Indlæg

Udgivet den

Transport og afslapning

Mandag d. 12. september var transport og afslapningsdag, da alle var ret træt efter en lang dag i Disneyland dagen før.
Vi sov så længe, som David tillod og havde en rolig morgen. Vejret er blevet koldere, efter vi er nået tættere på kysten, så jeg (Astrid) trak i løbetøjet og tog en kort løbetur på 5 km rundt i kvarteret, inden jeg spiste morgenmad og tog et velfortjent bad.
Campingpladsen bød på gratis kaffe og muffins – det benyttede vi os selvfølgelig af. Imens Michael og jeg hentede det i fællesrummet, lagde David sit Thomas Tog-puslespil sammen med BM og BF, der gjorde deres bedste for at få brikkerne på de rigtige pladser.

Vi forlod Anaheim RV Park omkring kl. 10 og begav os mod det nordlige Los Angeles, hvor vi havde booket plads på Balboa RV Park. Der var selvfølgelig masser af trafik, og køreturen, der ifølge GPS’en skulle tage en time, tog halvanden. BM og BM var imponeret over de 6-sporede motorveje, og at vejene på trods af de 6 spor kan være fyldt op – det ligner jo overhovedet ikke den nordjyske motorvej! Meeeen de er så også en del flere mennesker her…
Vi ankom til Balboa RV Park før frokost. Parken ligger på Balboa Boulevard lige ved siden af Occidental Studios, hvor de optager den amerikanske udgave af Masterchef. Vi skal være her i 3 nætter, da der er en del, vi gerne vil se i Los Angeles.
Frokosten blev indtaget uden for autocamperen og bagefter var det tid til en velfortjent middagslur for David, BF og jeg, mens Michael planlagde og BM strikkede. Efter middagsluren blev der dømt fri leg – David fandt en tysk 1-årig legekammerat, der boede i en autocamper overfor. David fandt en masse flotte sten til ham, de løb rundt i cirkler, og de plaskede lidt med vand i en oppustet flamingo, der var opsat til samme lejlighed. De havde det helt sikkert sjovt! Desværre skulle den tyske dreng rejse videre allerede næste morgen.

Efter aftensmaden, der blev kokkereret i autocamperen af BM (BF tog opvasken!), gik David, Michael og jeg en tur til den nærmeste købmand for at købe mælk. Hos købmanden fandt vi også de største flæskesvær, som vi tog med tilbage til BF. På vejen frem og tilbage kom vi forbi Occidental Studios – vi mødte en sequrity-dame, og Michael spurgte, om det var muligt at komme ind og se studiet eller indspilningerne til Masterchef. Damen sagde, at det af og til var muligt, og at vi kunne lægge vores mail-adresse, så ville vi få en mail næste gang, det kunne lade sig gøre. Vi sagde, vi desværre kun ville være her i 4 dage…med andre ord; nej, det kunne ikke lade sig gøre! Øv øv, vi må møde stjernerne et andet sted…
Udgivet den

Disneyland

Søndag den 11. september kørte vi fra Palm Springs så tidligt, som det nu kunne lade sig gøre. Vi er åbentbart ikke de hurtigste startere, for klokken blev lidt over 8, inden vi kom derfra. Grunden til den tidlige start var, at vi skulle køre til Anaheim, hvor vi skulle i Disneyland.

Vi ankom til Anaheim RV Park omkring kl. 9.30 – trods den megen trafik gled det ret godt, og vi slap for at køre i kø ligesom dem, der skulle i den anden retning. Det første skilt, vi blev mødt af, på campingpladsen var “Camping In Mickey’s Backyard”, hvis vi altså skulle være i tvivl om, hvor vi var. Det var egentlig ikke muligt at tjekke ind før kl. 13, men vi blev tjekket ind og fik lov at parkere autocamperen på en sidevej, så vi kunne hoppe på campingpladsens shuttlebus til Disneyland med det samme.

Disneyland – Walt Disneys fantasifulde drømmeverden – er stedet, hvor man kan finde alle de klassiske Disney-attraktioner i de velkendte omgivelser omkring Torneroses eventyrslot. Nogen vil mene, at det er en must experience forlystelsespark, andre vil sikkert mene, at det er en turistfælde (en dyr én af slagsen).

Det var med bange anelser, at vi ankom til Disneyland en søndag uden billet – hvor lang ville køen nu være? Men vi gled nærmest lige igennem. Vi stod maks. 5 minutter både ved security (taskerne skulle tjekkes, og vi skulle igennem scanneren) og billetkøbet, hvor vi “gladeligt” betalte 105 § pr. person for en dagsbillet. Jeg (Astrid) syntes godt nok, at det var ret pebret. Ville det være pengene værd? Men når vi nu alligevel skulle til Los Angeles, så havde vi bestemt os for, at vi skulle opleve stedet.

Inde i parken var der sindsygt mange mennesker. Altså som i virkelig mange mennesker. Jeg er egentlig ikke sikker på, at der var mange flere, end der plejer…men altså jeg syntes, der var mange. Eller det syntes vi alle sammen. Vi vænnede os dog til menneskemængden og nød dagen, efterhånden som den skred frem.

David var fuld af pep og klar til en på opleveren. Han gik/løb hans glade, nu-skal-vi-have-sjov gang og stak af ved enhver lejlighed. Vi løb selvfølgelig efter på skift – han skulle nødigt blive væk blandt alle de mennesker. Derfor var det ikke meget, vi fik set af Disneylands Main Street, men pyt. Det var så absolut en stor fornøjelse at se David i fuld vigør.

Fedtmule var den første tegneseriefigur, vi mødte. David syntes, han var sjov, og han grinede og vinkede til ham. Da det blev vores tur til at blive fotograferet, blev han dog bange. Fedtmule var alligevel lidt for stor og ukendt til, at han ville “snakke” med ham, uden mor var med. Som dagen skred frem, og vi mødte flere tegneseriefigurer, blev David dog god til at snakke med de fremmede Disney-figurer – vi var i kontakt med Tigerdyret, Peter Plys (som så absolut var Davids favorit), Pluto, Mickey Mouse og Fedtmule (igen…).

Med lidt møge og besvær fandt vi omkring middagstid et lidt roligere sted i parken, hvor vi til sidst fik David til at falde i søvn, så han kunne få sig en middagslur. Han var ikke meget for det, men vi vidste, det ville blive en lang dag, så vi skulle have ham til at sove. Da han var faldet godt i søvn, tog Michael og jeg klapvognen med rundt og så på et par butikker og nogen forlystelser. Imens vi prøvede at få David til at sove, var BM og BF nemlig ude på egen hånd. Det lykkedes David at sove i halvanden times tid. Ikke meget, men bedre end ingenting.

Efter luren var David klar til mere sjov, så vi gik rundt for at se på attraktionerne. Langt de fleste attraktioner havde køer med 30-45 minutters ventetid. Noget, vi vidste, at David ikke gad. Vi fandt dog attraktionen “The Many Adventures of Winnie the Pooh”, hvor der kun var 5-10 minutters ventetid. Samtidig var det en ting for alle aldre, så BM, Michael, David og jeg stillede os i kø. Det var en meget fin tur rundt. Vi kom rundt og så forskellige “scener” fra Peter Plys. David elskede det. Han kiggede til højre, venstre, op og ned, pegede løs og snakkede. Det var bestemt noget for ham. Da vi kom ud, var vi så heldige, at Tigerdyret og Peter Plys lige var dukket op og klar til en snak og en fotografering. Tigerdyret var lidt farligt, men Peter Plys fik en ordentlig krammer af David. Og selvfølgelig en high five, da vi gik derfra.

Bagefter gik vi ned i Mickey’s Toontown – en vidunderlig, farverig verden med meget for de mindste. Her fandt vi bl.a. Goofy’s Playhouse, Mickey’s House (hvor vi mødte Mickey Mouse) og Roger Rabbit’s Car Toon Spin. Der var også biler, David kunne sidde i og springvand, han kunne kigge nærmere på, så han havde travlt. David, Michael og jeg blev i området nogen timer, mens BM og BF gik på opdagelse i parken. Det var fantastisk at se David glæde sig, løbe, grine, fortælle og pege. Han havde bestemt nogen gode timer der…og det betød, at det havde Michael og jeg også.

Klokken 19 så vi det flotte og ret imponerende optog, hvor mange af de kendte og for mig ret ukendte Disney-figurer var med. Det var en oplevelse at se optoget. Utroligt, at dem, der optræder, kan have det varme tøj på og så stadig danse, grine, smile og virke henrykte, når de når sidste del af ruten. Det må kræve en rigtig god form.

Derefter vendte vi klapvognen mod udgangen. David var blevet godt træt, og det var vi andre for den sags skyld også. Det var blevet mørkt, så vi fik set husene og nogen af attraktionerne med masser af lys på. Det var flot. Et eller andet Disney-relateret skulle jeg have med hjem, så jeg købte mig et par grønne plastik Mickey-øre med blinkende lys. Kønnere bliver det vist ikke.

Fik vi selv prøvet noget i Disneyland? Nej, men vi fik oplevet Disneyland og havde en rigtig dejlig dag, hvor vi fik nogen gode minder med hjem. Var det pengene værd? Nja…det må jeg vist tænke lidt over!

Udgivet den

På tur til dinosaurusland og shoppingland

Efter en dejlig afslappende eftermiddag og aften var lørdag d. 10. september afsat til at udforske lidt af Palm Springs og omegn.
Hjemmefra havde vi læst om en dinosaurusudstilling, så det skulle vi da kigge nærmere på…både for vores og Davids skyld. Efter en hurtig benzinoptankning tog vi en køretur på en 30 minutters tid – vi kom forbi en hulens masse vindmøller (ca. en milliard ude midt i ørkenen og oppe på bjerget) og kørte et par detours pga. manglende skiltning. Det lykkedes os dog til sidst at finde stedet, og det var en rigtig fin udstilling! Astrid og jeg (Michael) blev hurtigt enige om, at fætter Ludvig nok ville have haft en rigtig god oplevelse i den park. Dinosaurerne var rigtigt godt lavet, og der var mange af dem gemt rundt omkring i buskadset. Havde det ikke været for den brændende formiddagssol og varmen (ca. 35 grader kl. 10) var vi nok blevet lidt længere, men vi bestemte os ret hurtigt for at søge skygge og aircondition i et outletcenter i nærheden.

Vi fandt Desert Hills Premium Outlet Center ved næste afkørsel på motorvejen og konstaterede desværre, at det ikke var overdækket, men trøstede os med, at alle butikkerne havde deres aircondition på fuld køl. Det var faktisk så koldt, hvor vi spiste frokost, at BM (som ellers har døjet lidt med varmen i de sidste par uger) faktisk begyndte at småfryse! I starten shoppede vi lidt forsigtigt, men fik vist gjort vores til at støtte det lokale handelsliv og diverse internationale brands. Vi fik ikke besøgt alle 180+ butikker… men fik da nået en del af dem på de 4-5 timer, vi fik til at gå der. BM og BF havde aldrig oplevet noget lignende og mente ikke, at Hjørring bymidte kunne være med i den skala. 

Aftensmaden blev den nemme løsning – vi valgte Pizza Hut, som lå lige over for campingpladsen, så vi kunne gå frem og tilbage. Vi skulle bare lige krydse den firesporede vej først. Vi fik selvfølgelig pizza – to forskellige af slagsen – men også hotwings. Maden gled ned uden protester. Det var helt godt! David opdagede, hvor vidunderligt parmasanost kan smage og fik spist en hel masse (han spildte kun en lille bitte smule).

Efter maden var det sengetid for den mindste og de ældste. Astrid og jeg var kommet lidt bagud med skriverierne på bloggen, så vi kiggede lidt på den og de kommende dages overnatninger, så vi rent faktisk har noget at køre efter og et sted at holde ind.
Udgivet den

Afslapning i Palm Springs

Fredag d. 9. September kørte vi efter et meget kort ophold videre fra Lake Havasu mod Palm Springs.
Vi fik set Lake Havasu på afstand. Den så flot ud, som den lå der i ørkenen…meget klar blå farve, som kun bliver intensiveret af den ”brune” jord og de mørke bjergsider. Desværre er tiden ved at være ret knap ift. hvad vi gerne vil se, og da vi samtidig havde en ret lang køretur foran os, valgte vi at droppe ”London Bridge”, der ligger i Lake Havasu City. En bro, der engang har været over Themsen i London, men som i 1962 blev flyttet til byen… (en længere historie jf. turistbogen). Vi kunne dog lige se broen, da vi kørte forbi. Efter min mening (Astrid) så den ud som…tja, en bro!
Køreturen mod Palm Springs var lang. Nok egentlig den længste planlagte køretur, vi har haft indtil nu. Knap 3 timer sagde gps’en. Vi har dog lært, at det kan trække liiiiiiidt ud.
Det meste af ruten var jævn kedelig. Vi kørte på en meget lige og meget flad vej, dog med en del dips (lidt a la en rutsjebane, der går op og ned). Og så var det igennem ørken, så joden omkring os var gul-brun med en anelse vissengrønne beplantninger. Hmm…måske er det bare, fordi vi efterhånden har set virkelig meget ørken, at det var knap så interessant. Dog var dette en hel anden slags ørken end Death Valley.
Varmt var det også. Nogen ville nok sige meget varmt. Vi holdte en kort pause, da vi var kørt over ”grænsen” til Californien. Fra autocamperen var det som at stige ud i en ovn – dejligt for nogen og alt for varmt for andre. Det var i hvert fald nemt at forstå, hvorfor autocamperens air condition arbejdede på højtryk for at følge med. Nå, men vi holdte pause og fik købt noget kaffe og lidt kager. Der var ikke blev tid til kaffe om morgenen, inden vi forlod campingpladsen, så BM og især BF var efterhånden blevet godt kaffetørstige.

Vi ankom til campingpladsen (Happy Traveler RV Resort) i Palm Springs omkring middagstid og bestemte os for, at vi trængte til en dag med afslapning. Ikke noget, vi har haft meget af, siden vi landede for snart mange dage siden. Derfor lavede vi absolut ingenting resten af dagen – vi spiste frokost, David og BF sov middagslur, vaskede tøj, lagde planer, lavede aftensmad og var en dejlig tur i poolen. Også var den dag gået!
Billeder fra dagen herunder! 

Udgivet den

Route 66

Torsdag d. 8. september var det på tide igen at forlade Grand Canyon Western Ranch og køre mod Lake Haavesu.
Opholdet på ranchen var ganske enkelt fantastisk. Det var som at være hjemme. Stemningen var god og afslappet…og alt foregik meget laid back. Ingen tvivl om, at entertaineren Casey var en rigtig stor del af stedet. Han sørgede ligesom for, at alle havde det godt. David nød, at der var heste, geder samt flere hunde at lege og snakke med…og så fik han endnu en gang leget med en masse sten. Utroligt, som han kan få tiden til at gå bare ved at kigge på sten, løfte dem fra et sted til et andet, stable dem og vise dem frem. Vi kunne være blevet på ranchen meget længere tid – det var så absolut et sted for os – men det var på tide af starte autocamperen igen og køre lidt længere sydpå.

Inden vi forlod ranchen, gav Casey os anvisninger om, hvilken vej der ville være rigtig god at køre, hvis vi ville ud at køre på Route 66 (legendarisk landevej, der løber hele vejen fra Chicago til Los Angeles).
Vi kørte på Route 66 ved Kingman. Den første del af vejen gik det fladt og lige ud. Michael fik dog brug for autocamperens første gear, da vi skulle igennem de meget skarpe sving på vej over Sitgreaves-passet (1113 meter) i Black Mountains. Her var vejene ret smalle og meget skarpe…og det gik op, op, op. Flere gange måtte jeg (Astrid) lige lukke øjnene en lille smule – der var meget langt ned, og vi var meget tæt på kanten. Men vi klarede den selvfølgelig. Og sikke en smuk udsigt, vi også fik ud af det…
På vej ned af bjerget kom vi til byen Oatman – nogen kalder den en spøgelsesby, andre en turistfælde. Oatman prøver at bremse strømmen af turister på Route 66 ved at have fritgående æsler i hovedgaden. Mængden af turister i byen taget i betragtning så det ud til at virke! I byen så vi på adskillelige butikker – nogen med mere skrammel end andre – og spiste frokost på Olive’s Restaurant. Et meget hyggeligt, old fashion sted. Vi snakkede selvfølgelig også med de mange æsler, som David hurtigt valgte at kalde ”heste” – men hvorfra skulle han også vide bedre? Jeg er sikker på, han aldrig har set et æsel før…
Efter Oatman kørte vi direkte mod Lake Havasu Falls RV Resort, hvor vi skulle campere for natten. Da vi ankom til campingpladsen og steg ud af autocamperen, blev vi mødt af en ekstrem hede. Det havde allerede været en meget varm dag i Oatman, men varmen på campingpladsen var værre (39 grader kl. 17). Vi bestemte os hurtigt for, at vi efter aftensmaden skulle en tur i stedets pool for at blive kølet af. Det var en succes for både unge og gamle.
Udgivet den

Cowboy-”restaurant” og bålhygge

Efter turen i hestevogn skulle vi have aftensmad på ranchens ”restaurant”. Vi bestemte os alle for en rigtig god bøf – det var på tide at få noget kød. Og desserten var cheesecake igen…
Imens vi spiste, kom Casey og spillede og sang for os og de to andre hold gæster. Der var en hel speciel stemning. David var meget træt, men holdte sig vågen og var relativ tilfreds, fordi Casey lavede Anders And stemme og andet sjov med ham. Casey inviterede alle med til aftenens bål, hvor det ville være muligt at lave marshmallows.
Vi fik puttet David, BM og BF og gik ud til bålet, som var ca. 25 meter fra vores træhytte. Michael og jeg havde babyalarmen med, så vi kunne høre David, hvis han skulle vågne. Vi blev ved bålet en halv times tid – vi fik hørt Casey spille og fik varmet marshmallows, som vi lå mellem to kiks (en s’more…). Ganske tilforladelig snack, men meget sød…så en var mere end rigeligt for mig (Astrid).

Da vi sagde pænt godnat og gik mod vores træhytte, fik vi ”ros” af Casey: ”You have a very beautiful family”. Ja ja, så kunne man da lige ranke ryggen lidt og gå stolt i seng…
Udgivet den

På tur i hestevogn

Inden aftensmad skulle vi på tur i hestevogn – en del af vores ”pakke”. To islænderheste blev spændt for, to hunde hoppede om bord i hestevognen og det samme gjorde vi. Kusken sad på sin plads. Stille og rolig kørte vi op mod ranchens ”sunset viewing area”, hvor vi skulle drikke et glas champagne og selvfølgelig se solnedgangen over bjergene.
David syntes, det var fantastisk at køre i hestevogn. Ord som hest, hund, vov og ”kopter” blev brugt adskillelige gange. Og så sad han og hoppede op og ned, hvilket han normalt kun gør, når noget er meget sjovt…
Da vi kom op til ”sunset viewing area” stod entertaineren Casey klar med sin guitar og sin harmonika. Han spillede et par velkomstsange og fandt champagnen frem. Han viste os alle deres bisonokser og fortalte historier om ranchen, deres bisonokser og køer samt om områdets historie. Det var hyggeligt, og vi så en meget flot solnedgang over bjergene. Og der er bestemt en grund til, at Casey bliver kaldt entertaineren…og det er ikke negativt ment. Han er virkelig rar, god til at spille og synge m.m.
Solen gik ned, himlen blev orange og langsom gik turen tilbage til ranchen.

Udgivet den

Skyd som en cowboy!

Tilbage på ranchen var jeg (Michael) stadig klar til spas. Jeg ville ud at skyde som en cowboy!
Astrid bestemte, at det ikke var noget for hende og David, så de blev på ranchen for at lege med hundene, plaske med vand og ikke mindst slappe lidt af. BM og BF ville gerne med ud at skyde, så vi tog af sted sammen med Blake, som var ranchens ansvarlige for skydebanen.

Vi havde købt i alt 60 skud, som vi så selv måtte fordele blandt de våben, de havde til rådighed. Alle våben var i gammel westernstil med hhv. en pistol, en Winchester og en riffel (med ny-moderne kikkertsigte). Det var kun en kaliber .22, så det var ikke noget, der gav blå mærker på skulderen eller krampe i armene. Vi købte også 3 eksplosive mål, som vi kunne skyde efter – det var for at få lidt ekstra ”bang”, da de ville springe i luften, når de blev ramt. Både BM, BF og jeg ramte (for det meste) det, vi sigtede efter og fik en rigtig god oplevelse ud af det. Jeg må indrømme, at pistoler aldrig rigtig bliver mig, men den Winchester var nu fin!

Udgivet den

Grand Canyon West Rim

Onsdag d. 7. september havde vi afsat til at se nærmere på Grand Canyon West Rim.
Grand Canyon er et kæmpe stort hul i jorden. Det er skabt af Colorado River, der bugter sig igennem i et hastigt tempo i et forsøg på at grave sig endnu længere ned. Grand Canyon er et af verdens vidundere – 446 km lang, op til 29 km bred og 1,6 km dyb. Der er utrolig mange former, og klippelagene gløder i utallige røde nuancer.
Efter at have fået en god og solid cowboy-morgenmad (BF, Michael og jeg) og pandekager (BM og David) var vi klar til nye storslåede oplevelser. ”Indgangen” til Grand Canyon West Rim lå en halv times kørsel fra ranchen, så vi slap for at skulle køre så meget.
Vi ankom til besøgscenteret som nogle af de første. På P-pladsen var der dog allerede de busser, der var forbi vores ranch om morgenen. Vi var enige om, at busserne var på en ”sunrise tour” inde fra Las Vegas. Der var rigelig med parkeringspladser, så vi fandt hurtigt en plads til vores halvstore bus og begav os mod billetkontoret. Der kun er den ene mulighed for at se Grand Canyon på den vestlige side, så vi betalte ”gladelig” 50$ per snude (David var dog gratis) for en dagsbillet inkl. frokost. Man kunne købe mange pakker med billeder, flyveture osv., men vi tog den mest ”skrabede” udgave.
Turen bestod af 3 stop, som var forbundet af shuttlebusser, så vi selv kunne bestemme, hvor lang tid vi ville bruge hvert sted. Ret smart, når man er nogen af dem, hvor alting altid tager længere tid, end man forventer…
Første stop var Hualapai Ranch, som både var en kulisse sat op til formålet, men også en ranch man kunne overnatte på (i stil med den, vi sov på). Det var rigtig fint sat op med ”gamle” træbygninger, staldområde og cowboys, der gik i gaderne.  Der var mulighed for at ride på en mekanisk tyr, hvilket jeg (Michael) naturligvis ikke kunne lade passere. Både Astrid og BM stod klar med kameraet til at dokumentere mine flyveture, hvilket vist nok lykkedes til fulde. Jeg fik 3 forsøg og kom op på den maksimale hastighedsindstilling, han måtte give turisterne allerede på 2. forsøg(!) – så helt skidt gik det vidst ikke. Den mekaniske tyr kunne godt nok gå 3 hakker længere op i hastighed, men det er nok noget med en forsikring og  frygten for dårlig omtale, der begrænser, hvor højt de må gå op. Det var nu også rigeligt fint til mig, og jeg fik da mine flyveture! Inden vi tog videre på vores tur, fik David hilst på ranchens heste, og vi fik taget nogle fine billeder i diverse cut-outs, der var stillet op rundt om i byen.

Næste stop var Eagle Point, hvor man kunne komme ud og gå på Grand Canyon Skywalk, hvis man havde tilkøbt det. Grand Canyon Skywalk er en gangbro med et glasgulv, der hænger fra klippekanten 4.000 fod over Colorado River. Da der ikke var nogen af os, der havde lyst til at prøve, nøjedes vi bare med at kigge ud over klippekanten (i behørig afstand!). Det giver alligevel et sug i maven, når der er så langt ned. Da det passede med, at David skulle have sin middagslur, besluttede vi os for at tage vores frokost og holde lidt pause fra middagssolen i skyggen.
Sidste stop var ved Guano Point, hvor vi kunne se et godt stykke ned langs Colorado River og se resterne af lidt gammel minedrift. Her blev det også til frokost for David og en is til os andre. Vi gik også en tur rundt og så på indianerhuse/-telte, der var sat op for turisternes skyld. Det var nu også meget at sjovt at se, hvordan et ”svedehus” så ud.
Grand Canyon var en stor oplevelse – nok især for os, der ikke havde set det før. Det var en dejlig dag og ”sjovt” at stå på kanten og se ned i det store hul. BM var dog en anelse ængstelig og vente ryggen til os, når vi efter hendes mening kom for tæt på kanten (vi var minimum 2 meter fra…). Hun var mere rolig, når vi kom tilbage igen.
Selvom 50$ er mange penge for den billigste tur, er det et eller andet sted i orden – med alle de turister, der hver dag skal igennem det sted, så kræver det penge ikke mindst til vedligeholdelse. Desuden var der masser af ansatte ved alle 3 stop, og de skal jo også have løn.

Udgivet den

På cowboy-”restaurant”

Samme aften bestemte vi os for, at vi ville spise aftensmad på ranchens ”restaurant” i en af ranchens store træhytter. Restaurant er helt sikkert det forkerte ord, men jeg kan ikke rigtig finde noget, der dækker. Det var en meget hyggelig stue med store plankeborde med matchende træstole samt autentisk udsmykning med gamle billeder af indianere, cowboys, udstoppede bisonhoveder og meget mere. Virkelig hyggeligt.
”Menukortet” bestod af én side med en meget overskuelig menu. To slags burgere, to slags sandwich, to slags bøffer og et par andre ting. Vi valgte vores mad – jeg valgte en bøf, da jeg (selvom jeg kun har spist det én gang) allerede er træt af burgere. Uanset, hvilket ret man valgte, var der dessert med…hvilket altid er et plus, når man skal servere noget for BM og jeg.
Det var noget ganske udmærket mad. Bøffen var god – og nå ja, de andre var også tilfredse med deres mad. Desserten var cheesecake. En rigtig god og hjemmelavet én af slagsen. Den var virkelig lækker. David kunne selvfølgelig også lide den, så der blev ikke et helt stykke til mig. Hvad gør man ikke for sin søn?
Da vi skulle til at betale, kom Rachel (receptionisten, servitricen m.m.) med en regning kun på drikkevarerne. Vi undrede os og sagde til hende, at hun havde glemt at putte maden på. Men nej, det havde hun ikke. For aftensmaden var med i vores pakke. Havde vi bare vidst det på forhånd, så er jeg sikker på nogen af de andre, havde valgt bøf ligesom jeg.
Det var ved at være Davids sengetid, så vi ville bryde op. Men da vi skulle til at gå, kom entertaineren Casey med sin guitar og sin harmonika. Han skulle til at spille i ”restauranten”. Vi bestemte os for at blive lidt endnu og høre lidt musik…og nogen gode historier. Det var hyggeligt og bestemt tiden værd. Han sang et par sange kun for Davids skyld: En med Anders And-stemme, twinkle twinkle little star og lille Peter edderkop (på engelsk selvfølgelig). Stor succes hos David, som ellers var ved at være godt træt efter en lang dag på farten.
BM og BF gik til ro, og vi fik puttet David. Imens jeg ventede på, David faldt i søvn, skulle Michael ud at hente noget i autocamperen. Han kom ret forskrækket tilbage og sagde, at den puslende lyd, jeg hørte, inden vi gik ind i træhytten, stammede fra en stor tyr, der nu stod lige ved siden af vores veranda. Haha! Så er man virkelig kommet på ranch. Eftersom det kvæg, ranchen opdrætter, bliver lejet ud til de omrejsende rodeos i 3-4 år, hvorefter de kommer retur og bliver sluppet løs på ranchen, så ventede Michael forståeligt nok lidt med at gå ud i autocamperen… (sæt nu tyren fik flashback til gamle dage!)

Da David var faldt i søvn, satte Michael og jeg os ud på verandaen. Og sikke en stjernehimmel…det var fantastisk. Imens vi sad der, kom der flere køer forbi foran os. De går frit rundt på ranchens areal og kommer åbenbart altid ind på selve ranchens område, når det er mørkt. Michael og jeg hyggede os og nød roen, ikke mindst fra vores sovende søn.
Drevet af WordPress