køretur endte i Gulfport, som er et lille strandsamfund, der er beboet af gamle hippier. Området er bygget op omkring en lille hovedgade, som fører ned til en lille strand, der ligger ud til en lille bugt. Stranden har en lille mole. På molen ligger byens casino, som i går var lejet ud til et bryllup – eller det går vi i hvert fald udfra, eftersom vi så brudeparret og ikke mindre end 9 brudepiger få taget billeder foran casinoet. 
Efter at have nydt den mere stille og tilbagelænede strand med meget få mennesker valgte vi at spise på den lokale græske restaurant. Da vi gik fra restauranten, var mørket ved at falde på og de mange lys på husene og i træerne skabte en hyggelig stemning på hovedgaden. 
 Alt i alt var det en rigtig dejlig dag fyldt med sommer, sol, sandstrande og shorts. Temperaturen lå på omkring de 25-28 grader… Nu minder ferien rigtigt om en tur til Florida!

Udgivet den

Første sommerdag på Honeymoon

Så kom dagen (lørdag d. 1. feb.), vi havde ventet på så længe – første rigtige solskinsdag! For en gangs skyld lykkedes det os at komme tidligt ud af fjerene, så vi kunne få en dag fyldt med oplevelser. 


Dagen startede lidt trist med tyk tåge og 12 grader, men heldigvis lovede vejrudsigten opklaring senere på dagen. Som de superturister vi nu er, skulle en smule tåge ikke holde os tilbage, så vi drog afsted mod dagens første destination – Honeymoon Island State Park – som ifølge Lonely Planet skulle have de fineste sandstrande i området, men knap så mange turister. Vi ankom til parken lidt over 9, og på det tidspunkt var der ikke så mange andre end fugleinteresserede i paken (hvilket vil sige stort set ingen mennesker). Eftersom vi stort set fik parken for os selv, var Lonely Planet ikke helt ved siden af. Efter en orientering i deres naturcenter om, hvilke dyr vi kunne støde på, begav vi os ud på deres vandrestier. Vi holdte skarpt udkig efter slanger, bæltedyr, ørne, vaskebjørne m.m. Vi fik spottet 3 store fugle og fodspor efter vaskebjørne, så det var ikke den vildeste naturvandring, vi nogensinde har været på! Vegitationen i området så lidt trist ud, da det jo trods alt er deres vinter, men det kunne sikkert være rigtig fint i sommerperioden (hvis man ikke er sart over for myg). Vi sluttede besøget på øen af med feriens første is.


Fra Honeymoon Island kørte vi sydpå mod Clearwater Beach for at spise frokost.



Drevet af WordPress