Første dag som campister!

Fredag den 1. marts hentede vi vores Spaceship – efterfølgende også kaldet Spartan. Spartan er en ombygget Toyota Previa, som har tre siddepladser, udfoldelig trekvartseng, to opbevaringsrum, lille køleskab, gasblus, TV med dvd-afspiller og to pressendinger. Kort fortalt indeholder Spartan alt det en lille moderne campist har brug for!

Vi forlod Auckland i myldretiden (åbenbart dårlig planlægning!), så de første 30 km kørte vi i kø på motorvejen. Det tog en god time at komme ud af byen, så det blev halvsent, inden vi nåede byen Thames på Coromandel Peninsula. Den oprindelige plan var, at vi skulle have været på den østlige del af Coromandel, men vi nåede desværre kun til vestkysten. I Thames fandt vi en DOC Campingplads (Department of Conservation = “Natur- og Miljøstyrelsen”) med toiletter, men uden bad, køkkenfaciliteter m.m. beliggende i et meget naturskønt område. Vi fik mad og gjort Spartan klar til natten. Første nat forløb stille og roligt – kun lettere generet af myg, men det må man jo tage med, når man overnatter i naturen.

Dagen efter gik turen videre mod østkysten af de kringlede og krogede veje langs med kysten, indtil vi kunne komme igennem bjergene. Det viste sig, at den vej vi havde valgt at tage igennem bjergene var lukket pga. en broudskiftning, hvilket de, heldigvis for os, var så venlige at skilte med, da vi lige var drejet ned ad vejen! Der var en lokal, som var så venlig at stoppe og høre, hvor langt vi skulle for at være sikker på, at vi ikke kørte forgæves. Han forklarede, at vi var nødt til at tage en lidt længere rute nordpå for at komme helt over på den anden side af halvøen, hvilket (igen) gav os en ekstra times kørsel! Denne tur gav os også et uventet møde med det lokale dyreliv, der pludselig stod og spærrede vejen for os på vej igennem bjergene. På en grusvej midt ude i ingenting rendte der pludselig 20-30 grise og høns rundt på vejen og spiste, hvad de kunne komme i nærheden af. Vi vidste ikke helt, om det var meningen, at de skulle rende rundt der, men vi sikrede os, at der ikke var nogen umiddelbart foran bilen, inden vi kørte forsigtigt videre (efter at have taget et billede naturligvis). Vi kom frem til østkysten (omend lettere forsinket) sidst på eftermiddagen lørdag den 2. marts.