Indlæg

Udgivet den

På privat vintur i lokalområdet

Efter at have kørt en del kilometer de sidste tre dage besluttede vi os for at tage et par dage med afslapning i Motueka og nyde det gode vejr. Vi bookede 3 overnatninger (11.-14. marts) på samme sted, så vi havde tid til at slappe af og ikke jage videre med det samme.

Helt stille var det dog ikke den første dag, selvom vi sov længe og fik hele to kopper kaffe den morgen (første gang på turen indtil da), da vi havde booket en tur rundt på en række lokale vingårde. Vi havde bestilt turen dagen i forvejen og kunne se, at vi var de eneste navne i bogen indtil da, men vi regnede med, at der kom flere til i løbet af aftenen. Til vores store held kom der ikke flere navne i bogen, hvilket betød, at vi havde en chauffør og en 12-personers minibus helt for os selv på turen rundt! Vi havde en rigtig god tur og fik nogle gode snakke med chaufføren, hvor vi også fik nogle ting at vide om New Zealand, lokalområdet, hvordan det var at bo og arbejde der, og ikke mindst lidt baggrund om de forskellige vingårde, vi besøgte. Det var langt fra alle gårdene, der eksporterer til Danmark, men der var dog et par stykker.

Den vingård, vi syntes bedst om, var dog lige startet forfra med nye ejere og havde derfor ikke noget eksport endnu. Moutere Hills (www.mouterehills.co.nz) præsenterede os for seks forskellige vine, og der var ikke en af dem, vi ikke kunne lide! De nye ejere var blevet trætte af at være politibetjente i storbyen og havde derfor købt stedet for deres opsparing og lånt penge til nødvendigt udstyr – de satsede ‘hele butikken’ på et nyt liv som vinbønder. Vi handlede vin ind med mådehold, da vi allerede købt lidt ved de andre gårde og ikke har lyst til at pakke det med hjem. Vi fik i alt købt 3 flasker af lidt forskelligt og havde da også et saligt smil på læben, da turen var forbi.

 

 

 

Udgivet den

På vej mod det varme nord!

Efter vi havde taget afsked med hvaler og sæler i og omkring Kaikoura, satte vi atter kursen nordpå. Vi kom tilbage til “Wine-Country” omkring Marlborough og resten af Nelson regionen. Dette kom klart til udtryk ved vinmarker så langt øjet rakte. Det er primært hvidvine, der bliver produceret i denne region, men de fleste vingårde har også enkelt rødvin, typisk Pinot Noir.

For at se lidt mere af området end bare hovedvejen, valgte vi at dreje fra langs med Ruby Bay Scenic Route. Vejen tog os gennem flere mindre befolkede områder, som var meget charmerende og ikke så fyldte med turister. Vi gjorde holdt i den lille havneby Mapua, hvor det lokale Smokehouse, jf. Lonely Planet, skulle have fantastisk Fish & Chips. Det var vi naturligvis nødt til at verificere! Det var bestemt godkendt af begge parter.

Vi kom frem til den lille by Motueka, som skulle være vores base for udforskning af Abel Tasman National Park. Her kom vi frem til en positiv overraskelse, da vi fandt ud af at de havde et udendørs spa, som vi kunne bruge gratis pga. vi er medlemmer af deres kundeklub. Det landede på et tørt sted efter en rimelig lang køretur fra Kaikoura!

Udgivet den

Hvalsafari

Mandag den 11. marts stod vi igen meget tidligt op (utroligt, hvad man gør i sin ferie!). Denne gang var det for at tage afsted med dagens første båd ud at spotte hvaler. Der var afgang 7.45 og check in en halv time før!

Vi sejlede ud fra Kaikoura på en heldigvis pæn og rolig morgen, hvilket betød, at havet var ret stille. Undervejs fandt vi to blåhvaler og fik set dem være oppe og trække vejret. Fantastiske store dyr! Vi så også en del delfiner og albatroser, så vi fik meget ud af at være stået tidligt op.

Note: Hvis du skal på hvalsafari, kan det ikke svare sig at tage den allerførste båd. Den skal finde hvalerne, mens de efterfølgende både “bare” skal sejle derud, hvor hvalerne sidst er set for at se dem…

Udgivet den

På vej mod Kaikoura

Efter at være ankommet til Picton på Sydøen søndag den 10. marts kørte vi direkte til Kaikoura, som ligger ved østkysten. Under noget af turen kom vi til at køre bagved en autocamper, som var lidt sjovere, end de autocampere, vi ellers har kørt bagved. Den havde et stort klistermærke af en havenisse (se billedet herunder!).

På turen til Kaikoura stoppede vi undervejs ved kysten for at spotte sæler. Vi spottede en hel del sæler og brugte en del tid på at se på deres sjove “kropssprog”. Velankommet til Kaikoura kørte vi ned til “havnen” for at spotte flere sæler, da de normalt er til at finde her. der var også mange sæler, så alt i alt så vi rigtig mange sæler den dag og kom meget tæt på nogen af dem. En oplevelse, som vi begge nød.

På vej ned til “havnen” i Kaikoura havde vi en hel anden slags oplevelse med det new zealandske dyreliv. En flok gæs skulle passere gaden, så vi måtte pænt holde tilbage og vente til, de var kommet over vejen.

Udgivet den

Afgang til Sydøen

Søndag den 10. marts forlod vi Wellington og Nordøen og tog færgen over til Sydøen. Det var en rigtig flot morgen, så vi nød udsigten fra færgen, da vi sejlede gennem fjorden ind til byen Picton.

Udgivet den

Bjergbestigning

Torsdag den 7. marts ringede vækkeuret klokken tidligt (6.30 for at være helt præcis), så vi kunne være klar til at komme med shuttlebussen kl. 8. Vi skulle køre små 15 km for at nå hen til starten af Tongariro Alpine Crossing, dvs. vandreruten, der går over passet mellem Mount Tongariro og Mount Ngauruhoe. Vandreruten er 19,4 km, men på grund af vulkansk aktivitet, er ruten afspærret kort efter førnævnte pas. Derfor er det i øjeblikket kun muligt at nå Red Crater og Emerald Lakes, inden det er nødvendigt at vende om og gå samme vej tilbage. En vandretur på 16 km – 8 km op ad bjerget og 8 km ned igen.

Vi havde selvfølgelig valgt en dag med rigtig godt vejr og sol fra en skyfri himmel (og 25 grader!). Derfor var vores rygsække pakket med masser af vand og solcreme…og ikke mindst madpakker og hatte. Vi gik ca. 2,5 km, før det sådan rigtig begyndte at gå opad. Vi vidste dog, det ville ske, da vi skulle fra ca. 1100 meters højde op i ca. 1900 meters højde. Tempoet var højt, indtil vi nåede et langt stykke med stejle trapper – der gik vi lidt ned i tempo og blev nødt til at holde en enkelt pause.

Vi nåede kanten af South Crater efter ca. 2 timer. Det, vi i starten havde troet, var slutmålet, viste sig bare at være et udvidet pausested. Så vi tog et par billeder og noget vand, inden vi påbegyndte den stejlestes stigning op til Red Crater. Det blev ret stejlt og flere gange måtte vi tage hænderne i brug og klatre lidt. Da vi var ca. 50 meter fra toppen, måtte den kvindelige superturist bukke under for hendes højdeskræk og sætte sig på en sten, imens Michael fortsatte opad med kameraet! Michael nåede toppen og tog fine billeder, inden han langsomt begrav sig nedad igen.

Turen nedad bjerget var hård. Det første stykke var der ingen stier, men kun løs grus og store sten. Derfor foregik det med stor forsigtighed. Efter ca. 6 timer nåede vi tilbage til parkeringspladsen – meget udkørte og godt solbrændte!

Udgivet den

Wellington

Fredag den 8. marts forlod vi Whakapapa Village og kørte mod Wellington og Nordøens sydspids. En jævn kedelig køretur på godt 333 km. Vi ankom til campingpladsen i Lower Hutt, ca. 15 km uden for Wellington centrum sidst på eftermiddagen og bestemte os for at blive to overnatninger. På den måde kunne vi bruge en hel dag i Wellington centrum (lørdag) og tage den tidlige færge til sydøen søndag morgen.

Lørdag formiddag tog vi bussen ind til Wellington for at slippe for at navigere vores rumskib rundt i byens gader og døje med at finde en passende landingsplads. I bussen oplevede vi endnu en gang den new zealandske venlighed. Buschaufføren spottede, (åbenbart) at vi var turister og kom med en længere forklaring om det offentlige transportnetværk i Wellington, og hvilke muligheder der var ved de forskellige billettyper. Det eneste han bad os om til gengæld var, at vi skrev i hans gæstebog! Han kvitterede endvidere med at forklare, hvilke muligheder der var ved de enkelte stoppesteder igennem byen og sikrede sig, at vi blev sendt på rette vej.

Vores første stop var ved Te Papa, som er New Zealands nationalmuseum. Dette kæmpe museum er meget imponerende lavet, men det allerbedste er, at det er gratis! Vi brugte ca. 3 timer på at gå det hele igennem, men så var vi også klar til at gå til frokost og komme ud i den friske luft igen! Frokosten blev indtaget på en nærliggende brewbar med udsigt over havneområdet. Derefter gik vi en tur op igennem byen, hvor vi fandt en Cable Car, der kørte os op ad bakken til Botanisk Have. Vi brugte lidt tid på at kigge os omkring og tog den derefter retur ned i byen, da vi ikke orkede at gå ned igen.

Efter at være sikkert tilbage i byen gik vi en tur forbi Parlamentet og både New og Old St. Paul’s Cathedral. Sidstnævnte fik vi desværre ikke mulighed for at se indefra, da der var et bryllup igang. Katedralen skulle være rigtig flot indenfor, da den er bygget i træ og er rigt udsmykket, men det må blive næste gang, vi er i New Zealand.

Da vi kom retur til campingpladsen fik vi lavet aftensmad og nød det gode vejr. Michael fik brugt sit medbragte multiværktøj og en enkelt strip, da naboerne (også kaldet hollænderne) spurgte efter, om vi tilfældigvis havde noget gaffertape, så de kunne få repareret deres campingstol. Det lykkedes at få lavet en løsning, så stolen kunne bruges (indtil videre), så de var vældigt tilfredse.

Udgivet den

PS: Folketælling

Tirsdag den 5. marts om aftenen afholdte New Zealands “Statistik” folketælling – herunder også optælling af besøgende, turister osv. Vi deltog meget pligtskyldigt og er nu endnu engang registreret i New Zealand!

Udgivet den

Voldsomt vandfald og månekratere

Onsdag d. 6 marts kørte vi lidt tilbage nordpå for at se lidt seværdigheder, som vi var kørt forbi på vej ned til Taupo, hvor vi overnattede. Den ene var Huka Falls, som var et massivt vandfald, der dog ikke faldt særlig langt. Derimod kom der rigtig meget vand igennem – nok til at fylde to olympiske svømmebassiner i sekundet. Det var imponerende at se de voldsomme vandmasser vælte igennem på forholdsvis lille plads, og det ville sikkert være en drøm for de mest inkarnerede white-water rafting entusiaster!

Efter vi havde set på vandfaldet, var det kun en kort køretur op til et område, der hedder Craters of the Moon. Området er opkaldt efter dets oprindelige udforming, da det ligner et månelandskab. Området havde en masse gold jord og store mudderpøle, der boblede pga. termisk aktivitet i undergrunden. Da der i 1950 blev bygget et stort kraftværk til at udnytte den termiske energi i undergrunden, blev områdets vanddepoter næsten udtømte. Det medførte, at den termiske aktivitet blev femdoblet, hvilket skabte en række forandringer i undergrunden. Derfor er der nu dannet nye dampende kratere og boblende mudderhuller med en liflig duft af svovldampe. Rundturen i området tog ca. en time med stops ved flere lookouts og var et behageligt afbræk på køreturen. Efter dette besøg blev vi enige om, at vi havde fået opfyldt vores kvote af termisk aktivitet og svovldampe! Herefter fortsatte vi vores tur sydpå til Whakapapa Village, som ligger i Tongariro National Park.

Udgivet den

“Landmænd” i mudderbad

Tirsdag den 5. marts tog vi til Hell’s Gate, som ligger lidt nord for Rotorua og Blue Lake. Hell’s Gate er et termisk “oplevelsescenter”, hvor man kan opleve naturens termiske kræfter på nært hold og bagefter nyde godt af dem. Vi startede med en gratis rundtur i området med guide. En rigtig god tur med en meget fortællende guide, som uden tvivl vidste rigtig meget om området. Bagefter var vi en tur i mudderbad og derefter et “svovlbad”, med en meget høj koncentration af svovl – så meget, at vandet var helt gult! Mudderet og svovlbadet kom direkte fra undergrunden – der var ikke gjort noget ved det. De to bade havde en konstant temperatur på 38-40 grader og var meget afslappende!

Efter 3 timer i mudder- og svovlbad (godt opløste) tog vi til Agrodome. Agrodome er et åbent landbrug med shows for turister. Her så vi et meget turistet fåreshow, en fårehund genne får sammen, fik en traktortur rundt på deres marker, fodrede lamaer, får og rådyr, så en mark med kiwier samt smagte på deres egne kiwier og lokal honning. Det var nogen interessante timer, der dog bar en del præg af, at stedet var meget rettet mod turister.

Drevet af WordPress