Indlæg

Udgivet den

Chokolade og gade

Torsdag d. 21. marts bød på en rundtur i den skotsk-funderede by Dunedin. Til de interesserede kan det afsløres, at Dunedin betyder ‘den sydlige Edinburgh’, hvilket ikke er helt ved siden af. Mange af bygningerne bar præg af skotske rødder, og der var en hel del pubber, der alle hed noget i dem retning.

Dagens første stop var dog af mere ædruelig karakter, da vi havde booket os ind på en rundvisning på Cadbury World – en stor chokoladefabrik i hjertet af byen. Fabrikken har ligget der siden 1930’erne og har produceret tonsvis af chokolade til primært det australske og new zealandske marked. Vi fik lov til at se dele af produktionen (det meste kørte dog ikke!) og fik fortalt, hvordan chokoladen produceres undervejs. Guiden var desværre lidt svær at forstå og svær at høre over maskinerne, så det var ikke alt, vi fik med. Vi var dog så heldige at få smagsprøver undervejs, så man kunne smage på sagerne! (Det var desværre primært lys chokolade, som vi ikke er super pjattede med, hvilket gjorde, at vi forærede en stor del af det væk til receptionisten på campingpladsen – til hendes store fornøjelse!)

Efter vores hurtige frokost bestående af Fish & Chips gik vi kort ned for at se på banegården, som jf. Lonely Planet er den mest fotograferede bygning på den sydlige halvkugle. Den var da også rigtig fin, men hvem har talt billederne sammen…?

Dagens sidste stop var ifølge rejsebøgerne et must-see, når man er i Dunedin. Det var verdens stejleste gade, der har en hældning på 38% på det stejleste stykke. Da det var Spartans ugentlige fridag, måtte vi tage bussen derud, hvilket viste sig at blive en dyr fornøjelse. Grundet opbygningen af bussernes zonesystem (og sikkert også vores uvidenhed) måtte vi købe en ny billet, hver gang vi tog en ny bus, så vi kom af med små 20 NZD (ca. 100 DKK) for en dag i offentlige transportmidler.

Udgivet den

Vandfald

Køreturen fra Curio Bay til Dunedin onsdag den 20. marts bød på flot natur og ikke mindst vandfald i overflod. Vi fik set i alt fem vandfald den dag, hvilket må siges at være rekord. Vi så bl.a. det mest fotograferet vandfald i New Zealand, nemlig Purakaunui Falls. Vi havde set vandfaldet på et postkort og syntes, det var flot, så det skulle vi da se! Dagen bød også på de klassiske lookouts, en del får og en gammel jernbanetunnel bygget med håndkraft i årene 1891-1892.

Vi ankom til Dunedin sidst på eftermiddagen. Campingpladsen havde et spa, vi kunne bruge gratis, da vi er Top 10 klubmedlemmer. Det benyttede vi også selvfølgelig af!

Udgivet den

Torpedofiskeri og pingvinjagt

Tirsdag d. 19. marts gik turen videre sydpå. Vi kørte fra Te Anau via Southern Scenic Route med det formål at nå Dunedin på østkysten inden for de næste 2-3 dage. Første etape bragte os gennem Fiordland, langs med sydkysten, gennem Invercargill til den lille fiskerby Curio Bay. En tur på næsten 300 km.

Vi havde en del korte stops ved bl.a. en gammel hængebro fra 1899, flere lookouts og et fyrtårn. Et af de mere uventede og længere stop var lidt uden for Colac Bay, hvor vi mødte torpedofiskerne! Det var en gruppe på 3 mænd og en kvinde, der var igang med at fange aftensmaden ved hjælp af deres seje (og meget komfortable) fiskegrej. Som billederne viser nedenfor, består grejet af en “torpedo”, der trækker en stålwire op til 2 km ud til havs. På wiren hænger der så maks. 25 fiskekroge og lidt blylodder til at holde wiren nede. Fra torpedoen bliver sendt afsted, til fiskerne trækker den ind igen, venter de ca. en times tid (på stranden/ i bilen). Vi mødte fiskerne ca. et kvarters tid, inden de skulle hale den ind, så vi skulle da se om de fangede noget. De fangede 5 hajer (1 var spiselig og 4 blev smidt tilbage) og 2 Blue Cod, som vist nok var lige på grænsen, men de beholdte dem. Grunden, til de ikke fik flere fisk, blev tilskrevet den haj, der fulgte efter linen på vej ind – den fik en nem frokost! Det var en anderledes og spændende oplevelse at se deres måde at fiske på, samtidig med vi fik en hyggelig sludder med de lokale.

Velankommet til Curio Bay tjekkede vi ind på den lokale campingplads, som var meget billig, hvilket måske burde have været indikatoren for standarden. Men da det var den eneste campingplads i nærheden, og vi gerne ville se pingvinerne på stranden, var det den eneste mulighed, vi havde. Nu er vi måske nok lidt godt vante, men toiletterne var det Michael beskrev som “meget landlige”, mens Astrid kaldte dem ulækre! (Se billedet af Michael og de to hvide bygninger nedenfor.) Køkken og ikke mindst bad var holdt i samme landlige stil, hvilket gjorde, at vi udskød både bad og morgenmad til andetsteds.

Vi så dog, hvad vi kom for – pingviner (nærmere betegnet Yellow-Eyed penguins, som er den mest sjældne pingvin-art i verden). Vi så hele 5 styk på behørig afstand, da ungerne var ved at smide deres baby-dun. Da det var en ret kold aften, blev vi enige om, at 5 pingviner var nok, og vi vendte derfor snuden mod bilen.

Udgivet den

På cruise i Fiordlandet

Mandag d. 18. marts havde vi planlagt at køre fra Te Anau om morgenen og køre op til byen Milford Sound, hvorfra vores cruise skulle afgå. Køreturen er en meget flot tur gennem fin natur, flotte bjerge, spændende lookouts og ikke mindst en mørk tunnel gennem et bjerg. Derfor havde vi booket vores cruise til sidst på eftermiddagen, så vi kunne bruge den tid, vi ville undervejs på diverse svinkeærinder. Sejlturen var rigtig flot! Desværre gengiver billederne ikke helt den storslåede natur, men det var det bedste vi kunne gøre med de kameraer, vi havde… :o)

Udgivet den

Fra kystens bred til hulens mørke

Da vi havde pakket bilen sammen søndag morgen (17. marts) og fået tanket Spartan, stak vi kursen mod Fiordland for at besøge Milford Sound og betragte den smukke natur. Dagen var desværre lidt præget af regnvejr, hvilket lagde lidt en dæmper på oplevelserne, men sådan er det jo. Men vi kan nok ikke tillade os at klage over en enkelt regnvejrsdag i løbet af 4 uger…

Vores rute bragte os først forbi den lille by Arrowtown, som er kendt for at have mange velbevarede bygninger tilbage fra guldfebertiden. De havde en meget tæt og charmerende hovedgade med rigtig flotte træbygninger med et væld af forskellige forretninger. Heriblandt var der også en bager, der er anbefalet i Lonely Planet for deres frisklavede pies, og mums – de var også gode! ;o)

I adrenalinjunkiernes hovedstad i New Zealand, Queenstown, har man mulighed for at forsøge at tage livet af sig selv på op til flere måder, afhængig af hvad man er til. Vi valgte dog at se bort fra alle de mange tilbud og “nøjedes” med at spise frokost. Michael havde fået anbefalet Fergburger af flere hjemmefra, så det måtte vi jo hellere prøve! Burgeren var stor, omend den smagte ok, men bar også lidt præg af masseproduktion, da stedet er håbløst overrendt (primært af turister)!

Efter at have fordøjet det forholdsvis omfattende frokostmåltid navigerede vi igen ud af Queenstown og satte kursen mod Te Anau. Vi havde ikke planlagt, hvordan vi skulle komme ud på Milford Sound, men regnede med, at vi kunne finde ud af det, når vi kom til Te Anau. Vi fik planlagt en tur til næste eftermiddag, så vi kunne bruge den tid, vi ville på at komme til Milford Sound (byen), hvor skibet sejlede fra.

På campingpladsen fandt vi også en tur, der afgik samme aften, ud til en hule, der har glow worms (Skt. Hans orme). Vi ville gerne have set dem i Waitomo på Nordøen, men det var en lidt for stor en omvej, i forhold til hvad vi ellers ville se. Hulerne var meget imponerende, og det var et rigtig flot syn at se de mange lysende orme. Desværre var der totaltforbud mod at tage billeder, så det må I tænke jer til!

PS: Dagen bød også på mange lookouts, hvorfra nogen af billederne herunder stammer!

Udgivet den

Spejlsø og længere køretur

Lørdag den 16. marts var vi for-Gud-ved-hvilken-gang alt for tidligt oppe for at få en naturoplevelse af de større. Vi kørte til Lake Matheson, som ligger lidt uden for Fox Glacier Village, kort før daggry for at fange solens første stråler og for at opleve søens blikstille vand, hvilket skaber en spejlingseffekt. Søen er blankest umiddelbart før solopgang og giver derfor på det tidspunkt de bedste refleksioner af de omkringliggende bjerge. Turen rundt om søen tog ca. 1,5 time og gik igennem ældgammel og meget tæt regnskov med få lookouts over selve søen. Det var en dejlig morgentur, og på trods af Michaels mange stops for at tage billeder blev der også plads til en romantisk hyggestund ved søens bred.

Vi vinkede farvel til gletschere og spejlsøen og satte kursen sydover mod Wanaka. Det var en lang tur på små 280 km igennem bjerge og langs søer. Det betød naturligvis flere stops ved vandfald, lookouts og søer for at nyde naturen. Vi ankom til Lake Outlet Holiday Park ved bredden af Lake Wanaka sidst på eftermiddagen.

Udgivet den

De flyvende sneturister

Fredag den 15. marts var vi igen igen alt for tidligt oppe, da vi skulle ud at flyve i helikopter op til toppen af Franz Josef Gletscheren. En halvdyr tur, men noget vi havde snakket om, siden vi tog fra Danmark. Da Astrid aldrig havde fløjet i helikopter før, var det med stor spænding, hun steg op i maskinen. Det gik dog over al forventning og var rigtigt sjovt! Vi landede på gletscheren og fik de klassiske turistbilleder – både med og uden helikopter.

Vel nede igen kørte vi fra byen og derfra så tæt på gletscheren, som vi kunne. Fra parkeringspladsen var der flere forskellige gåture. Vi udvalgte to og begav os afsted. Den første var et lookout, hvor man dog ikke kunne se synderligt meget af gletscheren. Den anden tur var en lidt længere tur, hvor vi kom hen til foden af gletscheren (ca. 400 meter fra isen). Det var en rigtig fin tur, som også bød på vandfald, en flod og åbne vidder. Ved foden af gletscheren mødte vi en ranger (i træ og pænt malet) og fik taget flere dejlige turistbilleder med manden. Astrids feriehumor!

Da vi jo havde været tidligt oppe, var disse turistoplevelser hurtigt overstået, så allerede omkring frokosttid kørte vi fra Franz Josef Gletscheren mod Fox Glacier Village. Vi fandt noget frokost og bestemte os for at holde resten af dagen fri. Sneturisterne var trætte og brugte og havde brug for at planlægge fremad!

Udgivet den

Marathonkøretur

Torsdag d. 14. marts havde vi planlagt en længere køretur, der skulle bringe os ned til Franz Josef Gletscheren. Vi fik kørt omkring 470 km, hvilket er den længste strækning, vi har kørt på en dag indtil videre. Det skyldtes ikke, at vi havde travlt, men at der ikke var nogen oplagt grund til at stoppe inden. Dagen bød dog stadig på en række oplevelser af både landlig, adrenalinskabende, gastronomisk/kulturel og lidt skuffende karakter.

De to første oplevelser var af landlig karakter, da vi købte frugt ved en lokal frugtproducent (æbler og blåbær) og passerede en mark, hvor en bondemand og ikke mindst hans to fårehunde var ved at flytte rigtig mange får. Det var sjovt at se fårehundene arbejde og bondemanden sidde på sin ATV uden at løfte en finger.

Næste stop var ved New Zealands længste swing bridge (hængebro på dansk), der er 110 meter lang. Grundet Lillepigens anstrengte forhold til højder og oplevelser af adrenalinskabende karakter, blev hun på startsiden, mens Michael begav sig ud på broen. Det var en gyngende oplevelse i flere retninger, da broen både bevægede sig op og ned, men også vippede fra side til side. Dette gjorde, at der blev holdt godt ved wiren hele vejen over broen. Sikkert ovre på den modsatte side valgte Michael at tage en genvej tilbage til Astrid (og Spartan). Dette foregik spændt fast i en svævebane tilbage over floden. Det var knaldsjovt!

Frokosten blev indtaget på Jacks Gasthof, der ifølge Lonely Planet lavede udsøgte pizzaer i europæist stil. Stedet synede ikke af meget – det virkede nærmest lidt forsømt, og vi var da også de eneste gæster der (formodentlig hele dagen!). Efter at have ventet en rum tid fik vi vores pizzaer, som var ganske tilfredsstillende. Som navnet “Jacks Gasthof” antyder, var indehaverne tyskere, og Astrid fik derfor mulighed for at lufte hende tyske sprogkundskaber. Indehaverne søgte efter nogen tysktalende, der kunne tænke sig at passe stedet i en længere periode, mens de tog til Tyskland noget tid. Området var dog ikke lige os, så vi kørte videre mod nye oplevelser.

Derefter stoppede vi ved Punakaiki og Pancake Rocks, som eftersigende skulle være en stor oplevelse. Det var dog lidt af en fis i en hornlygte og ikke særlig imponerende. Der skulle være en del blow holes, men grundet tidspunktet (lavvande) skete der ikke en hujende hatfis i de huller. Lettereskuffet.dk! NOTE: tjek tidevandstidspunkterne.

Dagen bød også på flere forskellig lookouts og alternative løsninger på omkørsler ved vejarbejde. Eksempelvis skulle Spartan køre på skinner henover en flod, da der foregik reperationsarbejder på den egentlige bro.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til campingpladsen i Franz Josef Glacier Village lettere udkørte efter den lange køretur.

Udgivet den

Ren hygge i Motueka

Efter vandreturen i Abel Tasman var der dømt ren hygge. Da vi kom tilbage til campingpladsen, var den lokale pizzasnedker ankommet og havde sat sin stenovn og sit salgsskilt op. Eftersom vi ikke var i humør til at lave mad, var det en oplagt mulighed for at smage på de lokale specialiteter. Aftensmaden bød derfor på stenovnspizzaer skyllet ned en lokal produceret hvidvin, der blev indkøbt på gårsdagens vintur.

Efter aftensmaden fik Astrid en velfortjent svømmetur, mens Michael slappede af med Lonely Planet, så vi kunne være klar til morgendagens strabadser.

Udgivet den

Dagstur til Abel Tasman National Park

Onsdag d. 13. marts tog vi på en dagstur til Abel Tasman National Park, som er den mindste af New Zealands 14 nationalparker, men en af de mest populære. Den huser en af New Zealands 9 Great Walks; the Abel Tasman Coast Track (51km). Vi vandrede kun en lille del af ruten, ca. 8 km. Vi blev hentet på campingpladsen i en bus, som kørte os til byen Kaiteriteri, hvor der ventede en vandtaxi. Vandtaxien sejlede os op langs hele kyststrækningen, der hører til nationalparken og tilbage igen til Anchorage Bay, hvor vi blev sat i land. Herfra vandrede vi i kuperet terræn til Bark Bay, hvor vi spiste vores medbragte og ikke mindst hjemmesmurte sandwich og slappede af, indtil vandtaxien kom retur for at samle os op. Dagen bød på bugter med hvide sandstrande og turkisgrønt vand, frodig bush og klippeformationer med meget afslappede sæler. Det var en dejlig, men lidt kold dag – måske er vi blevet lidt varmeforvente!

Drevet af WordPress